Det er nu snart mange år siden, vi brækkede gulvet op i vores gamle kolonihavehus og fandt en gammel for længst forladt brumbasserede i rockwoolen under de møre brædder. Humlebierne, som for mange år siden byggede boet, var for længst borte. Kun dronningen overlever vinteren, hvis hun er heldig.
Alligevel ser jeg stadig hvert år enkelte store brumbasser melankolsk brummende og søgende foran lige præcis det sted i den blåmalede trævæg, hvor der engang for længe siden var et bo. Som om bassen på en eller anden måde ved, at der burde være noget vigtigt lige præcis her. Hvordan den lodne fyr med det korte liv så ellers ’husker’ sådan noget?
