Titlen er slet og ret 'København'. En bybog. Katrine Marie Guldagers elleve små noveller dækker nogenlunde samme areal som Kraks Kort over hovedstaden. Det myldrer med sted- og vejnavne, Vesterfælledvej, H.C. Ørstedsvej, Storkespringvandet - og ude i periferien Utterslev Mose, Brønshøj, forstæderne. Sådan ligger landet. Byen. Med Jylland i det fjerne og sne oppe i Norge. Novellerne handler om byens mennesker, ikke så meget én og én, mere i mønstre og roller, strukturer og tilfældigheder. En sølle dreng sidder på stentrappen ned til Nørreport Station, det gør han i novellen 'Nørrebro', og det gør han også i dén med titlen 'Stengade'. Lidt ligesom i Vinterberg/Rukows film 'It's All About Love', hvor der med mellemrum er det her sære lig, som folk vader henover. Og nu, vi er ved film: klippeteknikken hos Guldager har noget 'Short Cuts' eller 'Magnolia' over sig. Realisme på en urealistisk måde. Litteratur på en filmisk facon. Skønt ærindet egentlig ikke virker litterært. Snarere sociologisk, filosofisk, moralsk måske. Hør bare alle bagsidetekstens spørgsmål: »Er det sådan, København er nu? Hvordan lever vi? Er vi fælles om noget? Eller bliver vi slynget længere og længere væk fra det, der kunne være en fælles midte? Og befinder vi os et - lykkeligt? - sted mellem den moderne verdens løse fællesskaber og de gamle, forpligtende sammenhænge?«.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























