Den realistiske roman er som den pinlige fætter, man møder på gaden. Smilet er lidt anstrengt, og man står næsten med siden til, dér på fortovet. Man udveksler et par høflige fraser, inden man ret hurtigt tager afsked. Måske siger man, at det var hyggeligt at mødes, og at man sandelig må ses igen. Begge parter ved også, det ikke passer. Forfatteren Benn Q. Holm kender alt til sammenligningen med den pinlige fætter, for det er ham selv, der bringer den frem. Og ikke helt tilfældigt. Antiklimaks Han kender genrens ry bedre end de fleste, for han har selv skrevet realistiske romaner siden 1994 med romanerne 'Hafnia Punk' og 'Album' som de mest kendte. For længst er det gået op for ham, at der skal noget helt særligt til, hvis forfattere af den type skal få et anerkendende skulderklap af smagsdommerne. Gennem 12 år har du søgt det treårige arbejdslegat hos Statens Kunstfond, og nu har du endelig fået det. »Det betyder da noget som en anerkendelse, men jeg havde større brug for det for otte-ni år siden. Der sker også det, at når du får noget, du har efterstræbt i mange år, så bliver det på en måde et antiklimaks«. Noget at kæmpe forHar det haft nogen betydning, at mange andre forfattere, der søger, har været mere skrifteksperimenterende? »Det tror jeg. Der har været en større opmærksomhed på alle vores skrivende dronninger, eller hvad de nu er blevet udråbt til. Det er der ingen tvivl om. Det har været lidt komisk for mig at læse avisserier, hvor eksperter skulle sige, hvor den store, realistiske roman blev af. På det tidspunkt havde jeg skrevet 'Hafnia Punk' og vist endda også 'Album', men det talte ligesom ikke. Så kan man vælge, om man vil blive sur og nedtrykt og forbandet, hvad man også lidt gør, men for mig har det også været en slags brændstof til at sige - jeg vil ikke sige, at nu skal jeg vise de røvhuller ...« Men det er lige før? »Ja, det er det måske. For mig har det da været op ad bakke en stor del ad vejen, og det har også givet mig noget at kæmpe for. Hvis jeg fra starten var udråbt til alt muligt og havde solgt rigtig meget, kunne det næsten kun gå nedad«. Den realistiske litteratur Benn Q. Holm sidder hjemme i sit køkken på Østerbro. Der er roligt i den høje stuelejlighed. Ingen børn hjemme, og konen er hos lægen for at få tjekket det sidste før fødslen, der er lige op over. I dag synes han at tage ret afslappet på den langsomme vej mod anerkendelse, men man skal ikke skrabe ret dybt, før man er derinde, hvor det på et tidspunkt har gjort ondt. Eksempelvis ved at nævne, at han ikke er med i Danske Digtere i det 20. århundrede, der er det tætteste, yngre forfattere kan komme på en kanonisering i selskab med Thorup, Rifbjerg, Brøgger og Grøndahl. »Er jeg ikke?«, siger han med påtaget forbavselse. »Jeg er vist med i forordet, men hvad kan man sige til det? Man kan næsten kun sige, at eftertiden må bedømme det. Det er klart, at der ikke er samme positive syn på den realistiske litteratur, som der er på den anden, men det er, fordi det er litteraturvidenskabsfolk, der skriver det«. Pis og papirHvorfor er det sådan? »Jeg har selv gået på det elitære litteraturvidenskab, og jeg har også haft det sådan, at realismen er som den pinlige fætter, man møder på gaden. Men samtidig holder jeg meget af at læse den, og jeg skriver den selv. Der findes god realisme og dårlig realisme, ligesom der findes god og dårlig modernisme, men mange gange er der den misforståelse, at realismen bare er 1:1 afskrift af virkeligheden«. Det skulle litteraturvidenskabsfolk vel kunne læse igennem? »Jo, men findes der en verden, som er intrigant og snobbet, er det da universitetsverdenen. Der bliver også skrevet meget dårlig realisme, men det er der, hvor man ikke har gjort nok ved sproget, ved det æstetiske. Mine tidlige bøger var proppet