Hvis man mener, at det her med det grønne element i landskabet og i rummene mellem husene er et langsommeligt felt, der sindigt vokser under evighedens synsvinkel, så bør man læse professor Malene Hauxners bog ’Supernatur’ og blive overrasket.

Den viser med et stort eksempelmateriale en forrygende udvikling gennem de seneste 40 års landskabsarkitektur, der ikke står tilbage for den hastige udvikling af tankerne og formerne i bygningskunsten i samme periode. Hun kalder landskabsarkitektur for dyrkningskunst, med alt hvad det indebærer af praktiske betingelser, kultivering og proces, og lægger vægt på både det tekniske og det æstetiske.