0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Så nemt er det heller ikke

Fantasyromanen 'Det magiske ur' stritter i alle retninger og skæmmes af en mangel på sammenhæng mellem plot og tidsbillede.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kom, lad os skrive en fantasy! Den skal være på 1.000 sider i tre bind.

Godt at computeren er opfundet med stavekontrol og hele moledytten.

Vi skal have et par børn og noget tidskolorit, et par magiske genstande, noget med rigdom og magt - en smule kærlighed - nogle farer, smuds og afmålt spænding.

Så er det bare af sted i højeste gear ud ad fantasiens bredsporede landevej. Eller er det?

Spontan skrift
»Alle kan skrive«, siger Daniel Zimakoff, der fik Kulturministeriets store pris i år, »men det er kun forfattere, der kan skrive om«. Og om. Og om.

Så måske er skoleveninderne Lotte Qvistorff og Sally Sharf ikke rigtige forfattere.

For der synes ikke at ligge mange omskrivninger bag ved 'Det magiske ur', der er bind ét af tre.

Det antyder - med forlov - en forfriskende spontanitet i skriveprocessen, som godt kan være smittende, men det er også med til at knække nakken på en vældig historie, der står og stritter i alle retninger efter sin første tredjedel.

Hvad er meningen? Er det historieundervisning? Er det pjat? Og hvad vil den 13. greve af Anjouli egentlig med den store diamant?

Monstrøs forbandelse
Der var engang en slave i en indisk mine, som ramte en kæmpediamant med sin hakke. Ad uransagelige veje nåede stenen frem til englænderne, til Napoleon og alle hans efterfølgere.

Monsteret Rasputin har også haft fingre i genstanden, og det er ham, der åbner fortællingen ved at nedkalde en forbandelse over dem, der piller stenen ud af et ur. Samme nat forsvinder russeren, og mange år senere dukker uret op i Danmark, hvor det havner hos Lukas, som er tvilling med Anna.

Lidt senere dukker den omtalte greve op, og sammen med den rare marskandiser bliver de fire flået tilbage til Indien i 1600-tallet, hvor diamanten endnu ikke var fundet.

Så mens de venter på det, fordyber de sig i eksotiske dyr og hofintriger omkring Shah Jahan - ham der byggede Taj Mahal. Vupti er de tomhændede hjemme i nutiden, men snart går turen igen sydover.

En venlig Napoleon
I bogens anden halvdel dukker Napoleon Bonaparte op i al sin magt og vælde. Det er normalt i sådanne bøger, at de medvirkende børn kommer tæt på historiens store personligheder.

Lukas og Anna bliver ganske simpelt bonkammerater med den rare feltherre, og de spiller også pind med den upålidelige sikkerhedschef Fouché.

I baggrunden ligger diamanten og skinner og venter på at blive fundet og indsat i den kommende kejsers kroningssværd. Det fortæller Anna ham i 1799, men han ryster på hovedet.

Da republikken er reddet - tror de - daffer børn og greve hjemover til en gang spaghetti med kødsovs. Fortsættelse følger.

Manglende sammenhæng
Det er bestemt ikke uinteressant at læse om forrige tider. Især hvis man er historisk interesseret. Mange vil nok falde fra ved de politiske forviklinger i Indien og Frankrig, mens enkelte vil synes, det er fedt.

De mest betydende aktører bliver præsenteret bagest i bogen. Og sådan noget vækker jo enhver fantasy-læsers mistanke. En mistanke som bliver bestyrket af den totale mangel på sammenhæng mellem plot og tidsbillede.

Hver især er bogens enkelte dele pænt skruet sammen og livligt fortalt. Hvis Qvistorff og Sharf havde fulgt Zimakoffs gode råd, og forlagsredaktøren havde været mere vågen, kunne der måske være kommet en sammenhæng i historien også.

Det er slemt, som det er! Især misbruget af to 13-årige til at gnubbe epauletter med Napoleon. Men også valget af voldsomme ord. Den russiske vinter er 'djævelsk' og en snorken er 'dyrisk'.

Leddeløs småsnak
For et par år siden blev der lavet en undersøgelse på det tyske bogmarked, der viste, at manuskripterne i gennemsnit var blevet omkring 20 procent længere i computerens første årti.

Siden er den genre, vi kalder fantasy i alle dens afskygninger, eksploderet (også i sidetal). Ingen nænner at slette - det gør Harry Potters mor jo heller ikke - så derfor er der for meget leddeløs småsnak på markedet.

Og var der mon gaslygter under den franske revolution?