Holocaustbenægtere. Smag på ordet og tænk lidt over det. Det lyder sælsomt. Hvordan kan man benægte noget, som virkelig er sket? For uanset hvad man mener om Trediveårskrigen, Titanics undergang eller Danmarks nederlag til England i fodbold, nytter det jo ikke noget at stikke hovedet i busken og benægte det. Sådan tænker de fleste snusfornuftige danskere formentlig, men det skal man passe på med. I al fald når det gælder netop holocaust, som en større gruppe mere eller mindre reelle historikere systematisk forsøger at benægte eller forklejne. »Alle de overlevende - ofre og bødler - er ved at være døde, så det er virkelig kampen om fortællingen, der er gået ind. Og det er der, hvor de kvikke af holocaustbenægterne sætter ind og siger, »jamen, lad os nu høre den anden side, lad os nu høre dem, der mener, det ikke var så slemt endda«, siger kultursociologen Jacques Blum. Det er netop for at imødegå den udvikling, hvor begge synspunkter er lige gode, og der skabes tvivl om holocaust og dets omfang, at han sammen med ph.d.-studerende Eva Bøggild har udgivet bogen 'Løgnens veje' om holocaustbenægtelse i Danmark og udlandet. PROBLEM I DANMARK Og selv om de fleste måske mener, at det ikke er noget større problem i Danmark, ser Blum anderledes på det. »Folks viden er ofte utrolig tynd. De fleste har hørt om Auschwitz, men hvad der egentlig foregik er rigtigt mange i tvivl om«, siger Jacques Blum. »Og selvom man kunne sige, at holocaustbenægtelsen har bedst kår i lande, hvor der er mest at fortrænge, tror jeg i virkeligheden, at det er omvendt. Det er i lande som Danmark og Sverige, der ikke blev særligt berørt af holocaust, at man er mere tilbøjelige til at godtage smart formulerede kritiske bemærkninger om, hvad der skete«. »Sagt lidt groft: Når du ikke har nogen bedstemor, der sidder i hjørnet med nummer på armen, er det ganske enkelt lettere at bilde sig ind, at det nok ikke var så slemt«. Og at problemet - eller rettere benægtelsen - findes i Danmark, trækker Eva Bøggild med det samme et bevis op af tasken på. En løbeseddel, der blev uddelt ugen før i Hillerød, hvor en kunstnerisk opsat række hagekors omkranser en Davidsstjerne med et par SS-tegn indeni. Nedenunder illustrationen står der, at »Israelerne gør det samme mod palæstinenserne, som jøderne påstod, at Hitler gjorde mod dem før og under Anden Verdenskrig«. Men selv om problemet måske findes i visse mindre kredse, er det så ikke farligt at udgive en hel bog om det? Risikerer man ikke at bære ved til bålet? »Det er et spørgsmål, vi kommer kort ind på i starten af bogen. For der er da bestemt folk, der mener, at fladjordsteoretikerne eller holocaustbenægterne ikke skal få lov at bestemme dagsordenen«, siger Blum. »Men jeg tror ikke på at tie noget ihjel. Det er aldrig lykkedes, det har hver gang vist sig at være en dårlig ide, det er meget bedre at være problemorienteret og tage debatten, når den kommer«. »Og det gør den, uanset om man skriver bøger om det eller ej«, nikker Bøggild. »Tag Lipstadts bog fra for ti år siden ('Denying the Holocaust - The Growing Assault on Truth and Memory' af Deborah E. Lipstadt, red.). I forordet skriver hun, at da hun begyndte at skrive bogen, henvendte folk sig for at høre, hvorfor hun beskæftigede sig med et så inferiørt problem. Men et par år senere, da hun var ved at være færdig, henvendte folk sig og spurgte, om hun ikke snart var færdig, fordi problemet i mellemtiden var blevet så stort. Jeg håber, at vi er ude i god tid«, siger hun. Blum deler ikke Bøggilds optimisme. »Jeg synes, at bogen kommer, så vi lige når at få røven med. Det mest mærkelige er, at den ikke er skrevet før«. OPLYSNING ER VEJEN FREM Og at det primære formål med bogen ikke er forskning, men at oplyse de grupper, der intet ved om holocaust, lægger forfatterne ikke skjul på. »Målet har været at lave en ædrueligt dokumenteret introduktion om fænomenet holocaustbenægtelse til folk, der ikke ved et klap om det. En slags moralsk-pædagogisk pegefinger til danskerne om, at de skal til at vågne lidt op og se, hvad der er ved at ske«, siger Blum. Så der er ikke noget nyt i bogen? »Rolig nu. For det først er den jo altså på dansk. Det er nyt. Så er der interviewet med Hilde Schramm (Albert Speers datter, red.), det er ikke lavet før. Så noget nyt er der, men formålet har som sagt ikke været at lave ny teori«, siger Blum. »Der er også kapitlet om den arabiske holocaustbenægtelse, det er der ikke ret mange andre, der har skrevet om«, supplerer Eva Bøggild. »Men det primære er den danske vinkel, det er også derfor, man ikke lige så godt kunne have taget en amerikansk bog og oversat i stedet for«. Man siger tit, at vi lever i en historieløs tid, og mange ved nok trods alt mere om holocaust end om så mange andre historiske begivenheder. Kan man ikke bruge for megen energi på det? »Nej. Holocaust er det utænkelige, der skete«, siger Jacques Blum. »Det er ikke for at lyde som Hannah Arendt, men vi er derovre. At et samfund kan have som ambition at udrydde en etnisk gruppe i hele verden. Og det, som mange glemmer, er, at når det gælder Europas jøder, så lykkedes det for Hitler eller nazisterne. Man siger altid, at der stadig er jøder i Europa, og det er sgu meget godt, men virkeligheden er, at seks ud af syv af alle Europas jøder enten flygtede til USA eller omkom. Så det var det utænkelige projekt, og det lykkedes«. Og netop derfor er holocaust efter Blums mening et helt afgørende skel. »Det er et knæk i det kulturelle Europas liv, hvor der virkelig er et 'før' og et 'efter' - og det er meget, meget sjældent. Og det er sgu bydende nødvendigt, at vi kender den historie, at vi ved, hvor svagt demokratiet er, og hvor meget det skal forsvares. Holocaust er et skrækeksempel, som viser, at man med meget dårligere teknik end i dag flyttede 70 millioner mennesker og aflivede mere end den samlede danske befolkning som dyr. Så der er nok at lære«.