Fra forlaget Carlsens lille forfatterskole - de kalder den en workshop - er der kommet en stribe gode bøger de senere år. De fleste på forlaget Carlsen. Og selv om udgivelserne er forskellige af sind og skind, fornemmes en stræben efter at genoplive den brede, ligefremme fortælling uden eksperimenter. Annemette Sørensens historiske roman for større børn om 'Fiskerdrengen og Emily' er et godt eksempel på det. For forlaget kan indsatsen gøres op som en ligning: 5 workshopper + 36 deltagere = 9 debutanter. Solgt til stanglakrids 'Fiskerdrengen og Emily' breder sig ud på sletterne omkring Dyrehaven nord for København. Her støder to frændeløse eksistenser ind i hinanden, mens engelskmanden stævner ned igennem Øresund for at rane den danske flåde og bombardere hovedstaden. Året er 1807. Drengen hedder Søren og bor hos sin moster i Taarbæk. Om dagen sælger han fisk inde på Bakken. Og det er her, han møder pigen Emily fra Hull, der er flygtet fra børnehjemmet Jerusalem og er blevet kunstrytterske. Søren er solgt til stanglakrids og sildefilet, og mon ikke de to umage eksistenser bliver kærester til sidst? Rørstrømsk børnebog Undervejs kommer kronprinsen forbi cirkusteltet, og den engelske spion lurer på flådens tilstand. Det er sådan en historisk historie, som enhver (ride)skolelærer vil knuselske. Annemette Sørensen skriver redeligt - det rimer lidt på kedeligt! - og hun er pænt tilbageholdende med at droppe faktiske oplysninger, selv om man mærker, at det kribler. Den sociale og romantiske del af historien boltrer sig uhæmmet i fattigdom og mirakler. Hvad de to børn ikke kommer ud for? Og hvor er det smukt, når de mødes igen. Man havde egentlig helt glemt, hvor rørstrømsk en børnebog kan være! De gode græder, og de onde ler kun til at begynde med. Det går lige ind i tårekanalen! Der er et mylder af liv omkring Dyrehaven og inde i Kongens København. Beskrivelsen af historiens første terrorbombardement er realistisk og bevægende. Heldigvis overlever cirkuselefanten, der ellers var opstaldet i Hyskenstræde. Nu bor den i Odense (hvor Hans Christian lige er blevet to år). Mellem underholdning og undervisning har Annemette Sørensen skrevet en læseværdig bog.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























