Engelske Helen Fielding blev i 1990'erne herostratisk berømt på sin kaotiske, kiksede, selvironiske og overfladiske antiheltinde Bridget Jones. Hendes 'dagbøger' blev både filmatiseret og fik afløbere med nationale særpræg - nok ikke kun i Danmark, hvor vi som bekendt har 'Nynnes dagbog'. Samtidig med at hun bragte kvinders uklædelige komplekser og underlødige overvejelser velgørende ud i lyset, fik Helen Fielding med Bridget Jones desværre også genindført den dumme blondine. Dog med den lumske tilføjelse, at de dumme blondiner ikke længere måtte være rigtig dumme - næ, de skulle have smarte og eftertragtede (og i virkeligheden krævende) stillinger i medie- og bogbranchen. Stillinger, som mere egnede personer ville give (og giver!) år af deres liv for at få, men som vores heltinder frejdigt vanrøgter. Det er faktisk dobbelt undertrykkende, men det orker jeg ikke lige at forklare her. Kvindelig James Bond Helen Fielding er nu gift og har barn med en af forfatterne bag 'The Simpsons' og bor i Los Angeles. I sin seneste bog, 'Olivia Joules' hyperaktive fantasi' (titlen lyder lidt bedre på engelsk), lader hun hovedpersonen være en slags kvindelig James Bond med alt, hvad det medfører af usandsynlige dykkerfærdigheder, dræbende brystholdere og deslige. Det hører genren til, og den er der jo liebhavere til. (Det er dog noget sjovere på film). Men Fielding har ikke gjort sig den ulejlighed at lave et bare nogenlunde sammenhængende portræt af hovedpersonen. I bedste fald har hun sat sig mellem to (slidte) stole. De indledende kapitler ville svare til at lade James Bond spille af en hjerneskadet Woody Allen i de første ti minutter af filmen, hvorefter han så springer ud som fysisk og teknisk toptunet agent. Derfor kan man som læser ikke tage Olivia Joules' senere nok så imponerende præstationer alvorligt. Spændingen i bogen går på, om den mand, Olivia har forelsket sig lidt i, måske er selveste Osama bin Laden - eller om det er et udslag af hendes hyperaktive fantasi. Det medfører (foruden en ufattelig usmagelig konklusion om ofrene i Twin Towers 11. september) nogle pligtskyldige, tåkrummende betragtninger om islam og terrorisme, som dog næppe betyder noget for forfatteren. Der er nemlig intet, der betyder noget i denne bog, som lugter af rutine og genbrug og foragt for læserne. Jeg tør ikke påstå, at man er dum, hvis man køber 'Olivia Joules' hyperaktive fantasi'. Men man er dummere, end man var før, når man har læst den. Og lidt trist. En bedraget klummeskriver Så er det noget helt andet med Sarah Dunns 'Den store kærlighed', som ikke giver sig ud for at være andet end en klummeskrivers debutroman og som følge deraf var i fare for slet ikke at blive anmeldt. Men Sarah Dunn, som har arbejdet på den amerikanske tv-serie 'Spin City' og i den egenskab fået en Emmy-pris, forudsætter trods sin luntende, sindige stil og det tilsyneladende uambitiøse niveau en elementær intelligens og følsomhed hos sine læsere. Også hun har som fortæller en klummeskriver (hvor repræsentativ er den profession egentlig?), oven i købet en elendig en af slagsen, som bliver bedraget, forladt og - som en biting - fyret. Så mine forventninger var mildt sagt lave, da jeg halvhjertet indledte læsningen. Og måske var det det, der gjorde den glædelige overraskelse større. Dunn (og hendes oversætter) viser trods alt en vis omsorg for sprog og stemmeføring, og bogens tone af underspillet intelligens virker behagelig. Jeg siger ikke, at 'Den store kærlighed' er sådan rigtig skønlitteratur, dertil er dens handling alt for skematisk. Men jeg råhyggede mig med at læse den. Og dummere blev jeg i det mindste ikke.