Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Flaskepost. Daniel Denciks selvbiografiske roman er en kærlig hilsen til hans tvillinger, som han ikke har set i to år.
Foto: Per Folkver

Flaskepost. Daniel Denciks selvbiografiske roman er en kærlig hilsen til hans tvillinger, som han ikke har set i to år.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Daniel Dencik: »I anstændighedens navn er Sverige blevet et land, der hugger folk af ved anklerne«

Forfatter og filminstruktør Daniel Dencik er fanget i det svenske bureaukrati i kampen for at få lov til at se sine børn.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Op ad trappen, på dørene til lejlighederne, hænger der børnetegninger af huse, regnbuer og her-bor-Lea-og-Sille med vaklende blokbogstaver.

Men ikke på Daniel Denciks.

To år er det siden, han har set sine tvillinger, en datter og en søn, som var seks år, da hans svenske ekskæreste slukkede for kontakten mellem børn og far. Og det er det altoverskyggende savn og den svenske sagsbehandling, der har fået forfatteren til at skrive den selvbiografiske roman 'Anden person ental'.

»Det er en bog om en far og hans to børn, der bliver holdt adskilt af myndighederne, men også en, der bliver ved med at tro på, at mennesker vil hinanden det bedste«, siger Daniel Dencik, så man svagt hører, at han er svensker, selv om hans forældre flyttede til Valby, da han var 3 år. I dag bor han på Vesterbro, når han da ikke er på en af sine mange rejser. Som filmmager, forfatter og først og fremmest for at få livet uden børnene til at gå.

På titelbladet kalder forfatteren bogen for en roman, men fortællingen begyndte som hans egen dagbog i den forgæves kamp mod systemet Sverige for at se sine tvillinger.

»Jeg elsker mine børn, og vi havde det fantastisk fint sammen, men pludselig rettes der historier mod mig, og jeg må kun møde dem, hvis jeg erkender mig skyldig i ting, jeg ikke har gjort. De sociale myndigheder har ikke været interesseret i, om anklagerne har været sande eller ej. Det har de udtrykkeligt sagt«.

LÆS OGSÅ

I bogen citerer Daniel Dencik angiveligt direkte fra brevvekslingerne i sagen, der på et tidspunkt omfattede anklager for at have slået børnene og for incest.

»Sagerne blev frafaldet. Jeg er renset for alt«, siger Dencik. Men i sådanne sager vil der altid, som forfatteren selv formulerer det: »Være 10 procent, der tror, at jeg nok har gjort det. Men det positive har været, at hele mit netværk, og det er stort, har bakket mig op. Det har været rørende for mig at opleve«.

Et ønske for andre
I årene, der er gået, har også børnene isoleret sig fra deres far, og selv om han skriver til dem hver uge, får han ingen svar. Brevene, siger han, bliver konfiskeret af de mennesker, der omgiver dem.

»Hele den absurde sag har skabt en ond cirkel, hvor børnene er blevet presset af deres omgivelser til at sige vildere og vildere ting«, siger Dencik, der forestiller sig, hvordan de ligger og hvisker til hinanden om aftenen om, hvordan de kommer ud af den cirkel.

Men hvordan får man en dagbog fra en privat verserende sag mellem to parter, gjort til litteratur?

»Jeg måtte vælge, om jeg ville skrive et debatindlæg, en debatbog eller en roman. Og så valgte jeg det sidste, selv om jeg håber, der opstår debat, når bogen udkommer«, siger Dencik, der »gerne vil have, at det her aldrig skal ske for nogen andre«.

Det at bevæge sig fra det private over i det personlige og fra virkelighed til fiktion sammenligner han med at fremstille et samuraisværd.

»Man banker et stykke metal fladt og folder det og bliver ved lag på lag. Resultatet er, at det bliver enormt præcist og stærkt. Det er lidt det samme, jeg gør med det, der er sket for mig og mine børn, så det bliver mere almengyldigt. Man skal sørge for at bevare sine idiosynkrasier, men det er vigtigt, at man gør fortællingen rummelig, først da kan det blive en roman«.

Ansigtsløsheden
Den helt store skurk – nej, endnu værre: den helt store umenneskelighed – i historien er Sverige.

»Det svenske sociale bureaukrati har smadret noget, der var så fint. Det, at jeg har været mistænkt, gør, at alle mine rettigheder er væk, selv om jeg efterfølgende er blevet renset, og det går ud over mine børn. I anstændighedens navn er Sverige blevet et land, der hugger folk af ved anklerne; ingen får lov til at stikke ud, ingen får lov til at være menneske«, siger Daniel Dencik, som er svensk statsborger.

Den politiske korrekthed gennemsyrer alt, så selv et uskyldigt spørgsmål sættes under anklage, argumenterer bogen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et sted skal hovedpersonen, Alexander, til samtale på et svensk forvaltningskontor. For at bryde isen spørger han den ammende sagsbehandler (som Daniel Dencik gjorde det i virkeligheden), om det er en dreng eller pige, hun har fået. »Det er et menneske«, svarer hun. Og man husker det svenske forslag om i børneinstitutioner at indføre det kønsneutrale ’hen’ i stedet for at sige ’han’ eller ’hun’.

De officielle breve i sagen, som i romanen, ifølge forfatteren, er citeret korrekt, er mindst lige så absurde i tonen: Ud-i-strakt-arm-høflige, glatte, ansvarsforflygtigende, intetsigende.

»I Sverige har man dehumaniseret omgangstonen. Der er ikke længere mennesker i de her socialkontorer, de er ansigtsløse. Ingen tager ansvar, ingen gør noget forkert, ingen gør noget rigtigt. Det handler om at feje for egen dør, så man får aldrig nogen løsninger på noget som helst«.

