I de danske 1940'ere var Ole Sarvig enestående. Havde han været svensk, havde han haft konkurrence. Men nu skrev han på et sprog, hvor han var ene om at indføre en 'førtiotalisme' som Lindegrens og Aspenströms og Vennbergs på den anden side af Sundet, med angst og symboler og rimfri vers. Malerisk dommedag Det var ikke fra svenskerne, han fik inspirationen, det var fra malerne, også de danske, der havde bedre kontakt med strømningerne i de store europæiske lande og USA. En humor som Picassos var Sarvigs antenner ikke til. Men dommedagsklokker som dem, der bimler over Chiricos og T.S. Eliots ødemarker, havde han øre for. Efterårsfarver Fornemmelsen af, at det er sent i livet, har ikke fået bedre udtryk i dansk poesi end i Sarvigs tidlige digtning. Selv i debutbogen 'Grønne digte' er der godt med gulbrune efterårsfarver. Han digtede, som var det i yderste øjeblik. Nu står dette lyriske værk og kan ses i det fyldige udvalg, Torben Brostrøm har begrundet og Søren Ulrik Thomsen indledt med et af sine smukkeste, mest indtrængende personlige essays. Visuel minimalisme Det digre bind 'Digte' viser både, hvad Sarvig kunne, og hvor han kom til kort. Thomsen citerer hans Eftermiddagsdigt, som jeg vil tro, de fleste, der har læst det bare én gang, kan huske: »Det er sen eftermiddag. / Mennesker staar, / som om de lyttede«. (Thomsen citerer det en tak mere pietetsfuldt end selve udgaven, der har givet Sarvig bolle-å'er hele vejen igennem). Dette digt er, siger Thomsen, uden »lapset metaforik og gejl metrik«. Mere uforbeholdent kan man jo ikke hylde Sarvigs minimalisme. Som virkelig fortjener hyldest, når den er så stram og visuel som i dette digt fra den centrale samling 'Jeghuset'. Bedre kan ord ikke fremmane fornemmelsen af en verden, hvor ingenting sker, mens noget netop er sket eller om lidt vil ske. Her er også syn for sagn, når det gælder påstanden om, at Sarvigs inspiration kom fra malerne. De mennesker, der står dér, »som om de lyttede«, er jo ikke fra virkeligheden. Det er malede mennesker, han beskriver. Sarvig kunne undvære billedsprog, fordi det var tænkte billeder, han beskrev. Distraherende støj Også grænserne for hans talent illustrerer dette udvalg. Både Sarvig og læserne må være antologiens redaktører taknemmelige for, at den kun rummer ganske få af de græsselige salmer, han skrev sent i livet. Hvis Fanden er rigtig ondskabsfuld, vil jeg tro, han bruger dem som morgensange i Helvede. Når de digte ikke er gode, forklarer Thomsen, er det, fordi kunsten her ikke længere er herre i eget hus, men har stillet sig til rådighed for en udefra kommende ideologi. Jeg er bange for, at forklaringen er både værre og enklere: Sarvig beherskede simpelthen ikke de faste former, sange kræver. Det er iøjnefaldende, når man som her kan mønstre hele hans værk. Der er digte med rim og fast rytme rundt omkring i både tidlige og sene digtsamlinger. Hver gang de optræder, falder kvaliteten. Se engang på denne tilfældig valgte salmestrofe: »Min nærheds kød, / mit nådeskød, / min slummer her på Jorden, / hvorpå jeg bor / og her stum står / grå-hvid mod dyb-blå torden!«. Jorden og torden er øjerim. De rimer kun på papiret, ikke lydligt. Mens to andre rimord, bor og står, hverken er rim for øjet eller øret. Og det trykkrævende ord »stum« er havnet i en tryksvag stilling. Sådan kan man blive ved med mange af hans digte i bunden form. Han bytter om på ordstillingen, det sene menneske bliver til »mensket, det sene« for at få det til at rime på »alene«. Og at alt skal stå på hovedet, bliver til »Alt skal på hodet stå«. Alt sammen distraherende støj, som selv mådelige forfattere af konfirmationssange vil bestræbe sig på at undgå. Besættende billeder Så det var et held for Sarvig, at den internationale modernisme havde givet grønt lys for frie vers. Ellers var han ikke blevet digter. Med dem fandt hans stemme sin form. Når han ikke var undergivet rimets og rytmens tvang, kunne han skære det overflødige væk. Tilbage står da en række besættende billeder af regnmåleren, der løber fuld, eller af æblekernen, der sprænges, skilderier af landet, haven eller forstaden, lukket for samtale, åben for mange slags betydning. Det er et smalt lyrisk livsværk, men det rager højt op.