Benjamin er en mand først i tyverne. »Ingen uddannelse, ingen venner og intet sted, jeg kunne kalde hjemme«. Denne karakteristik passer ikke bare på jegfortælleren selv, men også på romanens anden gennemgående person, den afghanske flygtning Vahid.
Benjamin er efter lang tids omflakken i Europa endt i Lampedusa, hvor han redder Vahid op fra en båd og beslutter at tage ham med til Danmark i sin bil. Hvad driver Benjamin til at hjælpe Vahid? Det har han selv svar på, nemlig at »som person var han mig så godt som ligegyldig, mens han som projekt var livsnødvendig«. At hjælpe Vahid giver Benjamin en retning i livet, som han mangler – og Vibeke Marx en mulighed for at demonstrere en flygtnings trængsler. Benjamin hjælper Vahid i Sandholmlejren, senere i den lejr på Fyn, hvor han placeres, indtil han for en periode får lov til at flytte ind i Benjamins kælderlejlighed.
