0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Manden der blev yngre med årene

'The Confessions of Max Tivoli' er en litterær science fiction om det moderne menneskes bogstavelige splittelse mellem hoved og krop.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke mange, der kan bryste sig af at blive yngre med alderen, men det kan fortælleren i Andrew Sean Greers nye roman, 'The Confessions of Max Tivoli'.

Da Max bliver født i San Fransisco i 1871, er han nemlig en 70-årig gamling, og mens han mentalt bliver ældre med alderen, kommer han til at se yngre og yngre ud med tiden. Det kommer der, som man kan forestille sig, ikke nogen lykkelig udviklingsroman ud af.

Det går galt fra starten, for historiens begyndelse er allerede enden for Max, der fødes med en sammenfalden krop, et bedrøvet blik og en pande rynket af livets ærgrelser. Uoverensstemmelsen mellem Max' mentale tilstand og hans (ellers udmærkede) udseende dømmer ham til et liv i misforståelsens navn.

Misforståelser er der nemlig nok af i Max' liv, hvis psykiske og fysiske proportioner kun krydser hinanden i et enkelt nådens år omkring århundredskiftet, da Max er 35 i både hoved og krop.

Han er nok nisse
Det er for at rette op på denne ubalance mellem det indre og det ydre, mellem 'monsteret' Max og de andre 'normale' mennesker, at han som en 60-årig mand med en 11-årigs udseende sætter sig ned i en sandkasse for at nedfælde de bekendelser, der udgør 'The Confessions of Max Tivoli'.

For at tro på de tilståelser, Max lægger for dagen, er det dog ikke småting, læseren må sluge råt: Hans stakkels mor føder efter sigende en fuldvoksen mand, og Max' far - en dansk immigrant ved navn Asgar Tivoli - accepterer straks den usædvanlige situation med henvisning til, at sønnen 'nok er en nisse'.

De forstår dog begge, at Max måske er et nummer for meget for hans omgivelser, og de holder derfor sønnen skjult, indtil han som 3-årig kan gå for at være en af morens ugifte brødre på 68.

Da Max endelig træder ud af husets skygge og ind i de andres synsfelt, er det dog med en læresætning, der nok skal sørge for, at han holder sig for sig selv: »Bare vær dét, de andre tror, at du er«, advarer forældrene ham.

Identificerer sig med dansebjørn
Det er en doktrin, hvis værdi Max indser tidligt, da han på sin første dag ude i verden bliver ført hen til en nærliggende forlystelsespark, hvis hovedattraktion er en dansende bjørn.

Selv om Max for første gang i sit liv er omgivet af børn på sin egen mentale alder, er det bjørnen, han identificerer sig med, for ligesom dyret føler Max sig her midt i festlighederne afskåret fra verden - »alene i et bur, forvirret, og med en fangevogter som eneste ven«.

Da forlystelsesparken nogle år senere må lukke, gør dyrepasseren en forestilling ud af bjørnens slagtning, og Max ser rædselsslagen til, mens den jages og endelig nedlægges, akkompagneret af klapsalver og hurraråb fra det publikum, der i årevis har elsket den for dens anderledeshed, og for hvis underholdnings skyld den nu må lade livet.

Så Max holder sin hemmelighed for sig selv og lever udadtil et almindeligt liv i overensstemmelse med omverdens krav og forventninger. Han får en enkelt ven, Hughie, som han betror sig til, men det er fordi, at han instinktivt aner, at heller ikke Hughie er som de andre.

Klynker over splittet skæbne
Deres venskab trues, da Max som mental 17-årig forelsker sig i underboens datter, Alice. Hendes mor er enke, og hun får i stedet 'den ældre herre' på krogen, mens Alice forsøger at tiltrække sig Hughies opmærksomhed.

Hvad Hughie går og gemmer på, skal ikke afsløres her, for hele drivkraften i 'The Confessions of Max Tivoli' er de hemmeligheder, som læseren får bid for bid, side efter side, i en kompliceret trekantshistorie, hvor kærligheden flagrer mellem de tre hovedpersoner - Max, Alice, Hughie - uden aldrig rigtig at lande i de rette hænder.

Greers styrke ligger i den historiske detalje, og San Fransisco på tærsklen af moderniteten er fuld af detaljer, det er værd at høre mere om - fra nystrøgne aviser til levende skarabæbrocher og kvinders underklæder fra 1800-tallet, der i Greers gengivelse lyder som en hel videnskab.

Den selvmedlidende tone gør det dog svært for læseren at vinde megen sympati for bogens fortæller, der - ligesom en række andre af den moderne romans fortællere, men langt mere klagende og pibende - ikke kan slå sig til tåls med sit sure lod i tilværelsen, der kløver det indre fra det ydre og den enkelte fra de andre.

Til gengæld kan han fortælle en god historie og holder sin læser fast fra første side og til bogens afslutning - som altså i dette tilfælde også er historiens begyndelse.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu