En bog om dagen

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Hvad læser du i øjeblikket? »Den sidste roman var J.G. Ballards nyeste 'Millennium People'. Den er udmærket, men ikke lige så god som 'Super-Cannes' og 'Cocaine Nights' ('Solens skyggeside') - jeg er jo en stor Ballardfan, jeg mener han er en af de mest tankevækkende forfattere. Jeg får altid nye tanker, når jeg læser Ballard«. »Han har en fantastisk evne til at anskue fænomener på nye måder, men han er blevet lidt mere moderat med årene. Han er ikke længere så gal som i 'The Atrocity Exhibition' og 'Crash'. Han beskriver folk i et stort vakuum på jagt efter noget autentisk, noget meningsfuldt og al den galskab, det fører til«. »Der er faktisk samme tema i hver bog i hele forfatterskabet. Og så har jeg lige læst Martin Amis' nye 'Yellow dog'. Det er helt klart hans bedste længe. Jeg mener jo, den sidste virkelig gode roman, han skrev, var 'London Fields' fra 1989 - et af mesterværkerne i nyere litteratur«. Hvad har været din største læseoplevelse i år?

»Hmmm ... vanskeligt spørgsmål ... jeg læser jo relativt meget, i snit en bog om dagen. Jeg har et projekt med at læse absolut alt af Philip K. Dick, men han har skrevet så kolossale mængder, og meget af det er ikke særlig godt, han er ingen stor stilist, men det er altid interessant ... største læseoplevelse, nej, det tror jeg ikke, er muligt at svare på!«. Hvilken bog har betydet mest for dig? »Jeg begyndte ikke at læse, før jeg var 16-17 år. Jeg ville være børshaj! Men så stødte jeg på Jens Bjørneboes 'Frihetens øyeblikk'. Det var den første bog, jeg læste af egen fri vilje. Jeg blev besat og læste alt af Bjørneboe«. »Bogen skabte en revolution i mit hoved; den fik mig til at læse filosofi. Men jeg skal aldrig læse den igen, for jeg kan kun blive enormt skuffet. Men også Beckett, som jeg dyrker i stor stil, og Dick bør nævnes. 'The Transmigration of Timothy Archer' af Philip K. Dick er en bog, jeg har følelsen af, alene er skrevet, for at jeg skulle læse den«. Hvilken bog var den første, du læste? »Jeg læste faktisk hele Bibelen som 8-årig - uden at tro på Gud. Siden lagde jeg den til side og læste ikke en bog på egen hånd, før jeg kom i gymnasiet. Hvilken bog ville du ønske, du havde læst? 'Finnegans Wake' (af Joyce) kunne det være vældig flot at slå i bordet og sige 'den har jeg læst grundigt', men det er aldrig lykkedes mig andet end at bladre i den. 'Ulysses' har jeg læst og de første to bind af Prousts 'På sporet efter den tabte tid', men så mistede jeg tålmodigheden. Men en fantastisk bog, alle bør læse, er 'Thomas-evangeliet'. Det er synd, den ikke kom med i Bibelen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her