Helga Schneider kan stadig huske, hvordan der hele tiden løb små trækninger gennem Hitler, da han stod foran hende i bunkeren i Berlin. Hun så på manden med det lille sorte overskæg uden at vide, at hun her stod ansigt til ansigt med ham, der var den ukendte mand i hendes mors liv. Manden, hendes mor ville ofre alt for. Selv familien. Dengang var hun selv en lille pige på cirka syv, og for hende var Hitler ikke den frygtede fører for et rige i krig med resten af verden. Hun vidste, Tyskland var i krig, men for hende var Hitler mest af alt en gammel, rynket mand, der rakte hende hånden, mens hans hoved bevægede sig i korte rystelser. Parkinsons syge var imidlertid et ukendt begreb for Helga. Hun var bare en lille pige, der var påvirket af den dystre stemning i bunkerens labyrintiske indre, hvor klimaanlægget var gået i stykker, så der i gangene bølgede en indeklemt stank. Selv i dag husker hun den harske lugt af urin. Og hun husker, hvordan alle børnene før besøget i bunkeren måtte tage højfjeldssol, fordi Hitler ikke brød sig om blege børn. »Men det var da en trøst, at vi fik god mad, mens vi var der«, fortæller Helga Schneider til Politiken. Familien revet over Mødet med Hitler foregik i december 1944, og Helga havde brug for al den trøst, hun kunne få. Krigen var ikke det eneste, hun havde at kæmpe imod, for ikke alene var hendes familie tre år tidligere blevet revet midt over. Det var også sket på en måde, som selv i dag chokerer de titusindvis af læsere, der har fulgt Helga Schneiders beretning om, hvordan hendes mor, Traudi Schneider, forlod den fireårige Helga og hendes 19 måneder gamle bror Peter en kølig efterårsdag i 1941. »Jeg havde altid forestillet mig, at hun forlod os, fordi hun havde fundet en anden mand«, fortæller Helga Schneider. Den tro beholdt hun gennem 30 år. I 1971 fandt hun imidlertid ud af, at moderen forlod mand og børn for at blive fangevogter i Waffen SS. En af de mest hårdhudede, der blev 'forfremmet' til at gøre tjeneste i Ravensbrück og Auschwitz-Birkenau. Farvel, mine små I øjeblikket bliver Helga Schneider bombarderet med henvendelser, fordi hendes beretning er på vej ud til læsere i hele verden. Fra Rom til Rio, fra Tokyo til Berlin, Amsterdam og New York. I torsdags udkom hendes bog i England under titlen 'Let me go' - lad mig gå. Titlen hentyder til det sidste, smertefulde møde mellem mor og datter. Mødet i 1998 er kun deres andet møde, siden moderen forlod familien i 1941. Deres første møde, som foregik i 1971 i Wien, kom som et chok for Helga Schneider, for indtil da anede hun intet om, hvad moderen havde foretaget sig, fra hun forlod hjemmet i Niederschönhausen i Berlin en efterårsdag ved sekstiden, og til hun nu opholdt sig i Østrig 30 år senere. »Min mor var min fars store kærlighed. Efter at hun havde forladt ham, talte han aldrig mere om hende. Hun var fra Wien, mens han havde en tjekkisk far og en böhmisk mor. De var hinandens totale modsætninger. Han var en sky kunstnertype, der bare ville være for sig selv og male, mens hun var en kvinde, der ikke ville begrænses. Hun ville ikke nøjes med at være mor, for så følte hun det, som var hun i fængsel. Hun ville være noget for nazistpartiet og arbejde for Hitler«, siger Helga Schneider. Alt dette vidste hun imidlertid intet om, da hun en dag i 1971 satte sig i et tog i Bologna for at køre til Wien. På sædet ved siden af sig havde hun sin søn Renzo, som hun havde fået med sin italienske mand. Med i bagagen til Wien havde hun minderne om en dårlig barndom, der startede, da moderen forsvandt og efterlod Helga alene med lillebroderen. Pigen fik besked om, at hendes tante ville dukke op senere, men at 'mor' blev nødt til at gå. Det måtte hun forstå. Nu måtte hun være stærk, og hun skulle øjeblikkelig holde op med det hyleri. »So, Auf Wiedersehen, meine Kleine«, lød det fra moderen. Derefter hankede hun op i sin kuffert og overlod børnene til tanten. Senere endte børnene hos en bedstemor i Polen, inden faderen