med intertekstuelle referencer og citater og pis og papir - endda en undertekst, vil jeg sige - og det kan jeg godt føle bliver overset, fordi folk hæfter sig ved cafélivet og københavnerlivet i bøgerne, og derfor ser de måske ikke det andet«. Måske har jeg været for diskret om de ting. En mand som Henrik Stangerup var også ildeset og ugleset, og det kan da godt være, han var forfærdelig på mange områder, men der var også en vitalitet og en sproglighed i hans ting«. Den barske virkelighed 44-årige Benn Q. Holm er selv cand.phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, men han regnede aldrig med at bruge uddannelsen til noget. Han var hele tiden klar over, at han ville være forfatter, selv om han godt vidste, hans forældre var skuffede over, at han ikke blev bankelev. Det var helt andre universer, der trak i ham. Allerede som 13-14-årig pløjede han sig gennem Solsjenitsyns samlede værker. »Måske var det allerede der, man opdagede, der var en kattelem ind til en anden verden«, siger han. I studietiden sad han i en studenterhybel på Islands Brygge i København og skrev, hvad han selv kalder dårlige Michael Strunge-digte. Trangen til at få udgivet noget kom først for alvor, da han begyndte at skrive tekster til udstillingskataloger for en kunstnergruppe af billedkunstnere og arkitekter i starten af 1990'erne. Ellers havde han bare travlt med at få skrevet sit speciale på universitetet, så han kunne komme i gang med det, det virkelig handlede om, hvilket vil sige debutromanen 'Til verdens ende', der kunne udkomme i 1994. Blev det så, som du havde forestillet dig? »Jeg var bare lykkelig over at blive antaget og udgivet. Jeg regnede hverken med at blive rig eller berømt, men bagefter vågner man til den barske virkelighed og salgstallene. Først med den fjerde roman, 'Hafnia Punk', begyndte der at ske noget«. Pen og papirHvad fik dig så overbevist om, at du skulle leve af at skrive, vel ikke debutromanens salg? »Nej, men jeg kunne ikke forestille mig, der var andet, jeg ville lave. Det er ikke, fordi jeg er utilpasset, men jeg har noget introvert over mig, og jeg har ikke det store behov for at være sammen med andre mennesker hele tiden. Måske er mit temperament, at jeg er den lidt drømmende type, der mere observerer. Det er for mig en perfekt måde at være samfundsborger på, uden at jeg melder mig helt ud. Jeg kan krybe ind i den vidunderlige ensomhed, det er at være forfatter«. »Jeg står i en form for kontakt med omverdenen via arbejdet. Hvor kunne jeg ellers få udtrykt den tvivl, man fundamentalt har som menneske? Måske kunne det have været andre kunstarter. Det kan godt være, det lyder krukket, men er man for eksempel billedkunster, skal man hele tiden til farvehandlerne eller byggemarkederne, meget praktiske ting, og rode med malerbøtter og sømpistoler, eller hvad de bruger nu om dage. Det befriende ved at være forfatter er, at du kun har brug for pen og papir eller en computer. Mere skal der ikke til«, siger Benn Q. Holm. Ingen bøger uden torne Siden sin debut har han brugt sin egen computer flittigt. Selv har han indimellem fornemmelsen af, at han må være den næstmest produktive efter Klaus Rifbjerg. Syv romaner, to ungdomsromaner og en bog med essays om fodbold. Hvad sætter dem i gang? »Mine første tre romaner foregik i København, og så tænkte jeg på, om ikke jeg skulle skrive en roman, der handlede lige så meget om byen som om historien. Jeg sad og skrev nogle ord ned på en blok, og pludselig stod der 'Hafnia Punk' på blokken. (Hafnia er det gamle ord for København, red.). Tilsammen signalerede det, hvor jeg gerne ville hen. Det stramme og historiske samtidig med det vilde og organiske. De modsætninger var der allerede dengang, og de var også modsætningerne i mit eget liv«. »En splittelse, som måske