Kursusdanmark

Lyt til artiklen

Livet som single er på programmet i Hanne Hedetofts anden roman 'Tre skridt fra livet'. Den skildrer en gruppe mennesker, der af forskellige grunde - f.eks. et firmas tilslørede afspadsering af løn eller led i A-kassens aktivering - bliver sat på et kursus i selvudvikling. Hysterisk blomstrende Malene er kursusleder og indehaver af firmaet 'Malene ConSultans & Insight Bureau'. Hun tjener godt og har med egne ord en »nærmest hysterisk blomstrende kursusvirksomhed«. I stille stunder kan hun godt tænke på sig selv som »en overbetalt quizmaster i de riges selskab, der har tid til at tænke i baner af selvstyring og selvrealisering«. Samtidig er hun midt i livet med mand og børn i modsætning til sine kursusdeltagere, der har holdt sig tre skridt fra netop denne del af livet. Personlige fiaskoer Den fikst skrivende Hanne Hedetoft tager temperaturen på det moderne kursusdanmark med en række portrætter af personer, der for hovedpartens vedkommende er veltilpassede, men hærges af nogle fiaskoer på det personlige plan, hvis baggrund skitseres i romanens to første dele. Det skal man lige igennem, før man kommer til romanens virkelig morsomme del: skildringen af et weekend-kursus, hvor man skal igennem alle de kendte ting som at bygge en bro over en sø (og gå ud på den), overskride sine grænser, tage banale personlighedstest og så videre inden for et marked, der virkelig kan kalde på latteren. Universitetslektoren Eva er dygtig, stille og aldrig kommet sig over sin binding til en mere eventyrlysten bror, der tog til USA. Den stramtandede og selvretfærdige Bitten har boet alt for længe hjemme, og kæresten, hvem hun yderst lejlighedsvis tillod »sober sex«, skred, inden hun fik sin andelslejlighed. Frede er rolig indtil sløvhedsgrænsen - »han foretrak at gå for at være en hvileplads frem for et businesssæde«, som det hedder i romanens jargonsprog. It-Anders har traumer over ikke at have været i nærkontakt med pigerne efter en grov spøg, og den unge forvirrede Mogens har urealistiske drømme om at blive rockmusiker uden at gøre en nævneværdig indsats for det. Slagfærdig humor En alkoholiseret, men nu tørlagt og skriveblokeret forfatter fuldender billedet i den række af plagede sjæle, der med eller mod deres vilje er indrulleret i kursets sjælemassage og fysiske strabadser, der opleves på baggrund af den kursusdruk, ikke så få falder i. Men der sker en hel masse - for der foregår jo noget med og mellem mennesker, når de sættes sammen om opgaver i den pædagogiske privatlivsudleverende rundkreds eller på hårde projekter i det udendørs terræn. Hanne Hedetoft spiller dygtigt på klicheerne i kursusdanmark, men viser samtidig, at de godt kan puffe ikke så lidt til folk. Satire er der ikke tale om, snarere slagfærdig humor af den lettere type. Hun får romanen hjem på udmærket vis - en underholdningsroman, der er skæg nok. Men rigtig spids sædeskildring - som der er noget af i romanens sidste tredjedel - kræver en større afstand mellem jargonsprog og fortælletone.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her