Vi vil så gerne være kærlige børn, partnere og forældre, troværdige venner, dygtige til vores arbejde, imødekommende naboer, og hvad vi ellers stræber efter at være gode til. Derfor er det let at blive konfronteret med utilstrækkelighed efter en målestok, vi kun selv kender. De, der har eliteidrætten som livets omdrejningspunkt, underkaster sig imidlertid indiskutable brøkdele af millimeter, sekunder og point. Det er de marginaler, der adskiller en vinder fra alle de andre nok så dygtige, der har meget svært ved at betragte sig selv som andet end tabere, fordi næstbedst aldrig er godt nok. Paradokset i sådan et eksistensgrundlag er, at den oplevelse af nederlag kun forstærker risikoen for flere af slagsen. Forfølgelsen af det ultimative mål bliver så stærk en drift, at tilværelsen bliver ekstrem. Det er ganske enkelt nødvendigt at sætte hensynet til sig selv over alt andet, indtil tabet af fysiske og mentale kræfter kvæler den sidste glød af ambitionens realisme.
Den grænse er Peter Gade nået til. De store nederlag I halvdelen af sit snart 36-årige liv har han forsøgt at blive verdens bedste badmintonspiller. Nu, hvor der kun er æresrunden med ketsjer og fjerbold tilbage, må Peter Gade bare konstatere, at det mislykkedes. Han var ekstraordinært dygtig, men husket som vinderen af et af de to vigtigste mesterskaber, OL eller VM, bliver han aldrig.