altid har været der, og som måske også er en drivkraft i, hvad man har på hjerte. Jeg tror ikke, man kan hele den splittelse, og den er nok også sund nok som forfatter, for hvis man bare var lalleglad, gad man nok ikke slide sig op ved at skrive bøger. Jeg har heller aldrig forstået Woody Allens film, hvor han hele tiden går til psykolog for at få pillet tornene ud af sig selv, for de er jo i en eller anden forstand med til at holde ham oppe«. Hvorfor ikke være ambitiøs? Benn Q. Holm er pludselig i gang med en af sine yndlingsbeskæftigelser. Omvejen. Digressionen, hvor den ene tanke fører til den næste. Ligesom han oplever, at den ene scene i hans bøger ofte føder endnu en, selv om den ikke var planlagt. Det var stoffet og bøgernes udgangspunkt, han var i gang med at fortælle om. »Jeg er fascineret af de mange forskellige slags mennesker, der bor side om side med had og kærlighed, sex og utroskab, drømme og almindelig hverdag. Det var det, der blev til 'Hafnia Punk', hvor jeg også skrev om FCK, fordi jeg var fascineret af fodboldens fankultur som en slags subkultur. I 'Album' havde det noget med min alder at gøre«. »Pludselig var der en masse stof, der havde hobet sig op som tungmetaller og pressede sig på for at komme ud. Samtidig tænkte jeg også på, hvorfor jeg ikke lige så godt kunne få skrevet en rigtig stor og tyk bog. Sådan en, der kommer rundt i alle mulige miljøer og sociale sammenhænge over et stort tidsrum. Det var ligesom arkitektens drøm om at lave et højhus og reklamefilminstruktørens drøm om at lave en spillefilm. Hvorfor ikke prøve at være lidt ambitiøs?«. Sådan er det'Album' var et væld af historier. Dukkede de op undervejs? »Oprindelig skulle den hedde 'Historier fra land og by' og starte omkring 1970, for derfra kunne jeg selv begynde at huske. Bogen skulle have været små prosatekster, fragmenter, som foregik i Vojens, Ishøj eller på Nørrebro op gennem årene, men så kom mit realistiske overjeg alligevel ind over og mente, der var for meget klatmaleri over det, og at der måtte være en overordnet ramme. Derfor blev det mere til en slægtsroman«. Kan man sige, hvad du har på hjerte? »Jeg skriver jo ikke kun for mig selv, men også for at blive læst. Læserne må gerne blive emotionelt rørt over det æstetiske eller noget sørgeligt i teksten, men jeg vil også gerne bevæge dem bare tre en halv centimeter i en anden forstand, så de måske siger: 'Ja, sådan var det' eller 'sådan er det'. Jeg bilder mig nok ind, at jeg skriver bøger om, hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt«. »Hvordan vi lever, hvordan vi går i hundene eller går op i en spids. Jeg kan huske, at jeg i min første roman havde en person, der sagde, at det eneste, han vidste, var, at han ikke vidste noget. Det har jeg modificeret noget, men jeg har den fundamentale tvivl og i nogle henseender anstrengende evne til at se tingene fra lidt for mange sider. Nogle gange kunne det være rart at være en Carsten Jensen-type, der ved, hvordan verden er indrettet og hvorfor«. »Sådan har jeg det slet ikke, og det afspejler sig også i mine personer. Mange af dem hvirvles rundt i en turbulens. Andre har det modsat og er meget stålsatte. Alt det forsøger jeg at inddrage i mine romaner, som ikke så meget handler om den politiske retfærdighed og torturbødler, for dem har vi jo trods alt ikke så mange af. Mine personer har et mere ambivalent forhold til tilværelsen«, siger Benn Q. Holm. Realismens spændetrøje Den evige trang til at se verden fra alle sider afspejler sig også i hans måde at skrive bøger på. Selv ser han en tendens til, at bøgernes metode skifter fra gang til gang. Den ene gang bred fortælling, den næste kammerspil. »'Hafnia Punk' var en kollektivroman, der handler om mange forskellige mennesker, men lige så meget om byen. Da jeg var færdig med den, følte jeg, at det psykologiske portræt blev for generaliserende, fordi der ikke var tid og plads til at gå ind i låget på de mennesker. Derfor skrev jeg 'Sommer', der handler om et enkelt ægtepar, der tager i sommerhus. 