Krydderboller er tabermorgenmad!«, udbasunerede sundhedsapostlen Chris MacDonald for få år siden i dette dagblads spalter, og når jeg nu som dengang finder påstanden lige dele uhyrlig og interessant, skyldes det ikke kun, at krydderboller rangerer højt blandt mine kulinariske hjertebørn, men også at den på fornem vis illustrerer et filosofisk grundproblem, som klæber til tidens skråsikre livsstilsrådgivning: den fatale sammenblanding af det gode og det sunde.
For nok kan man med en vis ret hævde, at overdreven indtagelse af letfordøjelige kulhydrater forøger min risiko for overvægt og type 2-diabetes. Men gør krydderbollerne mig også til et dårligt menneske?
