Udenfor kunne de høre de vilde dyr, der listede omkring, og den susende vinterstorm, der sang i deres ører. Men de var ikke bange. For de var ’megaseje’, fortæller Sigurd. Og det er godt, at han lever sig ind, og at han hos sine unge tilhørere og læsere prøver at vække tanken om selv at ligge der i hulen, mens det rusker og pusler udenfor.
Megaseje, det var de måske, Danmarks første beboere mellem istiderne, men religiøse, det var de helt sikkert, og de har bedt og ofret for at holde det onde og farlige på afstand. De har følt sig som en del af den natur, der omgav dem, og de har dyrket den og gjort sig forestillinger om, hvad deres plads og rolle var i verdensaltet. Hvilke guder ved vi ikke, men selve troen er det allervigtigste at forstå om den tid: dette, at mennesket var underlagt naturen – ikke omvendt – og at vi derfor respekterede den og dyrkede den som en gud. Det ville have været megasejt at formidle – netop fordi det er så fremmed for os.