'Album' var derefter en slags 'Hafnia Punk' kørt over af en kagerulle og fladet ud til 30 år, og bagefter havde jeg igen brug for at gå i den anden grøft. Derfor gik jeg ind i hovedet på én person og fulgte ham i én dag i 'Frederik Wenzels rejse'«, siger Benn Q. Holm. Alle romaner var indtil da i den realistiske genre, og den automatik havde forfatteren lyst til at gøre op med, da han gik i gang med sin seneste roman, der udkom sidste efterår. »Jeg havde i mange år haft lyst til at skrive en gavtyveroman, en pikaresk roman, som jeg selv var vokset op med som læser hos bl.a. Thomas Manns 'Felix Krull'. Jeg følte, jeg var ved at pålægge mig selv en realistisk spændetrøje, som var blev meget snæver. Derfor var det bevidst, at jeg skrev om sådan en her-kommer-jeg-mand, fordi det måske kunne smitte af på stilen«. Kritiske anmeldelser kan være hjælpsomme I romanen ruller en cabriolet en sommerdag op foran trappen på en stor ejendom i provinsen. En slikket type af en mand forfører en af de ansatte. Det eneste, han efterlader sig, er et cigaretetui med indgraveret monogram. Resultatet af mødet er en dreng, der først bliver bortadopteret, senere går på jagt efter sin far og undervejs møder og arver en dannet bøsse, ligesom han når at blive galleriejer i London og rådgiver for en stenrig mediemogul. Vi er jo næsten i et tv-serieunivers? »Ja, hovedpersonen er bare en lykkeridder, der vil op og frem i højere og højere sociale sfærer. Alt behøver jo ikke være middelklasse. Det var ikke et frikvarter, men et forsøg på at komme væk fra mit realistiske overjeg«. Men også dristigt at kaste sig ud i den genre? »Jeg kan ikke komme i tanker om andre lykkeridderromaner fra nyere tid. Øretæverne må man være forberedt på, men hellere få øretæver end slet ikke at få noget. Det er en del af jobbet«. Det generer dig ikke? »Det vil jeg ikke sige, for det kommer an på, om kritikken er saglig eller usaglig. Jeg har fået både gode og dårlige anmeldelser. Nogle gange kan man godt bruge en dårlig anmeldelse til noget, hvis den er kritisk, hvorimod du slet ikke kan bruge en god anmeldelse til noget, hvis den bare refererer og slikker dig i røven«. Sandheden i detaljen Benn Q. Holm fik da også svar på tiltale, da han udgav gavtyveromanen 'Den ukendte'. I Politiken skrev May Schack, at han udfyldte genrens ydre krav til punkt og prikke. Romanen var, skrev hun, godt lavet, men hun blev også træt af at være i selskabet med en afstumpet charmetrold over så mange sider. »Og så kan Benn Q. Holm ikke føre en kvinde ind på scenen uden at skildre hendes udseende og påklædning i alle detaljer, eller lade sin gavtyv gå ind i et værelse uden at udmale hele interiøret ned til sidste stoleben«, skrev hun. Kritik af den type går lige ind hos forfatteren, for han kender sin egen svaghed. Han ved, han har en tendens til at fortabe sig i detaljen. »Jeg kan bruge lang tid på at spekulere over, hvad det nu er, man får frem, når man spidser blyanter. Hedder det blyantspidsrester, eller hvad hedder det? Eller jeg har kunnet spekulere over, hvordan man beskriver det, når en bil skal køre ud af en indkørsel. Holder den forlæns eller baglæns? Holder den forlæns, kan den bare køre ud, men hvad nu hvis den skal bakke?