Har Harvey Nichols åbnet en afdeling i Saudi-Arabien? Er verdens ældste broderi virkelig fundet i en dansk bronzealdergrav? Og blev begrebet 'camp' allerede defineret i 1964 af den amerikanske forfatter Susan Sontag? Svaret er: Ja, ja og ja. Og den mest hyppige reaktion under punktlæsning af Politikens nye Modeleksikon er: Gud, det vidste jeg da ikke. Ideen til et leksikon om mode med udspring i nutiden og det danske, men med bredt udsyn, både historisk og internationalt, blev fostret for tre år siden af designeren Mads Nørgaard og Merete Ries, tidl. forlægger på Rosinante. I mellemtiden er Rosinante lukket, Merete Ries har været en tur inden om Gyldendal og ud igen, og Mads Nørgaard og Jørn Busch Olsen, som er forlagsredaktør på modeleksikonet, er havnet på Politiken, som er et forlag under Politikens Forlag. Forvirret? Det er ikke så mærkeligt. Men hovedsagen er, at 'Modeleksikon, Fra couture til kaos', er på gaden den 11. november, og at det er et værk, der vil gøre livet lettere for alle, der interesserer sig den mindste smule for mode og popkultur. De 1.000 stikord udgør tilsammen en slags Arternes Oprindelse for alt det, der udgør modens enorme biodiversitet, helt tilbage til de første broderier for 3.000 år siden og frem til eksempelvis de danske designere Munthe plus Simonsen, der har taget broderiet til sig igen i deres kollektion til 2003. Intet er glemt, næsten. Det vender vi tilbage til. Fra Barbie til Bauhaus Der er lange rejser mellem bogstaverne. Fra Armani til Avedon, Richard. Fra Barbie til Bourdieu, den franske sociolog med fornavnet Pierre. Fra Grunge til GQ. Fra Suzy Menkes, den højt respekterede britiske modekritiker, til shantung. Og så er der også lidt om russisk konstruktivisme og Bauhaus. Hvad har det med mode at gøre? »Bauhaus var modebølge indenfor tysk arkitektur i 50'erne og har i sig selv intet med mode at gøre. Men vi har taget det med alligevel, fordi den minimalisme, som er kendetegnende for Bauhaus, har haft stor indflydelse på designere som Helmut Lang og Democrats. Målet har været at få alt det med, musik, medier og mennesker, som på en eller anden måde har afspejlet sig i moden, og beskrive det med en modevinkel«, siger Mads Nørgaard, der har brugt det sidste halve år på at samle, sortere og tjekke de mange informationer igen og igen. Den 400 sider store moppedreng er stykket sammen af bidrag fra 40 eksperter i moden og dens beslægtede fag. Specialister, der for størstedelens vedkommende er hentet på de danske universiteter. Mange er gengangere fra Den Store Danske Encyklopædi. Derudover indeholder leksikonet syv essays skrevet af blandt andet Christian Dior, Naomi Klein, Helena Christensen og Suzanne Brøgger, samt en voxpop, hvor folk fra den danske modeverden fortæller om deres største oplevelser med mode. »Vi har ønsket at arbejde i dybden og i bredden. Der skal både være noget for den 14-årige pige, der ikke har de store forudsætninger, og dem, der ved noget, men som ønsker sig et bredere vue«, siger Mads Nørgaard, der hidtil har måttet støtte sig til udenlandske opslagsværker og det gamle danske opslagsværk 'Textilbogen' fra 1946, når han stod og manglede svar på sine spørgsmål. Unge individualister Badedragt, sko, arbejdstøj. I har valgt at tage de helt banale udtryk med. Er der ligefrem tale om en ordbog også? »Nej, men vi vil gerne fortælle tøjets historie fra begyndelsen. Hvor kommer arbejdstøjet fra og hvad er det i dag. Hvis du tager cowboybukserne som eksempel, så blev de oprindelig fremstillet som arbejdstøj i USA, men i dag er de en af modens største overlevere. Efter at de har været ude i fem år«, tilføjer Mads Nørgaard, og berører hermed en af de vanskeligste omstændigheder i forhold til moden. Moden er omskiftelig, flygtig. Eller som Yves Saint Laurent, der i parentes bemærket baserede sit geni på to måneders ophold på en skrædderskole, har sagt: »Mode er defineret ved det, der siden hen bliver umoderne«. »Mode handler om forandringer, og skal tænkes i både-og, ikke i enten eller. Mode er ganske rigtigt defineret ved det, der siden hen bliver umoderne, men der er forskel på hastigheden«, siger Mads Nørgaard, der har noteret sig, at holdninger tilsyneladende er gået hen og blevet umoderne. Han har kigget på de unge og set, at de er store individualister, så store, at de ikke har brug for at være manifeste eller kategoriske, for de ligger så lunt i svinget, at alting sådan set er helt okay. Anything goes. Ligesom det individualistiske modebillede anno 2002, der i Mads Nørgaards øjne er så fragmenteret, at der kun skal to trendsættere til at danne en subkultur - og tre til at have 'solgt ud'. Moden er blevet superkommerciel, men det har den ikke altid været. Modeleksikonet tager tidsmæssigt afsæt i 1850'ernes Paris, da den engelske designer Charles Frederick Worth åbnede det første couture-hus i Rue de la Paix. Dengang var moden for de fine og de rige, for de få. I dag er moden for alle, og den har næsten lige så mange udtryk, som der er mennesker. Kort levetid Mode bliver aldrig umoderne, netop på grund af sin flygtighed. Suzanne Brøgger beskriver i sit essay, hvordan moden overtager de udtryk, som naturen mister, efterhånden som arterne uddør. »I en tid, hvor dyr og sprog hver eneste dag forsvinder fra Jordens overflade, kan man ikke undgå at opfatte haute couturen som svar på dette tab af biodiversitet«. Mads Nørgaard gætter på, at det nye leksikon har en relativt kort levetid i sin nuværende form. Ikke fordi det tilhører en truet art, men fordi der sker så meget indenfor feltet - det er for eksempel svært at forestille sig, at mennesker som Galliano, Stella McCartney og Hedi Slimane vil være de samme steder i 2005, som de er nu - at mange af oplysningerne vil være forældede om få år. »Vi regner med at det holder fire-fem år, så skal det opdateres«, siger Mads Nørgaard, der som redaktør må påtage sig det tunge ansvar for, at stormagasinet Fonnesbech ikke er kommet med. Og Isabella Blow, den indflydelsesrige engelske stylist, der har opfundet Philip Treacy og Alexander McQueen, hvor er hun henne? »Er hun ikke med?«, siger Mads Nørgaard og kigger under 'B'. Desværre. »Hun kommer også med om fem år«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























