Den engelske Stevie Davies gik som barn i skole i Plön i Nordtyskland, hvor den gamle Marineunteroffizierschule Plön var blevet omdannet til kostskole for børn af udstationerede britiske styrker efter overgivelsen i 1945. Hendes roman er fiktion bortset fra en række historiske personer og fakta (Stevie Davies er i øvrigt historiker), men man kan roligt gå ud fra, at det er egne erfaringer, der indgår i skildringen af kostskolelivet og de børn, »der er nådesløse i deres egen elendighed«. De mobber på det grusomste, og lærerne følger trop med et ydmygelses- og strafferegime, der skal hærde børnene, men snarere bidrager til en omfattende forråelse. I centrum for romanen står den unge Isolde Dahl, der i 1958 ankommer til skolen i Plön som lærerinde. Hun er opvokset i Wales, hvortil hun som lille flygtede under krigen sammen med sin mor, der var gift med en brutal SS-officer, Paul Dahl, indbegrebet af det blonde bestie og racehygiejnen selv. Ham husker hun intet om, men har en svag erindring om, at hun i hemmelighed fik håret bleget for at skjule indtrykket af mørke gener i familien. Skolens tyske musiklærer, Michael Quantz, finder efterhånden ud af, at hun må være datter af Paul Dahl, den ungdomsven, han fik afsmag for under krigen. Der var nidkærheden i tjenesten til forskel. Nu ser han med bekymring på, at Isolde bliver kæreste med hans søn Wolfi, som han har levet sammen med, siden han i 1945 fandt drengen i Kiels ruiner ved siden af det ugegamle lig af moderen. Romanen krydsklipper mellem skolelivet 1958 og Michaels erindringer om krigens sidste uger, hvor han også befandt sig på skolen i Plön, dengang omdannet til de sidste dages naziadministration, og med ham selv i rollen som rapportør for admiral Dönitz, Hitlers ubådsekspert, der blev udnævnt til Führer ved hans død.