I dag befinder Lars Kjædegaard sig på solsiden. Læserne elsker hans krimier om Anita Hvid og Thor Belling. Ikke bare på tryk, men også som digitale udgivelser og lydbøger. Samtidig var han den første danske forfatter, der skrev en føljeton til lydbogstjensten Storytel.
Han skriver bøger, hvor omdrejningspunktet aldrig er lig, der er sømmet fast i loftet. Han springer også over seriemordere, der placerer deres ofre som blafrende engle i skovens træer. Oftest handler bøgerne om almindelige mennesker, der er havnet i ualmindelige situationer.


























