Ved et ejendommeligt sammentræf udkommer den spanske forfatter Elia Barcelós lille roman 'Guldsmedens hemmelighed' på dansk samtidig med amerikanske Audrey Niffeneggers 'Den tidsrejsendes kvinde'. Begge bøger er skrevet af kvinder, begge bøger handler om et besættende kærlighedsforhold mellem en kvinde i lineær tid og en tidsrejsende mand - men forskellige er de nu alligevel. Barceló skriver på bare 82 sider en slags kvintessens af det, som Niffenegger bruger næsten syv gange så meget plads på. Resultatet er ikke ringere, men køligere og lidt mere distanceret, en sprød, retorisk præstation, der ikke inviterer læseren indenfor i et detaljeret følelsesbrus som hos Niffenegger. Mystisk fremmed Barcelós guldsmed er bogens navnløse jegfortæller, hans elskede hedder Celia, og da han som ung knægt i en spansk landsby i halvfjerdserne lader sig forføre af hende og bliver indviet i den store kærlighed, er hun en moden kvinde med en fortid: En mystisk fremmed betog hende, dengang hun var ganske ung, men kort før deres bryllup forsvandt han og vendte aldrig tilbage. Guldsmeden er senere blevet berømt og sidder i nutiden i New York og nedskriver sin beretning om noget, der er hændt ham for nylig, da han var på vej med toget for at sige farvel til sin onkel inden afrejsen. Toget standsede i hans barndoms landsby, og efter en pludselig indskydelse stod han af... og vågnede næste morgen op i 1952, to år før sin egen fødsel. Ciseleret prosa Pointen er så indlysende, at jeg godt tør røbe den: Guldsmeden er selv den mystiske fremmede, der forfører Celia og gør hende til den spændende kvinde, som han i sin kalendertids ungdom forføres og fascineres af. Han drages uimodståeligt mod hende, men det er mindet om hendes ældre jeg, der tiltrækker ham, og da han falder i søvn i en bus og pludselig vågner op i nutiden igen, er det både et frygteligt tab og en slags konklusion for ham: der gives ikke andet end at »vente på miraklet«. Halvtredsernes miljø i det frankistiske Spanien ridses op i fine streger, og nutidens mere globaliserede omgivelser antydes lige så sikkert. Med knappe midler og en ciseleret prosa, stilrent oversat af Iben Hasselbalch, får Barceló fortalt en sørgmodig historie om kærlighedens usamtidighed og følelsernes konstans. En smuk lille bog, som det danske forlag har valgt at udsende i et stift lærredsbind, der under smudsomslagets billeder er lige så hvidt og tyst som længslen.