Ved et af cafébordene i Lincoln Centers foyer sidder en kvinde og vifter med Dannebrog. »Jeg ville jo være sikker på, at du kunne finde mig«, siger hun på lidt tøvende jysk og med glød i knaldblå øjne i et lysebrunt ansigt. Det er nu ikke svært. Bortset fra den sorte tjener er den dansk-amerikanske forfatter det mørkeste menneske i cafeen. Selv i den etniske smeltedigel New York er der stadig skel mellem sort og hvid, og finkulturens højborg Lincoln Center er som hjem for ballet og opera mest de hvides domæne. I øvrigt ligner Heidi W. Durrow på en prik en lidt ældre udgave af den race- og kulturblandede pige, der er hovedperson i hendes debutroman, ’Pigen der faldt ned fra himlen’.
LÆS ANMELDELSE Eventyret om den grimme ælling - på amerikansk
Mens bogens Rachel i helt bogstavelig forstand faldt ned fra himlen, da hun var 11 år gammel, tumlede Durrow også selv ind i et helt nyt liv, da hun i samme alder nærmest fra den ene dag til den anden blev opmærksom på sin hudfarve.
En velbevaret hemmelighed
I bogen overlever Rachel mirakuløst, da hendes hvide, danske mor i frustration over livets håbløshed kaster sig selv og sine tre raceblandede børn ud fra et tag i Portland, Oregon.
Detaljen om pigen, der overlever faldet fra taget, har forfatteren hentet fra et gammelt avisudklip.



























