Det er en af de mærkeligste og bedste slutninger på en digtsamling, jeg har læst i noget tid: »HOLD OP MED AT BRUGE UDTRYKKET ’HELT KONKRET’/ nå for dælen – det var Jesus der talte/ han står der – han er her/ han omfavner Kenneth/ fordi han elsker Kenneth/ han holder Kenneth i lang tid«.
Sådan slutter Nikolaj Zeuthens nye digtsamling ’Langt fra Gud’. Det er både urkomisk og ret ømt med Kenneth, der her bliver omfavnet af Jesus. Det er også typisk Zeuthen, det med humoristiske og satiriske skildringer af det gakkede fænomen, vi kalder virkeligheden eller Velfærdsdanmark (det med Jesus og Gud er selvfølgelig relativt nyt – som forfatteren også gjorde opmærksom på i et stort interview i PolitikenBøger i januar). Der er, som det hedder i digtet ’MAKKERPARRETS SUCCESHISTORIE’, tale om »en perverteret virkelighed«, hvor alt er normalt, og det alligevel er, »som om at alt ligesom er røget af hængslerne«.
