Ideen er god: Tre danske kvinder i tyverne med forskellig baggrund, temperament og uddannelse (eller mangel på samme) anbringes i københavnsk herskabslejlighed til deling. På den måde kan man få både kvindeskæbner og livsvalg, åbenhjertige samtaler, samlivsproblemer i og uden for bofællesskabet og et bredt billede af unge danske kvinder og deres vilkår. Desværre evner Dorte Holm, født 1968 og uddannet i engelsk og kommunikation på RUC, ikke at realisere sit projekt på tilnærmelsesvis overbevisende, for slet ikke at sige kunstnerisk, måde i sin romandebut 'I spænd'. Manglende sammenhæng Hun arbejder ifølge bogens klap som tekstforfatter, og det er måske noget af forklaringen. For hun har ikke svært ved at skrive en tekst, ej heller ved at skabe små øer af troværdige situationer og naturligt lydende udsagn. Som hun dog desværre forsømmer at bygge op til, blandt andet fordi hun ikke ulejliger sig med at give sine hovedpersoner nogen fortid. Som sagt er 'I spænd' ikke god litteratur; sprogligt er den på grænsen til dårlig, men den kunne have været en god historie. Imidlertid stritter læseren af frustration over dens manglende sammenhæng, troværdighed og dybde. Til tider mangler forfatteren også den nødvendige viden om de miljøer, hun beskriver. Den ene kvindes universitetsstudium (som kaldes 'studie') kommer (mærkeligt nok) til at lyde som et aftenskolekursus, og den andens kunstneriske udfoldelser (som, indrømmet, er et dødsensfarligt emne for litterær beskrivelse) er et himmelråbende postulat (En replik som »Du tryller da det ene mere talentfulde maleri frem efter det andet for tiden«, viser niveauet. Også sprogligt, for udtrykket findes ikke: mere talentfuldt end hvad?). Da kunstneren blandt kvinderne (såre banalt) påpeger, at det kræver dagslys at male, får hun at vide, at hun lyder »sygeligt seriøs«. Ethvert tilløb til normal, dybere tankevirksomhed hos fortælleren stoppes straks - af hende selv! - som »tankespind« eller »min kringlede hjerne«. Klicheerne står på nakken af hinanden Hvordan tre vildfremmede kvinder hovedkulds og lemfældigt bliver bofæller og et par måneder efter af forfatteren skildres som livslange, intime veninder, grænser til sjusk. Den ene af dem får et barn (uden far, naturligvis) og nærmest påtvinges de to andres støtte, opbakning og ofre i en grad, som man næppe kunne forlange af en kødelig søster. Det kunne uddybes (men bliver det ikke), at den af kvinderne, der oftest optræder som fortæller, har et stort behov for at ofre sig og samtidig tilsidesætter manden i sit liv. Samme kvindes intense miljøbevidsthed, der også hænger sammen med hendes arbejde, hvor hun i øvrigt udnyttes, gøres til en lillepigeutopi og forrådes dermed. Det fik endda være, hvis det var en bevidst pointe. Men det er det ikke, og man kommer i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen pointer i Dorte Holms underligt forældede og tegneserieagtige kvindeportrætter, hvor klicheerne står på nakken af hinanden. Det er synd, for ideen med de tre kvinder er som sagt god. Men den skal nok udføres af en, der er »sygeligt seriøs«.