0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvindelig Kingo

Dorothe Engelbretsdatters familiære fynd holder. Dog heldigvis kun i litteraturen og ikke i pædagogikken.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dorothe Engelbretsdatter. - Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det bliver selvfølgelig til lovlig meget sjæl og bøn, synd og suk og søde Jesus, hvis man læser Dorothe Engelbretsdatters 'Siælens Sang-Offer' fra 1678 i en køre.

Men hvis man prøver at synge salmerne enkeltvis, er de dejligt fyndige og dertil barokke på samme måde som den samtidige Kingos.

Men til forskel fra den store stil i Kingos 'grandiloquentia' er Engelbretsdatter mere familiær, jordbunden og snusfornuftig. Her er ikke 'leje', men 'sovehalm'.

Prist af samtiden
Dorothe Engelbretsdatter (1634-1716) blev gift med sin faders efterfølger som præst ved domkirken i Bergen. Han døde i 1683.

Måske fordi hun kom fra de øvre samfundslag, var Dorothe Engelbretsdatter ikke - som man vanemæssigt kunne forvente - ukendt og undertrykt.

Godt nok fik hun ni børn, hvoraf syv allerede var døde, da hun udgav 'Siælens Sang-Offer'.

Men hun blev straks opdaget og prist af sin dansk-norske samtid, står der i forordet til min lånte udgave.

Trøst mod Døden
Hendes sangoffer fik stor folkelig udbredelse som trøst i modgang og prøvelser, og så sent som i 1868 blev 'Siælens Sang-Offer' udgivet som kommercielt rentabel.

Det er den første norske bog, der ' har satt litt merker etter sig'. Måske er det frækt, at vi nu medtager den i en dansk kanon. Så bør vi også dele Kingo med nordmændene.

'Siælens Sang-Offer' indeholder 36 gudelige morgen- og aftensange til de 'Fornemste Fester, tillige med andre sær himmelske Sange saa og om Syndernis Forladelse og Fortrøstning på Guds Naade, mod Fortuilelse og Utaalmodighed, Verdens Omskiftelse og de Fortrædeligis Tunger: Trøst mod Døden og Dommen og glæden for de Troende«.

Masochistisk insisteren
Sproget i sangene er ikke blevet ført op til moderne dansk (og navneord skrives heller ikke altid med stort); det vil måske skræmme helt unge læsere, men læser man ordene højt, er de helt genkendelige.

Som for eksempel i: »Strax effter Regn den Soel saa blid,/ er med sit skin tilstæde,/ saa haffver alting her sin Tid,/ at frydis og at græde,/ vi kand ey leffve uden Meen,/ for der til hører Stercke Been,/ at bære gode Dage.«

Den tanke, at der skal stærke ben til at bære gode dage, virker både frisk og klog på mig. I hvert fald er det en plausibel forklaring på, hvorfor man skal bære de onde først. Og dem kan vi ikke få for mange af - forklaringerne altså.

Men i kristendommen har det jo alle dage været et adelsmærke og en forventning, at det ikke skulle gå for godt i det jordiske liv. Muldet, kroppen og dermed det timelige ikke er noget at samle på. De, som er født til Guds rige, »vandrer gennem Torne-Riis/ den trange Vei til Paradiis«. Og så tugter man jo den, man elsker, både som Gud og forælder.

Det behandles i flere sange med næsten masochistisk insisteren: »Saa straff nu her og lad mig løs/ sla til med faders Hjerte,/ Jeg gaar forqualt i syndsens døs,/ Thi faar du Kroppen snerte.// Naar Børn slet ingen affve faar,/ Saa bliffver de for kaade« Men på den anden side: »Giør Riset lint, quist ei for hart,/ du ved hvad jeg kan taale«. Her kommer en praktisk, jordbunden tone ind i form af den tids pædagogik, men i mild form.

Kvindelig synd
I Dorothe Engelbretsdatters genfortælling af lignelsen om den fortabte søn får den hele den folkelige arm, for eksempel i beskrivelsen af nedturen, den tidligere forkælede rigmands lasede, ildelugtende tøj, svinestien, hånen og tæskene (jo, han bliver 'tersked mør').

Tonen og eksemplerne i sangene er ofte djærve og totalt upompøse, hvilket gør dem inderlige snarere end stoiske. Det virker kvindeligt, især når man sammenligner med Kingo. Men når bortses fra, at familien meget ofte er metafor for forholdet mellem Gud og mennesker, er der ikke noget eksplicit kvinde-synspunkt i 'Siælens Sang-Offer'. Måske næsten tværtimod.

Som moderne kvindelig læser skal man i hvert fald vænne sig til, at 'synden' konsekvent omtales som 'hun'. Til gengæld formaner digteren os om, at en liden tro også er en tro. Og at den kan flytte bjerge.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu