Taber-tv, lurer-tv og leflen for laveste fællesnævner ... Ukært barn har mange navne. Det gælder også reality-tv og gameshows. Den holdning udfordrer lektor Anne Jerslev i sin nye bog 'Vi ses på tv'. Reality-tv er bedre end sit rygte, og unge mennesker kan godt forholde sig kritisk, skriver hun blandt andet i bogen. Men hvad er nu det? Er realityshows ikke det værste, kommercielt tv kan frembringe, og er det værd at forske i? Vi har spurgt Anne Jerslev. »Nogle realitygameshows er vældig dårlige - for eksempel 'Temptation Island' - de bliver i øvrigt ikke set af ret mange mennesker. Men 'Big Brother' og 'Robinson' er interessante, ligesom mange reality-dokumentarprogrammer også rummer interessante aspekter. Programmerne siger noget om et behov i vores kultur. Jeg har ikke skrevet min bog for at forsvare reality-tv, men fordi jeg er nysgerrig og har lyst til at forstå fænomenet. Problemet med mange kritikere og kulturdebattører - blandt andet på Politiken - er, at de er intellektuelt dovne«. Intellektuelt dovne? »Ja, når en kulturskribent som Jes Stein Pedersen fra Politiken forleden kunne sige i tv, at han hellere vil tale med sine børn eller spille et spil med dem. Det er et typisk udtryk for debatniveauet, når man synes, man har kulturen og retten på sin side. Det er et udtryk for intellektuel dovenskab. Det glemmes, at tv bliver brugt på mange forskellige måder og ikke blot som hjernedødt tidsfordriv. Som jeg viser i bogen, bruger unge det til at snakke om, forholde sig til og til at reflektere over deres egen situation ud fra. Vi har i Danmark for lidt tradition for at forholde os intellektuelt til medier. Der er også meget få journalister, som beskæftiger sig med det emne. Primært er man fordømmende«. I perioder skriver formiddagsbladene da ikke om andet? »Det har du ret i, men det er ikke den type journalistik, jeg efterlyser. Der mangler nysgerrigt analyserende journalistik om medierne«. Er du ikke med til at legitimere noget bras? »Nej. Min bog er måske nok et forsvarsskrift for reality-tv som kulturel form og som noget, der indgår i folks hverdagsliv. Men det er ikke det samme som at sige, at det er kvalitets-tv. Der er meget andet tv, som er bedre. Det, som gør mig nysgerrig, er, at reality-tv rejser spørgsmålet: Hvad er virkelighed på tv? Og hvorfor er vi mere interesserede i det i dag, end man var for ti år siden? Og hvad enten programmerne er fulde af løgn eller ej, så tilbyder de en oplevelse af nærvær, som mange seere ønsker«. Er det ikke at lefle for letkøbt nysgerrighed? Burde tv ikke have en ambition om at gøre seerne klogere? »Jo, men vi bliver ikke klogere, hvis vi ikke ved, hvad der foregår på tv. Den intellektuelle nysgerrighed er en vigtig dyd i dag. Den kan vi bruge på bøger, udstillinger - men vi må også undersøge tv. Vi forstår ikke, hvad vi er omgivet af, og de nye medier, hvis vi på forhånd siger: »Nej for fanden, de skulle bare have læst en bog«. Jeg opponerer mod den bedrevidende afstandtagen, som dækker over stor uvidenhed, når det gælder tv«. Bekymrer det dig ikke, hvad reality-tv gør ved deltagerne? »Man kan være bekymret for så mange ting her i verden. Selvfølgelig skal de tænke sig om, og jeg ville også ønske, at kommende deltagere ville læse et afsnit i min bog, som dokumenterer, at berømmelsen for de fleste er meget kort. Men spørgsmålet viser igen den her pædagogiske pegefinger, vi voksne møder verden med. En pegefinger, som også viser manglende respekt for de unge, som deltager. De unge er jo ikke så naive, som vi ofte gør dem til. Selvfølgelig er der nogen, som hellere vil se en Kieslowski-film eller 'Deadline', og sådan skal det også være. Men vi har alle en forpligtelse til i det mindste at se, hvad reality-tv er«. Nærheden kan vel også virke isolerende? »Ja. Men mange realityprogrammer er så kedelige, at de ikke i sig selv fanger de unge. Det er det sociale samvær om at se tv, som gør dem populære«.