Det er sikkert risikabelt som både 'tintinolog' og 'tintinofil' at skrive om Hergés tegneserie - især når talen er om en Årgangstintin fra 1930 - men eftersom Tintin og Terry er i Sovjet, vil jeg formaste mig. Nu har de ovennævnte 'filer' og 'loger' sikkert allerede øjnene på stilke, for 'Tintin i Sovjet' var uopdrivelig indtil 1969, hvor man i anledning af Tintins 40-årsdag udgav 500 eksemplarer. Antikommunismen i modvind Senere blev den genudgivet i bogen 'Fra Hergés arkiv' (dansk 1975). Og nu, hvor Tintin er blevet 75 år, er originalversionen altså blevet genoptrykt (som verdens ældste) og vil i fremtiden have nummer 0 i den danske Tintin-nummerering. Det var 10. januar 1929 - siden betragtet som den europæiske tegneseries fødselsdag - at en 21-årig belgier med kunstnernavnet Hergé første gang sendte Tintin ud på eventyr, og det skete på bestilling af den antikommunistiske avis Le Vingtieme Siècle. Siden kom antikommunisme mildt sagt i modvind, og Hergé havde så meget respekt for tidsånden, at han aldrig lod netop disse striber trykke som album. Historisk barnelærdom for russerne Når man så 'læser' - eller hvad man nu gør med en tegneserie - dem i dag, kan man konstatere, at beskrivelsen af den unge sovjetstat naturligvis ikke er dækkende, endsige udtømmende. Men den er uhyggeligt præcis i sine primitive punktnedslag. Hvad der beskrives i 'Tintin i Sovjet', er historisk barnelærdom for russerne nu (og noget af det foregår under andre former stadig, men det er en anden historie): likvideringer ved arrangerede ulykker, skindemokratiske manipulationer, stikken udlændinge blår i øjnene, plyndringer af bønderne osv., osv. Men Hergé forfalder ikke til chauvinistiske generaliseringer om den russiske folkekarakter - prisværdigt, især i lyset af hvor udbredt den svaghed ellers er, også hos mig meget nærtstående. Det går næsten værre ud over tyskerne ... Indhenter et tog med håndkraft Historien er ikke så vigtig: Reporteren Tintin sendes med Terry som assistent på opgave af sin avis, men allerede på toget mod Moskva går det galt. En russisk bombemand vil forhindre ham i overhovedet at nå frem og få syn for sagn. Tintin ryger først i tysk fængsel, og siden går det slag i slag. Tintin bliver faktisk vældig voldsomt molesteret usædvanlig mange gange - men han slipper godt fra og præsterer det mest utrolige: At indhente et tog med håndkraft på dræsine er såmænd noget af det mindre spektakulære. Det lykkes da heller ikke, men kun fordi en stang knækker, da det er li-i-ige ved. Utallige forklædninger Det er i det hele taget skabelonen: Hver gang, superdrengen og hunden har overlevet/overvundet/undsluppet den visse død, sker der umiddelbart efter noget så banalt som et motorstop, et nys eller et fald i en åben brønd. Og så må de på den igen. Forklædningerne er utallige - der er altid belejligt et kostume inden for rækkevidde, selv til Terry. Tegnemæssigt er det så som så med raffinementerne i Tintins udtryk her på hans allerførste rejse - til gengæld virker kulisserne så meget desto mere gennemarbejdede. Og for en utrænet tegneseriekigger er det dejligt, at der er så enkle streger og meget luft i billederne. Nogle vil måske savne farverne, men det sort-hvide passer godt til dette albums verdensbillede, hvor ingen af de farverige figurer Dupond og Dupont, kaptajn Haddock, Bianca Castafiore og professor Tournesol endnu har gjort deres entré. Teksten er mundret og meget nutidigt oversat, som sædvanlig af Jørgen Sonnergaard. Tintin står for øvrigt lige før Tintoretto i Den Store Danske Encyklopædi - og har lige så meget spalteplads.