Det ædle spil skak får altid det bedste frem i forfattere. Spillet har sit eget sprog. Ordene er krigeriske, når man hapser hinandens brikker, men det er oftest ment med lune, for det er jo ikke rigtig krig. Og så kan der også sættes 'mat på maven' eller anvendes den luskede 'skomager'. Der er en god del ironi i, at alle tiders hærfører, Napoleon, ikke var helt så skrap med de sort-hvide brikker. Peter Dürrfeld har skrevet en skakbog for børn, der til dels bygger på egne erfaringer som underviser. Forfatteren har været tilknyttet Rigshospitalets børnekræftafdeling, og det er også her, handlingen i 'Victor sætter mat' udspiller sig. Dog på en anden afdeling, hvor man samler trafikofre (som Victor) og overspeedede nørder fra Brøndby (som Tom). Disse to drenge har det ikke vildt hyggeligt sammen, for Victor holder med FCK, men så kommer den blinde morfar trissende hver dag med sin stok og lærer lidt fra sig om det gamle spil. Tom kender det godt. Plottet er tykt som en marcipangris. For naturligvis vinder FCK - endog meget elegant - over Brøndby til sidst. Victor bliver udskrevet klogere end før, og livet går videre med en snarlig tur til Vestegnen i udsigt. Revanche kan man ikke afslå. Tonen i bogen er præget af skaksproget. Der bliver ikke pudset på figurerne, og man hører meget lidt om hospitalet eller vejret. Der er stillet skarpt ind på skakspillet, som bliver præsenteret i meget store diagrammer, nogle gange et enkelt for hvert træk. Det er en solid pædagogik, som ikke taber nogen i svingene, og der kompenseres for det adstadige tempo med en lang række lune og præcise bemærkninger. Der kommer mange reelle fagbøger i disse år, hvor pointen ikke er at imponere visuelt, men at lære fra sig. Særlig vellykket var Helene Uris store bog om sproget, 'Majonæsekrig og radiser fra neden'. Ja, det hedder den! Peter Dürrfelds skakbog er uden det spræl, men rolig og velovervejet, som noget, der er tusindårigt, kan tillade sig at være. e2-e4 til den!