I dagbladsjournalistik er det ikke god skik at interviewe dem, man er dus med. En tæt kollega fra samme redaktion f.eks. Samtalen bliver kunstig. Man kender smøren. Det problem har jeg ikke med teater- og filmkritiker Bettina Heltberg. Jeg kender måske hendes gang gennem kantinen. Jeg ved, at hendes eksmand hedder Svend Auken. Men hvor hendes kontor findes, er mig en gåde. Han er herrelækker Ligesom jeg helt oprigtigt må spørge hvorfor?, da jeg finder frem. Hvorfor en bog om George Clooney? Hvad gør Hollywood-stjernen ved siden af Shakespeare på hendes cv? »George Clooney udlever en demokratisk livsanskuelse, som jeg føler mig beslægtet med. Han er en fremragende skuespiller og instruktør«. Bettina Heltberg holder en lille pause: »Men den basale grund er, at jeg synes, at han er så herrelækker«. Bettina og George holder hånd I bogen er skuespilleren en prisme for forfatterens tanker. De mødes i hans hus ved Como-søen i Italien - ganske fiktivt. Han tager hendes hånd. Forældrene kommer på besøg. Ved bredden står Brat Pitt og Mel Gibson. Han slipper hendes hånd. Hans film bliver diskuteret i bogen. Skuespil. Johanne Luise Heiberg. Reumert. Meget umoden Men hvilken værdi har idoldyrkelsen af en amerikansk skuespiller, må man spørge? »... fordi idoldyrkelse er sådan noget, banale kvinder gør?«, spørger Bettina Heltberg straks tilbage. Ja, en almindelig fordom mod idoldyrkelse er vel, at det er noget, som yngre piger eller umodne mennesker bruger tid på?

»Ja, okay. Jeg er meget umoden«, ler hun og fortsætter: »For mig at se er det sådan: Man dyrker idoler, mens man er meget ung, og så kommer der en periode, hvor man har travlt med børn, arbejde og mand - den periode kan godt være temmelig lang. Når man så bliver ældre, vender barndomsidoldyrkelsen tilbage«. »Jeg tror, mange kvinder skjuler, at de har idoler - hvad enten det er konkrete mennesker, eller det er nogen, de fantaserer om. Dagdrømmen er en måde at opretholde livet på. Hvis man nu er i en deprimeret periode af sit liv, så giver man måske sig selv en lille glæde hver dag ved at drømme. Det får impulserne i gang igen«. Socialdemokrater drømmer også 'George' er ikke længere en drøm. Han er nærmere en biografi. Men at cementere en skuespillers stjernestatus på skrift kommer vel indirekte til at understrege forskellen til os almindelige mennesker. Man får lyst til at prøve: Idoldyrkelse er vel ikke særlig socialdemokratisk?

»Arh, det ved jeg nu ikke. Må socialdemokrater ikke drømme om stjerner? Jeg føler mig ikke som en ringere socialdemokrat, fordi jeg skriver om George Clooney. Gode skuespillere kan jo netop få ting til at stå klarere i vores eget liv og påvirke vores måde at tænke på. Det føler jeg mig ikke skyldig over«. Der er meget tale om denne paparazzi-kultur, hvor vi stalker stjernerne. Du skaber en fiktion, hvor du lader stjernen samtale med dig?

»... Ja, jeg bruger ham som en fantasifigur. Hans job er at gøre en virkning på andre mennesker - og det er lykkedes ham. I bogen forklarer jeg om den virkning, han gør på mig. Man kan sagtens skrive om folk ved både at snakke om dem og snakke til dem uden at blive paparazzi-journalist«. Et eksemplar af bogen er allerede sendt af sted til L.A. med George Clooneys navn skrevet på kuverten. Når man spørger, hvad forfatteren med sit indgående kendskab til manden tror, han ville sige til 'George', hvis han kunne læse dansk, tøver hun en anelse: »Jeg tror godt, han ville kunne forstå ideen, og jeg tror, han ville blive temmelig glad. Men jeg tror ikke, at han nogensinde så meget som kommer til at bladre i den. Han er jo ikke forfængelig!«.