« »Er man så nødt til at køre langsomt og dreje nakken af led? Irrelevante detaljer, for man kan jo bare skrive, at han kørte ind til byen. Men ligesom man siger, at sandheden bor i provinsen, så ligger der også en sandhed i detaljen. Det kender man fra sig selv som læser. Pludselig ser man, at en forfatter har den helt rigtige detalje med, og så ved man, at han kender til det, han skriver om. Men detaljen kan også tage overhånd, og det forsøger jeg at overbevise mig selv om«. »I min næste bog, 'Københavns mysterier', som er en flanørroman, er noget af det vigtigste lige præcis detaljen, hvilket vil sige, at jeg har rodet mig ud i noget, som jeg er ved at brække mig over. Den handler om en person, som går rundt i byen, hvor nogle af de ting, han ser, netop er smedejernsgelænderet eller skiltet over renseriet, som lukkede for tyve år siden«. Den nordiske melankoli Om anmelderne til sin tid kan lide detaljerne, vil vise sig om et års tid. Det er den tid, det normalt tager ham at skrive en roman, og han er altid i gang. For nylig kom han hjem efter et tre uger langt skriveophold i USA, og egentlig havde han tænkt sig at slappe lidt af, se mere til familie og venner, men pludselig var det mindste af børnene på koloni og konen arbejdede, så hvorfor ikke selv få skrevet noget ...? Hvem føler du dig forbundet med som forfatter? »Ikke så mange i nyere tid. Man bliver mere blæst omkuld i sine formative år og bliver også mere blasert med alderen. Jeg kan godt lide forfattere som Orhan Pamuk og Georges Perec, men når jeg føler mig forbundet med nogen, er det nok mere på grund af temperamentet, tonen og tematikken. Den skandinaviske melankoli. En stor del af den danske litteratur handler jo om drømmere, om det så er Lykke-Per, Ole Jastrau, Jørgen Stein eller Niels Lyhne. Det er nederlagets mænd, men måske er det den mørke, melankolske tone, jeg føler mig forbundet med«, siger Benn Q. Holm. Lidt senere når han imidlertid frem til, at han kan mærke genkendelsen, når han læser en forfatter som svenske Hjalmar Söderberg. »Hans romaner handler dybest set om tidens gang, de lyse nætter, der næsten er værre end vinternætterne, fordi de lyse nætter får så meget liv, skønhed og smerte til at vælde op i én, og man ved, at snart vender det ... ungdommen er gået«. Og snart ser vi ind i mørket? »Ja, og så skal vi på Fælledgården«, siger Benn Q. Holm og kan heller ikke selv lade være med at grine lidt ad sin egen dyrkelse af melankolien. Og sin egen selvfremstilling som forfatteren, der sidder ved sin computer lørdag aften, når naboerne i festtøj stiger ind i en taxa og stadig sidder der, når de kommer tilbage. Fortabt i sit romanunivers. Stylet på forsiden På andre områder har hans tilgang til verden været lige modsat. Som forfatter har han været en af dem, der ville markere sig som en i allerhøjeste grad nulevende forfatter. En forfatter, der ville ud til sit publikum. Da han for fire år siden fik udgivet slægtskrøniken 'Album', var det mest bemærkelsesværdige ved udgivelsen tilsyneladende ikke, at der her var tale om en yngre forfatter, der forsøgte at favne 30 års danmarkshistorie. Meget af omtalen af kom til at dreje sig om, hvordan forfatter og forlag lancerede 'produktet'. Som noget dengang helt nyt optrådte en stylet forfatter direkte på forsiden af bogen som hovedillustration. Et forsøg på at gøre forfatter og bog til et varemærke, et brand. Og det var helt bevidst fra det spritnye forlag People's Press og forfatteren. »Jeg har set værre ting i menneskehedens historie, end at forfatteren sidder på forsiden af sin bog. Det var ikke engang efter mit eget temperament, men der var en meget stor konservatisme i bogbranchen, og vi fik nok mest opmærksomhed på grund af nyhedsværdien«, siger Benn Q. Holm. Selv om markedsføringen af ham og bøgerne i dag er knap så aggressiv som dengang, går han stadig op i, hvordan de når ud til læserne. »Det er jo mit erhverv, så jeg må være opmærksom på alle de facetter, der er. Jeg kan ikke bare sige, at jeg er ligeglad. Hvis man skal fortælle alle mennesker, hvad man laver, så er man måske ikke nået helt langt nok ud endnu«.