og hans nye kone tog over. Det var stedmoderens søster, der i 1944 - som ansat i nazisternes propagandaministerium - sørgede for, at Helga Schneider mødte Hitler. Mens moderen - som hun selv udtrykte det - lod jøderne i kz-lejrene arbejde sig til døde - blev datteren i Berlin brugt i propagandaen for at vise førerens menneskelige side. En mand, der klappede børnene på håret. Alt var fortrængt Hverken denne eller andre oplevelser fra barndommen synes imidlertid at have lagret sig positivt hos Helga Schneider, og som stor teenager sørgede hun for at forlade hjemmet, så hurtigt hun overhovedet kunne. En forelskelse i en ung italiener førte hende til Italien, hvor hun bosatte sig i Bologna. »Jeg anede intet om min mor. Det hele var fortrængt, for hver gang jeg spurgte min far, hvad der var sket, blev han såret. I 1966 fik jeg imidlertid en søn, og det var i årene derefter, jeg begyndte at føle et behov for at kende min mor. Sådan er det vel. Før eller siden vil børn opsøge deres forældre. Ikke kun af nysgerrighed, men som følge af et behov. Når jeg nævnte muligheden for at opsøge min mor, sagde min far, at han ikke ville vide noget om det. Han sagde altid, at jeg skulle lade det ligge, men jeg blev nysgerrig og spekulerede over, hvad der kunne ligge bag«, siger Helga Schneider. Hun fandt ud af, at moderen i en årrække havde boet i fødebyen Wien, og ret nemt fik hun hendes adresse opsporet. Hænder i brand Hele vejen i toget mod Wien fortalte hun sin søn, at nu ville han endelig få en hyggelig østrigsk bedstemor, men da de endelig nåede frem, så bedstemoderen lige igennem ham. Hun var kun interesseret i at imponere datteren med den sorte SS-uniform, hun havde inde i skabet, og som hun forsøgte at få datteren til at prøve. Datteren, som stadig ikke fattede, hvorfor moderen havde den gamle uniform hængende. Sandheden gik imidlertid op for hende, da moderen fandt en lille æske og bad Helga Schneider om at holde sine åbne hænder frem, som man gør for at modtage en gave. Ud af æsken dryssede ringe, halskæder, manchetknapper, brocher, et ur og armlænker, store og små. Alt af guld. »Så forstod jeg, og det var, som om mine hænder brød i brand«, fortæller Schneider i bogen. Samtlige smykker faldt på gulvet, hvor moderen, krænket, begyndte at samle dem op. Også et lille armbånd af den slags små piger på fire-fem år har. Og netop i det øjeblik så Helga Schneider et billede for sig, hvor moderen var i færd med at drive ejeren af armbåndet, en lille pige, foran sig - ind i gaskammeret. »Det er chokerende at få alt at vide på én gang, og meget ville måske have været nemmere, hvis min far havde fortalt mig, at min mor havde været fangevogter i Birkenau, men hvis jeg havde vidst det, havde jeg måske aldrig opsøgt hende. Efter mødet i 1971 forsøgte jeg at glemme alt om hende«, siger 66-årige Schneider, og det lykkedes for hende frem til 1994. Det er dén historie, du skal skrive Gennem hele livet havde hun forsøgt at skrive og få udgivet bøger. Uden større held. Pludselig var det imidlertid lykkedes hende at få udgivet en skønlitterær bog, der bl.a. betød, at hun gav et interview til en italiensk journalist, der undervejs i snakken spurgte, hvilke spændende ting hun i øvrigt havde at fortælle om sin fortid, hvorefter hun uden større armbevægelse fortalte om sin barndom i Berlin, mødet med Hitler, moderen i SS osv. »Du er jo dum, Helga, det er dén historie, du skulle skrive«, sagde han. Der skulle imidlertid gå yderligere fire-fem år, før Helga Schneider fik hul på historien. Hun udgav først en lille bog om sin tid i Berlin under krigen, og her spillede moderen kun en birolle. Den helt afgørende vending kom, da hun i 1998 modtog et brev, der var poststemplet i Wien. Afsenderen var en kvinde, der kendte hendes mor, som på det tidspunkt nærmede sig de 90. Hun var ved at blive senil og var netop overført til et plejehjem. Moderens veninde skrev, at hun mente, datteren måske burde overveje at besøge moderen, før det