Mænd under pres
For enhver pris går Daniel Dencik ind for ligestilling, men:

»Det, man glemmer, når man automatisk tager kvindens parti, er, at det ikke kun er manden, det går ud over, det er i højere grad børnene«.

Generelt er manderollen under pres i Skandinavien, noterer forfatteren sig.

»Kønskampen fortsætter, selv om kvinderne allerede fører 2-0 og det kun handler om at få nogle ekstra kasser ind. Det er interessant, hvad der sker, når de dyder, der altid har været vigtige for manden, ikke længere har nogen værdi for samfundet. At stå for disciplin, at være den, der tjener pengene – alt det ser man ned på nu. Og det kan jeg sagtens forstå. Men man har ikke fundet en ordentlig måde at erstatte den rolle på. I Sverige har man bare vendt problemerne rundt, så det hele er blevet endnu værre«.



Daniel Dencik, der også er filminstruktør, kommer i tanke om noget, som Thomas Vinterberg har sagt i forbindelse med ’Jagten’. Nemlig at det var en inspiration til filmen, at det går så skidt for skandinaviske mænd. Og at Vinterberg ville afprøve, hvor længe man kan slå en skandinavisk mand i hovedet, før han holder op med at opføre sig civiliseret. Er Denciks historie inspirationen til ’Jagten’?

»Nej, men en meget lignende historie. Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen har nærmet sig det emne så godt, de overhovedet har kunnet, men desværre er jeg selv en endnu stærkere ekspert i, hvordan det er at være udsat for sådan noget. Jeg tror ikke engang, min bror eller far rigtig kan forstå det«.

Hvorfor mener du, den skandinaviske mand har ladet sig tromle?

»Han har ikke gjort modstand i tide, og nu er det nærmest patetisk at gøre noget, så bliver det bare hulemandsopførsel. Jeg synes heller ikke, man skal trække linjerne så skarpt op, som de er blevet. I dem og vi, kvinder og mænd. Vi er alle sammen mennesker, og kernefamilien, hvis den overhovedet findes længere, består jo oftest af både mænd og kvinder og børn«.

Men hvor længe kernefamilien holder, sætter Dencik også under debat i ’Anden person ental’, hvor han citerer den canadiske professor i antropologi Lionel Tiger for at sige, at hvor der før var mor, børn og far, er der nu kvinde, børn og bureaukrati.

I bogen leger det desperate Jeg med tanken om væbnet modstand, om hvordan han vil løbe ind på Bromma Stadsdelsförvaltning væbnet til tænderne og meje disse mennesker ned. »På en måde er det jo, hvad myndighederne lægger op til: at tvinge mig til handlinger, der ikke er mig«. Kunst på egen ulykke


Selv vælger Daniel Dencik pennen frem for sværdet og skriver: »Fordi jeg ikke har andre muligheder tilbage; det er min måde at fortælle på, at der findes en anden version af virkeligheden end den, som den svenske stat har valgt«.

Tidligere anstrengte han sig for at være og skrive på en bestemt måde.

LÆS OGSÅ

»Det gør jeg ikke længere, nu er jeg bare mig selv. Også i det her interview, eller hvis jeg er i tv. Jeg er kommet til et sted i mit liv, hvor jeg ikke kan pynte det mindste på sandheden længere. Jeg har ikke andre muligheder end at være hudløst ærlig i det offentlige rum, det er min sidste udvej«.

Men hvordan er det at lave kunst på sin egen ulykke.



»Jeg ville ønske, at jeg kunne arbejde med noget, som ikke altid handler om mig, men med ’Via katastroferne’ fandt jeg ud af , at det er det, jeg er god til. Hvis alt er på spil, hvis jeg blotter mig fuldstændig, bliver det også taget imod på en anden måde, så har det større værdi for læserne, tror jeg. Jeg kan se på mine første bøger, at de er enormt pæne, at jeg passer på. Det duer ikke«.

Kritik af et land

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I langdigtet ’Via katastroferne’, som var indstillet til Politikens Litteraturpris i 2012, går det 40-årige danskjødiske Jeg fra Valby i seng med sin datters 14-årige veninde. Har forfatteren efterfølgende tænkt over, om det var smart at skrive? »De to bøger er meget forskellige; det er vigtigt, at hovedkarakteren fra ’Via katastroferne’ ikke bliver sammenlignet med Alexander. Det er farligt at lave den kobling, ikke bare for mig, men også for læserne, for det er ikke sådan. Jeg har jo det sprog, jeg har, men karaktererne er som nat og dag«, siger han. LÆS OGSÅ



Romanens omslag illustreret af den danske kunstner Tal R forestiller en flaskepost, fordi bogen er en kærlighedserklæring på vej til forfatterens børn. Samtidig er den som sagt en skrap kritik af Sverige. Hvordan tror han, bogen vil blive modtager derovre?

»Det er klart, at når det er et indlæg imod et helt land, samt deres tidligere justitsminister, er det asking for trouble. Men det er efterhånden min strategi at lave noget larm, jeg kæmper og kæmper for mine børn, men jeg er blevet udmanøvreret af den bureaukratiske mur. Bogen er min måde at vise på, at der er en anden historie end den, Sverige har bestemt sig for«.

På væggen bag Daniel Dencik hænger et verdenskort og en racercykel, og på bordet ligger en udgave af 'Robinson Crusoe'. Han rejser meget, cykler meget og har til tider overvejet livet på en øde ø. I overført betydning bor han allerede på en, hvorfra han sender en litterær flaskepost til to børn i Sverige.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden