Var Shakespeare 'Shakespeare'?

SHAKESPEARE. En tysk kriminaltekniker fastslog for nylig, at denne dødsmaske efter al sandsynlighed forestiller Shakespeares ansigt. Men skrev han selv sine skuespil? Ross Jacksons roman puster til tvivlen. - Foto: Kurt Strumpf/ AP
SHAKESPEARE. En tysk kriminaltekniker fastslog for nylig, at denne dødsmaske efter al sandsynlighed forestiller Shakespeares ansigt. Men skrev han selv sine skuespil? Ross Jacksons roman puster til tvivlen. - Foto: Kurt Strumpf/ AP
Lyt til artiklen

Den virkelige forfatter til Shakespeares geniale dramaer var den berømte dommer, juraprofessor, kongelige rådgiver, essayist og filosof Francis Bacon - der endvidere skal have været et hemmeligt kærlighedsbarn af jomfrudronningen Elisabeth og hendes politisk kontroversielle og ægteskabeligt umulige ungdomselsker Robert Dudley. Og de to teser hænger nøje sammen, hvis man skal tro den historiske roman 'Shaker of the Speare' af den herboende canadier Ross Jackson. En stor mundfuld, så Jackson har sideløbende skrevet en 'companion', hvor han afsnit for afsnit gør omhyggeligt rede for, hvad der er etablerede fakta, hvad der er overvældende sandsynligt, og hvad der blot er plausible bud for fiktionens skyld. Det bedste bud Ross Jackson betragter sig udtrykkeligt kun som uafhængig opmand i en gammel diskussion, idet han genvurderer den omfattende forskning, hvoraf de vægtigste bidrag ingenlunde er nye. Især fremhæves Amelie von Kunow, der i sin banebrydende Bacon-biografi 1924 optrævlede de førhen hemmelige engelske, italienske og spanske statsarkiver og pludselig opdagede de to forbundne hemmeligheder. Men diskussionen startede allerede tidligt i Shakespeares karriere med spot og smædedigte, der mere end antydede plagiat, og Francis Bacon var ikke det eneste bud - men tilsyneladende det bedste og det eneste, der ikke løber ind i vanskeligheder. Katastrofal prut Men hvorfor overhovedet denne mistanke? Jo, Shakespeare efterlod sig ikke så meget som et brev, og i den velstående pengeudlåners og proprietærs bo og testamente figurerer overhovedet ingen bøger. I datidens komplette fortegnelser over digtere glimrer Shakespeare helt med sit fravær - selv efter sin død, der modsat Bacons ikke gav anledning til omtale og fejring trods dramaernes og sonetternes berømmelse og gennemslagskraft.Bacons sproglige rigdom og dybde er i øvrigt alle dage blevet sidestillet med Shakespeares og Platons. Manden fra Stratford var dertil alt for ung til at begå sine tidligste værker og alt for død til at begå sit seneste og aldrig opførte 'Timon fra Athen' - for ikke at tale om løbende ændringer og forbedringer i værkudgaverne længe efter hans død i 1616: i alt over 2000 posthume linjer! Den konkurrerende kandidat Edward de Vere, jarl af Oxford, døde ligeledes alt for tidligt - hvortil kommer, at han befandt sig i udlændig karantæne i 1590'erne efter at have slået en katastrofal prut lige op i jomfrudronningens åbne ansigt. Jarlen udmærkede sig i øvrigt ikke litterært. Sigende sammenfald Det stærkeste argument for Bacons forfatterskab er en overvældende mængde sproglige sammenfald mellem Shakespeare og Bacons egne skrifter - herunder ikke mindst efterladte dokumenter opdaget 150 år efter Bacons død med masser af sentenser, der med ingen eller ubetydelige ændringer genfindes i Shakespeares dramaer. Dertil kommer, at der til stadighed rettes i dramaudgaverne, hver gang Bacon dokumenteret ændrer opfattelse om fjerne geografiske forhold samt naturlove. Dramaet 'Stormen' indeholder endvidere beskrivelser uhyre tæt på det tophemmelige brev fra ekspeditionslederen Stratchey til regeringen om englændernes katastrofale tidlige kolonisationsforsøg i Amerika. Stratchey vendte først hjem i 1611, men 'Stormen' var allerede klar til opførelse: For Bacon sad i den finansielle komité bag ekspeditionen! Afkald på høje fordringer Endelig er der juridisk enighed om, at bondeknolden Shakespeares intime kendskab til lov og retspraksis i såvel England som andre europæiske lande er præcis og detaljeret hinsides enhver fornuftig forklaring. Men hvorfor dog vælge anonymitet? Jo, dramaer, der gik uhyre tæt på kongemagten - så tæt, at en mand faktisk blev fængslet for at skrive uddybende om 'Richard II' - måtte have en stråmand for ikke at gøre hemmeligheden om Bacons herkomst og insiderviden samt dramaernes virkelighedsbaggrund gennemskuelig. En dame ved navn Mother Dowe blev da også dødsdømt for i et brev at pådutte jomfrudronningen Elizabeth moderskabet til Bacon. For Francis Bacons kongelige blod taler i sin tur umiskendelige breve skrevet af hans officielle moder - såvel som forblommede breve fra ham selv til suverænen og dennes repræsentanter, hvori han loyalt giver afkald på høje fordringer i håb om til gengæld at blive taget i betænkning på anden vis i kraft af sine kvalifikationer. Tabusieret identitet Nuvel, men hvorfor er Bacontesen så ikke slået igennem? Jacksons svar er, at tesens ivrigste forfægtere modsat forskerne bag tidligt diskvalificerede sig ved at fremture med alle hånde kodede meddelelser og spekulative anagrammer hinsides bevis. Men ifølge Jackson gik de langt over åen efter vand. Ganske vist forklarer dannelse og herkomst ikke dramaernes psykologiske genialitet, og der har alle dage været kloge mænd og koner - men klassisk latinsk lærdom, faktuel viden samt statshemmeligheder kan ingen tænke sig til. Endvidere tør vi formode, at den tabuiserede identitet må have været litterært udviklende: For de, der ikke kan sige direkte, hvad deres sjæl skriger efter at få ud, må i stedet lade det stilistiske højtryk tale sit eget uforfalskelige sprog - og til sidst takker de gerne Herren for deres kors. Konkrete praj til amatørarkæologer Bacon faldt til sidst i unåde ved et justitsmord som »en ø af integritet i et hav af korruption«. Romanen slutter med hypotetiske perspektiver om frimureren og rosenkreutzeren Bacon - selv om Marie Magdalene ikke må holde for i denne omgang. Men der gives konkrete praj til amatørarkæologer med ingeniørbistand, der skulle lægge vejen forbi Nova Scotia hinsides Atlanten: Thi dér ligger bevisligt en hund særdeles godt begravet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her