I efteråret 1973 røg den svenske forfatter og journalist Jan Guillou i fængsel i ti måneder for spionage. Nærmest en Kafkask dom, thi årsagen var den absurde, at Guillou sammen med en kollega havde skrevet artikler i det venstreorienterede Folket i Bild om en ulovlig statsfinansieret infiltration af politiske grupperinger på venstrefløjen, oven i købet på alle måder bakket op af det svenske socialdemokrati med landets klassiske neutralitet som en yderst tynd undskyldning. Kendis-kulturen Den 29-årige svensker brugte tiden i spjældet til at skrive en halvbiografisk roman om udviklingen fra at være en spinatfugl i formiddagsbladenes bed for sladder til at træde i karakter som en engageret samfundsrevser, der endelig tør afdække det fordækte maskepi på tværs af andre skrivende tøsedrenge, som bedrevidende havde været tavse i årevis. Og det er denne roman, 'Den store afsløring', som med 30 års forsinkelse nu endelig kommer ud på dansk. Med et nyt forord af forfatteren, som artikulerer, at denne affære aldrig er blevet glemt, mens han stadigvæk finder det slemt at leve i en verden, som er blevet endnu værre med hensyn til den kendis-kultur, berømmelsens liderlighed leverer i en lind strøm af løgn og latin, fiduser og forskræp med gratis sjusser, luderrejser og falske bilag som skriftens kommaer og punktummer. Hårdkogte skriverkarle I 'Den store afsløring' møder vi for første gang den jurastuderende Erik Ponti, hvis forfærdelige opvækst og skolegang Jan skulle fortælle om syv år senere i bogen 'Ondskab', som i morgen får dansk premiere som oscarnomineret film. Erik er langt ude i familie med Voltaires Candide, det enfoldige menneske, som med ét kastes ud i den bedste af alle verdener. Hvis han vel at mærke er klar til at sælge sit skrivetalent til hvad som helst, der kan blive til en kioskbasker. Ponti bliver ansat på et karlekammerblad, som lever af pik og patter, sensationelle historier om vold mellem mandfolk, blod mellem venner og skandaler blandt kongelige. I begyndelsen er livet helt enormt, en uendelig happy hour med villige kvinder og hidsige drinks. Ponti bliver via sit job medlem af det broderskab af hårdkogte skriverkarle, som turer byen rundt i tåger af sprut efter fyraften, når stoffet er serveret, så redaktøren og direktøren er tilfredse. Smertefuld latter Guillou skriver syrligt, satirisk og ikke langt fra den falsk naive stil, vi danske forbinder med vor egen Hans Scherfig og engelske Evelyn Waugh. Det hjælper at kende noget til svenske forhold i almindelighed, blad- og forlagsverdenen i særdeleshed. Men selv uden dette kendskab er 'Den store afsløring' vildt underholdende, alt imens læseren aner temaer, som siden skulle foldes ud i det senere forfatterskab. Den fascistiske skolegang, de charmerende skurke, de hurtige replikker, stålsatte mænd og så den høviske ildhu, som driver moderne tempelriddere til at gå op imod rigets tilstand af hykleri, dobbeltmoral og svensk etnocentrisme. Til sidst møder Ponti den virkelige virkelighed, den organiserede vold, og så er vi der, hvor forfatteren selv tog konsekvensen og gik i fængsel for sandhedens skyld. Vejen derhen er pittoresk og morsom, selv om det nu og da gør ondt, når man griner.