Lars Bonnevies nye roman 'Ingen tvivl' bygger på knivdrabet på den unge italienske turist Antonio Curra, der fandt sted på Nørrebro i august 2003. Romanen genfortæller denne drabssag, som vel nok er en af de mest omtalte herhjemme i de senere år, samt retssagen, som fulgte efter - i meget let modificeret form. Virkelighedens gerningsmænd var to unge tyrkiske fætre, som blev idømt lange fængselsstraffe samt efterfølgende udvisning af Danmark. I romanen er de slået sammen i én hovedperson, den 17-årige libanesiske statsborger Issa. Offeret derimod er i romanen omdannet til en naiv jysk turist, Brian Rasmussen, på udskejelsesvisit i hovedstaden. Men ellers holder Bonnevie sig til den virkelige drabssag med dokumentarisk omhu og citerer endda nærmest ordret flere af de involverede personer. Aldrig rigtig interessant Det er altså en slags dokumentarudsendelse i romanform, Bonnevie har begået. Fiktionens ekstra spillerum bruger han til to formål. Dels til at kigge ind bag panderne på sagens involverede - gerningsmand, vidner, anklager, forsvarer, dommer, nævninge og retsreportere - for at gøre dem til psykologiske, for ikke at sige stærkt følelsesstyrede skikkelser. Og dels til at hæve sig op over sagens detaljer og beskrive dens forskellige kontekster: fra indvandrermiljøet i Blågårdsgadekvarteret over retssystemet til det indvandrerfjendske stemningsskifte i dansk politik igennem det sidste årti. I forhold til den øvrige mediedækning af sagen er dét, hvad man får i tilgift af Bonnevies socialrealistiske fiktion over den, og det er desværre ikke så meget. For rigtigt interessante bliver ingen af personerne, ikke engang den afstumpede Issa, og ingen af de dimensioner og vinkler, der føjes til sagen, maner for mig at se til yderligere eftertanke. Tvivl om nævningeinstitutionen Skematisk og skråsikkert fremstilles alle romanens personer som underskudsagtige størrelser, der næsten udelukkende agerer under ydre pres. Med det menneskesyn vil ethvert retssystem virke uretfærdigt. Det går særligt hårdt ud over nævningene, der portrætteres som nervevrag og fremmedhadere, og hvis romanen har et retspolitisk projekt, er det muligvis at så tvivl om nævningeinstitutionen som sådan. Men hertil egner Curra-drabssagen sig dårligt, for nævninge forholder sig jo trods alt kun til skyldsspørgsmålet, og det er og var der - netop - ingen tvivl om, hverken i romanen eller i virkeligheden. Rykker ikke en centimeter Heller ikke i forhold til sagens mest omdiskuterede aspekt - brugen af tillægsstraf i form af udvisning - føjer romanen noget væsentligt til. Det er svært at bestride, at netop Curra-sagen gav fortalere for dette drakoniske og stærkt kritisable straffemiddel et godt kort på hånden, for først da de blev idømt denne straf, begyndte de ringeagtytrende gerningsmænd at tage sagen og retssystemet alvorligt. Romanen rykker altså ikke en centimeter ved de forudfattede meninger om sagen, som man kommer til bogen med. Den rykker hverken som roman eller som retspolitisk indlæg. Kun en undren over, hvad der har fået Lars Bonnevie til at ville gøre en roman ud af sagen, sidder man tilbage med.