Historien om jeg og du har unægtelig været fortalt nogle gange før, og det ved dagens debutant udmærket godt. Brian Dan Christensens første digtsamling varierer helt bevidst over kærlighedens velkendte temaer: forelskelse, forening, længsel, ensomhed osv. Bevidstheden gælder også skrive- og læsesituationen: I adskillige digte er jeget iscenesat, som den der skriver digtet, mens den elskede du-person så er den, der læser det, f.eks. her hvor jeget giver du-personen »dette digt/ der i forhold til evigheden blomstrer kort og smukt// og kun så længe dine øjne læser det«. Er tematikken ret stabil, er tonearten til gengæld meget omskiftelig. Adskillige højst forskellige stilarter prøves af undervejs; jeg nævner i flæng: Højbrynet lyrik (»dit fønikiske fravær«, »svanger med ensomhed«), hverdagsnært talesprog (»Vi laver en/ kande og tænder en smøg«), surrealistiske scenarier (»en kremerende/ luciamorgen med små sko og hænder der kysser lava febrilsk/ og dækker knogler med hud og lak«), plat ordspilleri (»jeg er sat i længsel«) og fortættet enkelhed (»Denne tidlige aften/ tømmer stranden/ sit timeglas.// Du ser ud over vandet./ Og smiler«.)
Jeg og du og meta
Lyt til artiklen
