Hvor var den danske børnelitteratur henne i disse år, hvis det ikke var for de kloge koner? Bedstemødrene! Sjovt nok er det dem og så de unge, vilde tegnere, der for alvor rykker. Birgit Strandbygaard er sådan en kone. Mild og klog. Når hun er bedst, kan man slet ikke mærke, at hun er så klog. Hendes to bøger om firkløveret Alfa, Beo, Ditte og lille Edel er perler, og det er den nye om 'Allis og den udødelige og alle de andre' også. Hvad er det da, som Birgit Strandbygaard kan? Hun er en god fortæller med dialogen som speciale. Hun kan fryse en situation på en halv linje, så den står lysende klar. Og hun tøver ikke med at fortælle det, som det er. Her er en forfatter, der tør være ærlig og livsglad på gyngende grund. Den rolige fortælletone lægger et lag af venlig vat ud over liv, der godt kan synes lidt triste. Men der er altid gang i hendes piger. Der er meget Pippi i dem. Historien om Allis er ikke så befriende politisk ukorrekt, som Alfa, Beo-bøgerne var det, men den har det samme trav. Hverdagen kan være grå, og håbet er lysegrønt. Nu er scenen mere nutidig, men det er stadig i det små, man skal finde det store. Birgit Strandbygaard fremkalder nye billeder af banale skænderier, stor sorg og uregerlig fantasi. Gud er altid med i hendes bøger - på sin egen måde. Pigen hedder altså Allis. Nu bor hun hos onkel og tante (og deres fire børn), mens hendes mor er indlagt på den psykiatriske. I dén familie er det far, der bestemmer. Da han bliver fyret, bliver han sur. Og Allis, hun spreder mistro og uro omkring sig, skønt hun er så nem at kigge ind i. Hun er en brik i et spil, men hun flytter også sig selv, og får ligesindede veninder i alle aldre. Det hele ender med, at Allis' mor kan genkende sin klarsynede, nattetissende datter igen. Bogen er poetisk, psykologisk og socialrealistisk. Men mest er den rå og kærlig.