Togsamtale

Lyt til artiklen

Den meget unge tyske succesforfatter Benjamin Lebert fik sin debutroman, 'Crazy', ud på dansk sidste år, og modtagelsen var rimelig begejstret. Nu udsender Borgen hans opus 2, kun et par måneder efter at originaludgaven er kommet i Tyskland. 'Fuglen er en ravn', hedder romanen - som egentlig kun er en stor novelle, selv om der er lige så mange sætninger i den som i en tyk bog af Leberts klassiske landsmænd. Lebert skriver nemlig kort. Meget kort. Helst kun fem ord per sætning. Det er ungt. Det er nemt. Det er tygget på forhånd. Alle kan være med. Jegfortælleren hedder Paul. Han og en anden ung fyr, Henry, kører med nattoget fra München til Berlin, hvor de tilfældigt er kommet til at dele kupé. Henry er så propfyldt af en væmmelig historie, han har oplevet, at han absolut må fortælle Paul om den. Paul lytter og tænker tavst på sin egen historie - som er meget mere frygtelig end Henrys, og som Paul rejser tilbage til Berlin for som en mand at tage følgerne af. Mere er det synd at røbe, men vent alligevel ikke for meget: Pauls historie er i mine øjne så postuleret, at man ikke rigtig får hjertebanken af den. Henry er den lille, flaksende fyr, der minder om en fugl og er ravnen i bogens titel. Paul er den tavse mand med den dystre hemmelighed. Og så er der en tyksak og en tynd, smuk pige i bogen, ligesom i 'Crazy', og der er overvejelser over Berlin som en by med guldstøv i luften, en by, der æder folk med hud og hår, og der er et luksusbordel i Charlottenburg og dunken af skinner og forbipasserende natlige stationer. Det er alt sammen et meget velkomponeret miks af ting, man har set før, og bogen er letlæst og skal nok blive solgt, men næste gang må det gerne vise sig, om Lebert virkelig er umanerlig god, eller om han bare er vidunderbarn med manér.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her