var for sent. Ikke synd for kz-fangerne Besøget skulle vise sig at blive én lang tvekamp mellem mor og datter. Et psykologisk drama, der efterlod begge udmattede, for moderen var stadig stolt over, hvad hun havde været med til i kz-lejrene i nazismens tjeneste, og datteren havde ikke i sinde at lade hende slippe uden at angre. Helga blev hos moderen i dagevis, og selv om Traudi indimellem simulerede og lod, som om hun ikke kunne huske noget om f.eks. Ravensbrück, provokerede datteren hende ved at pirke til hendes nazistiske stolthed. Var moderen måske ikke en af de bedste? Og hvis hun var, fik hun så ikke nogle af de vanskeligste opgaver i lejren? »Jeg hjalp lægerne«, fortalte moderen, som derefter hævdede, at hun udelukkende blev sat til at tage temperaturen på de patienter, lægerne angiveligt skulle forsøge at hjælpe. Så skruede Helga Schneider bissen på og sagde, at hvis moderen fortsatte med at påstå, at hun intet kunne fortælle, ville hun ikke komme igen den følgende dag. »Jeg vil have, du kommer igen. Og jeg vil have gule roser«, krævede moderen. »Så tal. Hvad måtte du ellers gøre som lægernes assistent?«. »Jeg skulle binde patienterne fast til bordene«, fortalte moderen langt om længe. Det skulle vise sig, at hun havde deltaget i professor Gebhardts forsøg, som blandt andet bestod i, at patienter blev skåret op i benene, nogle gange ind til knoglerne, og derefter påført bakterier eller glasskår, hvorefter de langsomt og smertefuldt blev ædt op af sygdommen uden at modtage nogen behandling. Nej, Traudi Schneider mente ikke, det var synd for kz-fangerne. Jøderne fortjente at blive udryddet, mente hun. »Tyskland måtte skille sig af med hver eneste af den elendige race«. »Var du enig i det?«. »Hvad? Om jeg støttede 'Die Endlösung'? Hvorfor tror du, jeg var der? På ferie?«. Sidste chance for at stille spørgsmål Helga Schneider var chokeret over sin mors fortsatte fanatisme, hendes koldblodighed og skråsikkerhed, og det hjalp ikke stort, at moderen indledte med at fornægte hendes eksistens. At hun ikke ønskede at være mor til en gammel 'sæk', som hun betegnede Helga Schneider som. »Jeg vidste, det var unfair, men hun udfordrede mig. Det blev til et forhør, og jeg klemte hende, som var hun en citron. Jeg vidste, at det formentlig var sidste gang, jeg så hende, og at det var min sidste chance for at stille hende nogle spørgsmål«, fortæller Helga Schneider. »Jeg ser bogen som en advarsel. Et dokument, der skal advare mod politisk fanatisme, for det er jo en sygdom, der skal bekæmpes. Heldigvis har anmelderne også læst den som en advarsel, et dokument, en ærlig bog, der ikke er overdrevet«, fortæller Helga Schneider. For et år siden udkom bogen i Tyskland, og det var ikke uden en vis bæven hos forfatteren. »Jeg var lidt bange for, hvad der ville ske, for ville jeg blive opfattet som endnu én, der ville skrive om nazitiden for at tjene penge på det, men heldigvis blev bogen godt modtaget, og den lå på bestsellerlisterne længe. De store aviser skrev udførlige anmeldelser, og jeg var med i tre tv-programmer«, fortæller Schneider. Hun har på intet tidspunkt følt, at det var pinligt at fortælle historien om, hvordan hendes mor var fangevogter for SS i Birkenau. Anderledes har det været for hendes søn og hendes bror. Ingen af dem har brudt sig om at få udbasuneret, at deres bedstemor og mor i virkeligheden var en forhærdet nazistisk SS-fangevogter, der ikke engang følte skam over det, hun havde været med til. Og Helga Schneider selv? Hendes sidste møde med moderen var ikke uden omkostninger. I lange perioder led hun af angstanfald, og det eneste positive, hun i dag kan se, hun har fået ud af møderne med moderen, er, at hendes karriere som forfatter har taget fart. Så sent som i sidste uge havde hun premiere på et teaterstykke, der bygger på bogen. Ifølge Helga Schneider sad publikum åndeløst, mens de oplevede historien om en datters møde med en mor. En mor, hun ikke kunne hade, men heller ikke elske.