Der er en smuk, intim scene i filmen ’Den danske pige’ (2015), hvor den nøgne Einar poserer foran et spejl, klemmer lårene sammen om pikken, så denne maskulinitetens hyldede og (ifølge Freud) misundte attribut glider – om man så må sige – i baggrunden. »Hvad så? Hvem så?«, kunne man med en replik lånt fra Virginia Woolfs ’Orlando’ spørge. For hvem er mennesket i spejlet nu, hvor sidder kønnet?
Tom Hoopers film om maleren Gerda Wegener og hendes mand, Einar Wegener, der som den første person nogensinde (vistnok) i 1930 undergik en kønsskifteoperation, har gjort transpersoner verden over vrede. Det transkønnede liv skildres unuanceret, som en ensom tragedie, lyder kritikken bl.a.
Måske. Men spejlsekvensen kan i det mindste ses som en (ensom) lystfyldt gestus til identitetens og seksualitetens ordløse landskab, det uendelige fri- og spillerum, hvor selv kønsforskere mangler sprog. For bliver vi, uanset hvor meget vi bytter tøj og kønsorganer, nogensinde færdige med at spørge: »Hvad så? Hvem så?«.
Replikken er fra de sidste sider af Woolfs ’Orlando’, dette berusende stykke forvandlingskunst om adelsmanden med de smukke ben, som fødes i 1500-tallets England, men efter en solid søvn i et senere århundrede vågner op som kvinde i Konstantinopel – uden hjælp fra hormoner eller skalpel! Og som fortsætter sin eventyrfærd gennem århundrederne, nu og da i bukser, andre gange i skørter. Helt frem til 1928, hvor bogen udkom.
Romanen er
en lang
satirisk,
underholdende og drilsk
refleksion
over kønnenes roller
Romanen, med undertitlen ’En biografi’, landede altså, omtrent samtidig med at Einar Wegener arbejdede på at blive Lili Elbe, og ligger af alle forståelige grunde lunt på LGBT-bevægelsens bestsellerliste: Bogen var en kærlighedserklæring til Woolfs ven og elsker, forfatteren Vita Sackville-West, med indlagte billeder af den attråede, og har, som Woolfs forfatterskab i øvrigt, spørgsmålene om køn og seksualitet vævet godt ind i brokaden. Og så er Orlando langtfra en begrædelig tragisk stakkel, kønsskiftet beskrives hverken som skamfuldt eller farligt. Tværtom, nærmest festligt:
»Han strakte sig. Han stod op. Han stod oprejst i fuldstændig nøgenhed foran os, og mens trompeterne smældede Sandheden! Sandheden! Sandheden!, har vi ikke andet valg end at bekende – han var kvinde. (...) Orlando så op og ned ad sig selv i et langt spejl uden at vise tegn på bestyrtelse og gik formentlig i bad«.
Hvem sagde penismisundelse?
Orlandos praktiske tilgang til hamskiftet (hun gik »formentlig i bad«) er dels typisk for romanens muntre lethed, dels typisk for den tvetydighed, der gennemsyrer hele værket. For er kønsskiftet afgørende forandrende for Orlandos identitet, eller rummer jeget en upåvirkelig kerne? Endelig kan scenen, som feministisk forskning påpeger, ses som en kritik af Freuds teori om penismisundelse – Orlando begræder i hvert fald ikke ’tabet’.
Det er en oversætter i overhalingsbanen, vi møder her!
»Orlando var blevet kvinde – det er ubestrideligt. Men i enhver anden henseende var og blev Orlando nøjagtig den han havde været«, lyder fortællerens kommentar umiddelbart efter skiftet, ligesom vi forvisses om, at den mandlige og den kvindelige udgave »lignede hinanden som to ferskner på én gren«. Siden får livet som kvinde med alle dets besværlige praktikaliteter (krinoliner) og forsødende omstændigheder (bejlere) Orlando til at tvivle. Og romanen er en lang satirisk, underholdende og drilsk refleksion over kønnenes roller, hvor Orlando altså, efter et længere causeri om alle »disse jeger vi er opbygget af, det ene oven på det andet som tallerkener stablet op på en tjeners hånd«, når frem til noget, der kunne ligne en art skødesløs, men måske så meget desto sandere, konklusion:
»»Hvad så? Hvem så?« sagde hun. »Seksogtredive; i en bil; en kvinde. Ja, men også en million andre ting««. Et tankevækkende indspark til tidens af og til pedantiske identitetsdebat.
Sproget emmer og lever
Romanfiguren Orlando er mange »andre ting« end kvinde, hun er bl.a. en besværet digter, der ikke rigtig kan få lekturen til at lette, og romanen er umådelig meget mere end et kampskrift, det er en storladen, myldrende levende og satirisk fantasyroman. Om England fra den elizabethanske blanding af vold, hor og Shakespeare over Victoriatidens »fugtige«, vedbendbeklædte imperie- og familietyranni til noget, der ligner moderne tider.
