I udgangspunktet ville Leif Davidsen slet ikke være journalist. Hans første drøm var at blive forfatter, ja, ikke bare det. Han skrev digte. Samtidig var han dog godt klar over, at chancen for at kunne leve af at være digter eller romanforfatter for den sags skyld var minimal.

Skrevet blev der imidlertid allerede fra folkeskolens sidste klasser. Ikke kun digte, men også noget, der mindede om udviklingsromaner i stil med Rifbjergs ’Den kroniske uskyld’.