0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forfatteren Christian Jungersen. - Foto: Jacob Ehrbahn

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ondskabens orm gnaver

Christian Jungersen fik Debutantprisen for sin roman 'Krat'. Med opfølgeren 'Undtagelsen' er forfatterens succes kun vokset. Hemmeligheden er en kompromisløs arbejdsform.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ondskaben. Hvordan ser den egentlig ud? Vi ved, den findes på Balkan. Vi har set den på tv fra Irak.

Vi mener, den må have gemt sig et sted inde i Hitler. Måske kan vi også se den, når vi ser os i spejlet.

Hvis man spørger forfatteren Christian Jungersen, bærer vi den med os.

Indre ondskab
Uanset hvor gode vi forsøger at være. Uanset hvor engleagtige vi er. Om vi så mener, vi er godheden selv.

Det er blandt andet dén besked, han afleverer i sin nye kæmperoman, 'Undtagelsen'.

»Vi ser ofte verden som de gode og de onde, men sådan er virkeligheden overhovedet ikke«.

»Det er inde i os selv, vi skal kæmpe mod det onde«, siger Christian Jungersen.

Almenmenneskeligt
»I min roman ville jeg gerne fortælle om noget almenmenneskeligt og om ondskaben i os alle, og jeg ville vælge et miljø, hvor man ikke kunne afvise det hele på forhånd«.

»Hvis jeg havde ladet historien foregå på Christiansborg, havde folk bare tænkt - ja, ja, det handler bare om de korrupte politikere, og havde det været i et journalistisk miljø, kunne man affærdige det med, at journalister også er folk med rundsave på albuerne«.

»Derfor valgte jeg et sted, hvor man har de ordentligste, fineste og mest idealistiske mennesker, der findes. Unge kvinder, der arbejder i en humanitær organisation eller noget, der ligner«.

»Kvinder, der er medlem af Amnesty og Greenpeace, og som går op i at sortere deres affald og gå ned med flasker i containeren. Ja, selv de er mennesker«, siger Christian Jungersen.

Ondskabens mekanismer
I 'Undtagelsen' skildrer han et kontormiljø, hvor de unge kvinder med stor finesse mobber hinanden i en grad, at specielt en af kvinderne er ved at gå helt ned psykisk. Og det er ikke et hvilket som helst kontormiljø. Det er kontoret i 'Dansk Center for Information om Folkedrab'. De åh, så gode kvinder, der forsøger at gøre verden bedre, kan være nogle lede strigler, ja, direkte onde.

Kritikerne og bogkøberne har allerede taget hans 600 sider lange historie til sig, men undervejs i arbejdet med 'Undtagelsen' har forfatteren da været nervøs for, om folk ville kritisere ham for at drage en parallel mellem dansk kontormobning og folkedrab af værste skuffe.

»Nogen kunne måske synes, det var en hån mod de rigtige ofre at sidestille de to ting, men mange af de psykologiske mekanismer er de samme. Jeg har også haft en folkedrabsforsker til at læse manuskriptet igennem, og han var heldigvis begejstret«, siger Christian Jungersen.

Forfatteren har da også gjort alt for at sætte sig ind i ondskabens mekanismer. Utallige gange har han besøgt det danske center for holocauststudier, og han har deltaget i en lang række seminarer og konferencer. På et tidspunkt meldte han sig endda ind i en organisation for internationale folkedrabsforskere og tog med til deres flere dage lange konference i Irland.

Grusomhed blandt kontordamer
I sin bog kobler Christian Jungersen oplysninger om psykologisk forskning med en spændingshistorie om en kendt krigsforbryder, som måske står bag en række trusler mod kvinderne på centeret for folkedrab. Eller er det en af kvinderne, der står bag dødstruslerne?

»Jeg synes, det er en spændende genre, når man kombinerer forskning med litteratur. Peter Høeg har gjort det med sne, og Michael Larsen har skrevet om slanger, men for mig er det oplagt at skrive om psykologi og psykiatri. Der sker så meget på de områder, som jo også er romanens force. Hvorfor så ikke tage forskningen op og flette den sammen med en historie?«, siger han.

I 'Undtagelsen' lader han kvinderne på folkedrabscenteret skrive artikler om, hvordan psykologien i folkedrab fungerer, samtidig med at de samme mekanismer kører for fulde omdrejninger i det københavnske kontorlandskab, hvor kvinderne sidder og skriver.

Selvbedrag
»Jeg synes også, bogen handler om godhed, især til sidst. Vi er ikke bare onde hele tiden. Vi er sammensatte mennesker, og det ligger også i selve titlen 'Undtagelsen', som handler om, at vi også kan være gode. Personligt er jeg ikke spor fascineret af typer som dem i 'American Psycho'.

Jeg er optaget af, hvordan man kan finde op og ned i verden, hvordan man kan komme til at leve sit liv, så man kan stå inde for det, og hvad det er for nogle psykologiske mekanismer, der kører af sted med os, uden at vi er herrer over det. Og hvad det er, der får os til at lyve for os selv. Den slags interesserer mig«, siger Christian Jungersen.

Individets forskellige personligheder
Han mener, verden ville blive et bedre sted at være, hvis vi kunne blive bedre til at fange, hvad der påvirker os, og hvad der bringer vores dårlige sider frem.

»Det er hovedpersonernes projekt, og det er også mit projekt. Vi har altid vidst, at vi kan rumme forskellige personligheder, men hvorfor er det lige, at vi opfører os på én måde, når vi er sammen med manden eller hustruen, og på en anden måde, når vi er på arbejde?«, siger han.

I sin roman bruger han meget plads på at beskrive psykologiske mekanismer, og han håber også, at han i den litterære form kan give læserne en fornemmelse af psykologien hos os alle eller hos ekstremt onde mennesker.

»Vi tænker ofte, at vores handlinger udspringer af vores holdninger, men forskning viser, at det faktisk lige så godt kan være omvendt. At hvis vi gør nogen ondt, så kommer vi også til at synes dårligt om dem, og hvis vi gør noget godt for dem, så vil vi også synes godt om dem«.

»I min roman begynder de at gøre hinanden ondt. Derefter begynder de at hade hinanden, hvorefter de gør hinanden mere ondt, og dermed accelererer de en proces. Hele den dynamik forsøger jeg at beskrive på en måde, du ikke ville kunne finde i en fagbog«.

Folk elskede JR
Kan du egentlig lide kvinderne på kontoret?

»Jeg er solidarisk med dem, jeg skildrer. Når jeg ser det fra Ibens perspektiv, så kæmper hun en hård kamp, mens de andre er nogle svin, og det samme gælder for Malene, og sådan skifter det. Som helhed fremtræder de fire kvinder ikke specielt godt, men tager man dem kapitel for kapitel, så prøver de jo hver især så godt, de kan«.

Men kan du lide dem?

»Jeg har nok et ambivalent forhold til dem, og de sider hos dem, jeg ikke kan lide, kan jeg også være beklemt ved hos mig selv. Man plejer vist at sige, at forfatteren skal kunne lide sine personer, men nogle gange kan man opleve personer, som er så gode, så gode, og alligevel er de dybest set forfærdelige, mens andre personer kan være de rene monstre, og alligevel elsker folk dem. I gamle dage elskede folk jo JR i Dallas«.

Proust som forbillede
At Christian Jungersen griber til en amerikanske serie for at finde et eksempel på det, han fortæller om, er ingen tilfældighed. Når hjernen i skriverierne bliver overophedet , kan han godt finde på at synke hen i en hurtig tv-komedie, for der er risiko for nedsmeltning, når han arbejder.

Som forfatter arbejder han stenhårdt. Da han skrev sin debutroman, 'Krat', læste han avisnotitser og skoleblade fra 1920'erne. Han opholdt sig på ældrecentre og drak kaffe og spiste Karen Wolff-småkager, så han var ved at eksplodere. Han var 82 år gammel 24 timer i døgnet.

