Fra tid til anden blusser debatten om realisme i dansk litteratur op, og bølgerne skvulper lidt hid og did: Er den der, er den der ikke, bør den være der eller ej, og hvad er 'realisme' i det hele taget? Men relativt upåagtet af polemikken løber en stor, bred og ofte ganske robust strøm af det, man kunne kalde for 'normalrealistiske' romaner - skrevet af forfattere, der uden videre forudsætter, at teksten henviser til en given, social virkelighed, og at der kan fortælles overbevisende og sandsynligt om almindelige menneskers almindelige problemer i jævnt hen almindelige (men ikke nødvendigvis kedelige) liv. Succesfuld bror En af disse forfattere hedder fra nu af Janus Kramhøft, som debuterer med en ferm roman om den 34-årige fotograf Martin Rems milde livskrise, ikke helt ulig Carsten Andersens nylige roman om et beslægtet emne. Rem er godt gift med sit livs cand.psyk. Marie, de har to sønner, og alt er næsten idyl. Men så lokker den flanerende kunstnerlillebror Martin til Paris. Broderen har opnået succes i New York, han er meget rig allerede og pløjer sig lystent vej gennem et lille hav af smukke kvinder. Klassisk fristelsesdrama I Paris har bror Andreas den lidt yngre Maja med sig, hun er helt forbandet smuk, og Andreas behandler hende ikke godt, og pludselig går det op for Martin, at hans ægteskab vist ikke er fuldkommen tip-top, at han måske er stivnet lidt - og at han er voldsomt tiltrukket af Maja, der på sin side synes, han er en sød fyr. Hermed er der lagt op til et klassisk fristelsesdrama: Skal-skal ikke? Romanens titel, 'Alle steder ser dig', kommer af de to sidste linjer i Rilkes digt 'Apollons arkaiske torso' fra 1908: »denn da ist keine Stelle,/die dich nicht sieht. Du muss dein Leben ändern«, omtrent: »For der er der ingen steder,/ der ikke ser dig. Du må ændre dit liv«. Andreas forærer Martin et engelsk eksemplar af Rilkes digte med netop disse to linjer understreget, og beskeden er jo klar nok. Etikeren og æstetikeren Romanens drama former sig dermed som en variation over, nogle ville sige et ekko af, det den unge Kierkegaard i 'Enten-Eller' (1843) beskrev som en konflikt mellem den æstetiske og den etiske måde at leve livet på. Helt præcist den meget forskellige opfattelse af hvad henholdsvis frihed og nødvendighed er for noget. Mens æstetikeren synes, at enhver pligt og forpligtelse er en rædderlig nødvendighed, der hæmmer hans frihed (=Andreas), mener etikeren assessor Vilhelm, at han frit har valgt at indordne sig under den gode, gentagne og berigende nødvendighed i ægteskabet (=Martin). Det ville være unfair at røbe, hvordan dramaet ender i Kramhøfts versionering, men det er næppe upassende at komplimentere forfatteren for en meget sympatisk, ligefremt skrevet og, well, sød og realistisk roman om at gøre op med sig selv, hvad (og hvem) det egentlig er, man vil og ikke vil.