Da der var 20 minutter til, at Horace Engdahl skulle åbne fløjdørene i Det Svenske Akademi, vidste Harold Pinter stadig ikke, at han ville blive årets modtager af Nobelprisen i Litteratur. Faktisk havde han torsdag morgen bladret The Guardian igennem for at se, om tyrkiske Orhan Pamuk nu også havde fået prisen. Pinter havde glemt, at prisen først ville blive uddelt samme dag. Mundlam »Det var aldrig faldet mig ind, at jeg var en af kandidaterne«. »De ringede mig op og sagde, at jeg ville modtage en opringning fra formanden for Nobelkomiteen, og jeg sagde vist nok: Hvorfor?«. Sådan forklarer Harold Pinter sig i The Guardian dagen efter den store dag. Han indrømmer, at han for en gangs skyld var ude af stand til at sige noget som helst i flere minutter. Verdens tilstand På det tidspunkt havde han endnu ikke hørt prismotiveringen, men han gik straks ud fra, at Nobelkomiteen måtte have taget hans politiske aktiviteter med i bedømmelsen, eftersom hans politiske engagement er en stor del af hans værk. »Det er vævet ind i mange af mine stykker. Men det er jeg klogere på, når jeg tager til Stockholm i december. Jeg har fået besked om, at det forventes, at jeg holder en tale på 45 minutter, hvad der vil være min længste tale nogensinde«. »Jeg har selvfølgelig til hensigt at sige, hvad jeg har lyst til. Jeg kunne sagtens finde på at sige noget om verdens tilstand«, siger Harold Pinter til The Guardian. Festarrangørerne i Stockholm kan tilsyneladende godt indstille sig på en kontroversiel tale fra prismodtageren. Kuriøst og pinagtigt Valget af ham som prismodtager var til gengæld noget mindre kontroversielt end Knut Ahnlunds angreb på hele Nobel-institutionen et par dage i forvejen. Englænderne selv var naturligvis klar til at slå sig selv på brystet. »Det er en triumf for den britiske teaterkultur, som ikke har været på mode de seneste år«, noterede The Guardian på lederplads. Begejstringen var noget mindre i Svenska Dagbladet, hvor kommentatoren Lars Ring mener, at akademiet med prisen hylder en svunden tid. I samme blad indrømmer kulturchefen Carl Otto Werkelid, at luften fusede lidt ud af ham, da Pinters navn blev offentliggjort. Så megen spænding, og så ... Pinter. Ikke at han kunne sige valget noget på, for Pinter har klasse og værkerne også, men alligevel sad Werkelid tilbage med en lidt flad fornemmelse. På prisens vegne, for efter hans mening har Pinter fået årets pris på bekostning af poesien, og - ja - han mener, at Tomas Tranströmer burde have haft den. »Det siddende akademi synes ikke at bekymre sig om det faktum, at det i historiens lys kommer til at tage sig kuriøst og pinagtigt ud, at den forbigik en af litteraturens rigtig store, alene fordi han var så uheldig at være svensker«. Ukontroversielt valg Andre var dog mere begejstrede. Forfatteren og dramatikeren Per Olov Enquist kalder det et af det seneste tiårs vigtigste og rigtigste valg fra Nobelkomiteens side. I Expressen skriver Per Svensson, at ingen havde ventet sig netop det valg. »Man begynder så småt at få mistanke om, at det netop er hele hensigten med valget, at ingen forventer det. Nogenlunde som Göran Persson synes akademiet efterhånden at finde en egenværdi i selve overraskelsesmomentet, i at kunne præsentere et navn, som får alle kandestøberne til at se fårede ud«. Den norske dramatiker Jon Fosse konstaterer i Dagbladet, at prisen til Pinter er fuldt fortjent, mens Tore Rem, professor i engelsk litteratur og litteraturanmelder, i samme norske avis kalder valget af Pinter »helt ukontroversielt«. »Pinters vigtigste værker blev skabt i 50'erne og 60'erne, og han er for længst gennemkanoniseret. Efter at hans status og popularitet dalede, fik han en ny opblomstring med sine sidste stykker i 90'erne«. »I den akademiske verden bliver prisen derfor nok anset for en justering og en måde, hvorpå han kan løftes op til den position, han havde i 50'erne og 60'erne«, siger Tore Rem, der også bliver spurgt om, hvorvidt det er problematisk, at prisen igen går til en dramatiker. »Det kan være en markering fra Det Svenske Akademi, når det gælder romanens tilstand«, siger han. Levende drama Og måske har Tore Rem fat i noget af det rigtige. I hvert fald var akademiets permanente sekretær, Horace Engdahl, i torsdags parat til at møde Dagens Nyheters læsere på nettet, hvor han blev spurgt, hvorfor priskomiteen har en så stor forkærlighed for dramatikken, at fire priser på ti år er gået til forfattere, der også skriver dramatik - ud over Pinter også Dario Fo, Gao Xingjian og Jelinek. »Måske er dramaet i dag en mere levende udtryksform end romanen, hvem ved? Romanen er jo selv på vej til at krybe ud af sin skal og blive noget andet, og essayet følger den med sin større intellektuelle bevægelighed«. »Litteraturen må forvandles for at fortsætte med at være sig selv, og Harold Pinter er en af de forfattere, som har bidraget til at forandre forholdet mellem dramaet og litteraturen«, svarer Horace Engdahl. At Dan Israel fra forlaget Leopard kritiserer ikke Pinter, men valget af endnu en hvid, angelsaksisk mand, har Engdahl denne muntre kommentar til: »Til Dan Israel: Du forstår vel nok, at vi ikke kan lade hensynet til forfatterens race stå i vejen for en nobelprisafgørelse?«. Tilbage står, at prisen til Pinter er blevet en relancering af den nu 75-årige dramatiker. Ja, faktisk blev prisen i løbet af få minutter i torsdags både en dødsdom og en genoplivning af ham. Kl. 13.01 svensk tid fortalte en nyhedsvært hos Sky News, at Harold Pinter var død. Efter en pintersk pause rettede hun sig selv og fortalte, at han derimod havde fået nobelprisen.»Jeg er genopstået fra de døde«, var Pinters egen kommentar.