Til gengæld lykkedes projektet i en grad, så han fik debutantprisen i 1999. »Mit store idol for 'Krat' var Marcel Proust, der uafbrudt lå i sin seng og skrev i vel 15 år på en fantastisk bog. Men det er jo et stort offer at bringe at ligge der og skrive, til man dør, hvorefter han - mens han dør - ligger og retter i en dødsscene, fordi han opdager, at det er helt anderledes, end han havde troet. Så meget har jeg nok ikke lyst til at ofre«, siger Christian Jungersen.

Konstruktion og dekonstruktion
Ofre er ham dog på ingen måde fremmed. Han kan leve på en sten, hvis det er nødvendigt, og da han fik Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, så han hurtigt, at han nemt kunne få det til at strække i fire år. Det var også påkrævet, for han arbejder langsomt. Eller rettere - hans arbejdsmetode tager lang tid.

I både 'Krat' og 'Undtagelsen' har han først brugt det meste af et år på at skrive nogle hundrede sider for at finde ud af, hvor det brændte på i stoffet. Derefter har han pillet det hele fra hinanden på ny og er startet forfra med en del af materialet.

Dertil kommer, at han møjsommeligt udfærdiger snesevis, ja, hundredvis af sider, nærmest manualer, for han skal vide alt om sine romanpersoner. Også selv om det er oplysninger, han aldrig får brug for i historien. Hvad er de bange for, hvordan var deres barndom, hvad kan de lide, og hvad gør dem glade?

»Bøgerne bliver bedre af det. Den viden skal sive ned i hver eneste sætning, og læseren skal tro, det er rigtige personer og ikke noget, jeg har fundet på«, siger Christian Jungersen.

Det afsluttende livsværk
'Undtagelsen' ligger i dag langt oppe på boghandlernes bestsellerlister, og det kan virke sært, at Jungersen indtil for få år siden legede med tanken om at søge job som natportier for at kunne tjene penge og skrive på sine bøger samtidig.

Oprindelig er han uddannet på RUC i samfundsfag og kommunikation, men til familiens overraskelse ville han skrive. Først forsøgte han at skrive filmmanuskripter.

»Jeg skrev to om året i tre år, og ingen af dem blev antaget. Det mister man altså modet af. Det tvang mig nærmest over i skønlitteraturen. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne springe direkte over til mit afsluttende livsværk, hvor jeg opsummerede hele mit liv og satte mig ind i rollen som 82-årig. Nu ville jeg skrive hovedstolen, hele svineriet«.

Drømmen om eget badeværelse
»For mig er det stadig et mirakel, at jeg fik skrevet en bog. Det har altid stået som noget magisk for mig at blive forfatter, og nu har jeg skrevet to. Jeg går ikke så meget op i, hvor mange bøger jeg når at få skrevet. Måske bliver det kun fem i alt, men jeg vil hellere skrive 20 fantastiske sider end 2.000 sider, der bare er o.k.«.

»Engang læste jeg om en dansk hi-fi-fabrik, der hed Gryphen. De vandt konkurrencen om at lave verdens bedste forstærker. Da de blev spurgt om, hvordan de dog havde klaret det, svarede direktøren, at det egentlig ikke var svært, hvis bare man var kompromisløs. Derefter måtte man så håbe på, at der var folk, som var villige til at betale 120.000 kroner for en forstærker«.

»Det var hans princip, og det skrev jeg mig bag øret. Risikoen er selvfølgelig, at folk så hellere vil have en plastikforstærker til 300 kroner. Men sådan er risikoen jo, og man kan ikke selv vurdere det. Der er masser af forfattere, der har ofret deres liv, uden at ret mange kunne lide deres bøger«.

Hvor længe holder du selv ud at bo i en toværelses lejlighed til 2.000 kroner om måneden?

»Jeg vil da også gerne have mit eget badeværelse i stedet for fællesbad i kælderen. Og en vaskemaskine. Men nu må vi se«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden