PR-foto: Peder

PR-foto: Peder

Interview

Som at have fået syet en legoklods ind i brystet

Tv-værten Sara Bro fik konstateret brystkræft i en alder af 27 år og modtog et større antal pjecer rettet mod midaldrende. Nu udgiver hun den dokumentarbog, som hun selv savnede; om narkosenedture, kemokvalme og om glæden ved at få en Jennifer Lopez-paryk. For forfængelighed er også et spørgsmål om værdighed.

Interview

Det er lørdag formiddag i december, året er 2001. Sara Bro vælter ud af en taxa og vakler hen og brækker sig op ad Filmskolen på Holmen. Hun har smidt alt på jorden på vej ud af bilen, undtagen en cola, som hun forsøger at drikke af indimellem. Brækket er lysegrønt af galde.

»Det var egentlig ikke, fordi det var så forfærdeligt at brække sig ude foran Filmskolen. Det var mere det dér med, at der kom en person gående forbi, i øvrigt filminstruktøren Christina Rosendahl. Jeg stod med issen mod muren, bukket forover i en ret vinkel og drejede langsomt ansigtet og tænkte: Bare hun ikke også skal på det samme kursus som mig. Det skulle hun selvfølgelig«.

Sara Bro havde været til julefrokost på sin tidligere arbejdsplads TV Zulu aftenen før og troede, hun havde tømmermænd. Og at hun var ved at blive gammel. Hun havde kun drukket fem drinks og var gået hjem klokken tre, for hun ville være frisk til kurset i skuespilteknik:

»Jeg tænkte: Det lakker mod enden, men jeg er jo også 27. Jeg kan ikke tåle så meget som før. I det foregående halve år havde jeg vænnet mig til at vågne kl. seks, når jeg havde været til fest, og få det overstået. Eller at stå op og tage tøj på som normalt - og bare brække mig før eller efter«.

Bræk i P3
En af »bræksituationerne«, som Sara Bro kalder dem, findes i DR's båndarkiver. Optagelser fra hendes toilet i lejligheden på Vesterbro blev optaget og sendt i P3, da ungdomsprogrammet 'De professionelle' med vanligt ungdommeligt humør behandlede temaet tømmermænd. Sara Bro var en af værterne:

»Det er jo altid godt med noget action, når man laver radio«, siger hun i et muntert tonefald og beretter, hvordan optagelsen foregik:

Holdet fra radioprogrammet var gået i byen, Sara Bro var faldet i søvn på en bar og var gået hjem i seng. Da klokken slog fem, blev hun vækket af, at det ringede på døren, og kollegerne trådte ind i lejligheden med en båndoptager under armen.

»Jeg havde sagt, hvornår de skulle dukke op. Og så begyndte jeg - ganske rigtigt - at brække mig«.

Hun holder en kort pause, rømmer sig en anelse, før hun fortsætter:

»Jeg forbandt det slet ikke med knuden i brystet«.

Sara Bro havde ikke tømmermænd. Hun havde kræft. Og hendes krop kunne derfor ikke tåle alkohol.

Som et påskeæg
'Sara Bros dagbog' er en dokumentarisk skildring af en hverdag med kræft. I dagbogsform, interview og en lang række fotos går bogen tæt på sygdomsforløbet.

Vi følger narkosenedturene. Kemokvalmen. Hårtabet. Og til sidst strålebehandlingen, hvor layoutet i bogen bogstavelig talt går i sort; Sara Bro sidder hver dag i et venteværelse sammen med andre skaldede mennesker og kæmper med livsviljen.

Men det er ikke kun en tragedie, en trist bog om dødsangst. Sara Bro udfolder samtidig en parallelhistorie, der kan virke provokerende i dens krav om, at skønheden, latteren, sexlivet og festen ikke hører op, bare fordi kræftdiagnosen stilles.

Bogen begynder med beretningen om den sorgløse sommernat, et halvt år før julefrokosten og brækhistorierne, da Sara Bro og hendes kæreste ligger i sengen efter at have haft sex, og han opdager en knude i hendes højre bryst:

»Det var, ligesom jeg havde fået en legoklods syet ind i brystet. Eller et påskeæg«, siger hun og nikker til skålen med marcipanæg, der stå imellem os på hendes spisebord i lejligheden på Vesterbro.

Gik rundt i en døs
Knuden blev opereret ud, og i alt 300 gram tumor og brystvæv blev fjernet fra højrebrystet.

»Men jeg fik det indtryk, at det bare var ligesom at få fjernet en fodvorte. Der var ikke noget at være bange for, sagde lægerne. Ren rutine!«.

Tirsdagen efter julefrokosten og kurset i skuespilteknik på Filmskolen sad Sara Bro over for en læge på Rigshospitalet, som sagde: »Vi har undersøgt knuden, og vi har desværre fundet cancer i den«. Hun fik et chok. Bagefter tog hun i Ikea med sin kæreste og købte de sidste julegaver.

»Jeg kan ikke rigtig huske resten af samtalen med lægen. Idet han siger 'cancer', forsvinder alt. Det er, ligesom der blæser en kraftig vind ind i ansigtet på mig. Jeg går rundt i en døs derefter og kan ikke huske noget. Jo, jeg kan huske, at jeg købte en meget mærkelig lampe til min mor i Ikea, som hun faktisk blev meget glad for«.

Pjecer for midaldrende
Brystkræft er den mest almindelige kræfttype blandt kvinder i Danmark. Ca. 3.776 får hvert år konstateret sygdommen - oftest i forbindelse med overgangsalderen. Sara Bro er derimod én ud af de kun ca. ti kvinder under 30 år, der årligt får konstateret sygdommen.

På Rigshospitalet fik hun automatisk et hav af pjecer, der var rettet mod kvinder på hendes mors alder. Hun henter en plastikpose spækket med papirer frem fra et hjørne i stuen og trækker nogle stykker op. De indeholder kølig statistik og fotografier af midaldrende mennesker, der kigger frem fra forsiden med alvorlige øjne:

»Der var en pjece, der var så uhyggelig, at jeg smed den i skraldespanden, efter at jeg havde læst halvdelen. Den indeholdt tegninger af kræftceller og fortalte, at man i op til 20 år, inden man udvikler sin knude, kan have haft kræft. Jeg ville så have haft kræft, fra jeg var syv«.

Det var den sidste pjece, Sara Bro læste. Hendes eget projekt er et modsvar til de generelle ytringer og består i stedet af personlige og detaljerede beretninger.

»Jeg har lavet en bog, som jeg ville ønske fandtes, da jeg blev syg. Jeg tror, at jeg havde fået mere ud af at læse om en person, der sagde: »Jeg fik fodsvamp, lugtede dårligt, havde medicinsmag i munden. Sådan havde jeg det«. Så kan man jo selv lave sine regnestykker ud fra det«.

Hvordan har du det med at lægge dit privatliv til skue?

»Er du sindssyg, jeg har ikke noget specielt behov for, at folk ser mig sådan. Men jeg har taget en beslutning om, at alt skal med. Hvis de ubehagelige ting var fjernet, kunne jeg jo lige så godt have skrevet en pjece. Og dem er der jo nok af i forvejen«.

Klædt på til kemoterapi
Sara Bro gør ikke ligefrem misbrug af ordene 'død' eller 'depression'. De rumsterer selvfølgelig et sted i baggrunden, men det har ikke fået lov at bemægtige sig pladsen i forgrunden. Når man spørger direkte, svarer hun:

»At have kræft og vide, at man kan dø af det, er jo større, abstrakte ting, som man jo slet ikke kan forholde sig til. Mens jeg skrev, forsøgte jeg i stedet at holde fast i de konkrete ting, der foregik i mit liv. Det er nok noget med, at livet jo går videre. Man holder jo ikke op med at gå ud og tisse«.

Sara Bro drejer i stedet sit fokus til forfængelighed - et emne, der måske overfladisk betragtet virker som en unødvendig luksus, når man lider af en alvorlig sygdom.

Men forfængeligheden optræder i bogen som en slags eksistentielt modsvar til kemoterapien og dens bivirkninger: Slaget kommer til at stå mellem en krop, der ter sig som en 'fremmed maskine', og en personlighed, der nægter at underlægge sig og går til kamp bevæbnet med kunstige negle, kjoler, kindrødt.

Når Sara Bro i sin bog træder ud ad sin hoveddør og bevæger sig i retning af Rigshospitalet, går hun rank af sted og klædt på, som når vi andre går til fest.

»Jeg er iklædt højhælede sko, smykker, makeup og nye håndtasker. Men jeg tror, jeg ville have haft en dårligere oplevelse, hvis jeg bare havde siddet i venteværelset, helt skaldet iført joggingtøj og havde givet op«.

At føle sig som kvinde
Forfængeligheden er midlet, mens værdighed er målet; det handler om at føle sig som menneske, selv om man har en lammet venstre arm, der opfører sig som en »fisefornem hund, der ikke kan noget«.

Om at føle sig som en person i sluttyverne, når man står i baren på Vega med fodsvamp, øjenkatar og udtørrede næsefløje. Om at føle sig som en kvinde, når man ligger i dobbeltsengen med sin kæreste, og man ligner »noget uhyggeligt alienagtigt«, som Sara Bro beskriver sig selv. Hun mister al håret to uger efter sin første kemoterapi:

»Det var jo ikke lige pludselig, sådan bang! Men på fjortendedagen kunne jeg trække store totter ud og høre den dér ploplyd«, siger hun og sammenligner fornemmelsen med, når man løfter den lille uspiselige hårtop inde i en artiskok for at nå ned til bunden.

Men historien om hårtabet er ikke en tragedie. Nuancerne må med. For selv om Sara Bro er klar over, at det for nogle måske vil lyde grotesk, holder hun fast i sin oprigtige glæde ved pludselig at eje en Jennifer Lopez-paryk:

»Det var fantastisk! Inden jeg fik parykken, forestillede jeg mig, at de parykker, man fik af Rigshospitalet, var nogle, som andre kræftpatienter havde haft. Lidt ligesom ovre på fritidshjemmet, hvor man havde en udklædningskasse med gamle parykker. Jeg var nervøs for, at man ville sige: »Desværre, vi har altså kun sorthårede krøllede parykker tilbage««.

»Så jeg var superpositiv over den parykforretning, Rigshospitalet henviste mig til. Jeg fik lov til at prøve over 20 parykker, og det var slet ikke sådan nogle, der lignede noget fra Karnevalet '84. De var sgu ret seje, og det var en meget feminin frisure, jeg fik. Når jeg ser billeder af mig selv fra den periode, så tænker jeg: Måske man liiige skulle overveje at tage den på til fest en dag«.

En alvorsrynke senere
Sara Bro er nu helbredt. Og når man sidder foran hende, er det svært at forstå, at hun er den person, som kun kunne overskue at lave den samme ret til frokost og aftensmad, mens hun fik strålebehandling: en bøf med tomatsalat. At hun ikke kunne rydde op, men højst flytte én ting fra et rum til det næste - og stille tingen fra sig igen.

At hun er den samme person, som på billederne sidder afvæbnet i en hospitalsseng med slanger i armene. Hendes tætte blonde krøller danser nu på hendes hoved over de blåmalede øjenlåg, hun har været på tv-optagelse i dag, og hun kan igen passe sine yndlingsbukser. Også alvorsrynken, som pludselig løb hen over Sara Bros pande, da hun var blevet rask, er forsvundet igen.

»Jeg var bange for, at jeg aldrig mere kunne lave noget, der var sjovt. Jeg tænkte: Tænk, hvis jeg fra nu af skal være pivvoksen, og det er slut med at spille Playstation. Tænk hvis jeg bliver sådan en knastør journalist, der kun kan lave TV-avisen fra nu af. Der var ligesom ikke så meget at grine ad«.

Har det ændret sig siden?

»Ja, jeg synes, at det, jeg laver nu, 'Modepatruljen' på Zulu, er sjovt«, svarer hun og beretter om den første dag, hun mødte på sit nye arbejde.

Sara Bros kolleger anede intet om hendes sygdom, og da hun fortalte om den, syntes hendes egen historie nærmest at klinge falsk i hendes egne ører:

»Det virkede jo som en absurd løgnehistorie, som jeg havde fundet på for at få opmærksomhed«, siger hun.

Er du bange for, at folk tror det?

»Nej, jeg har beviser!«, ler hun og hentyder måske til journalen på Rigshospitalet, der er lovlig tyk for en 29-årig. Måske til bogen med de mange billeder. Eller måske til arret på højrebrystet, kroppens eget vidnesbyrd.

»Når jeg står nede i SuperBrugsen og kigger ned i kølemontren på et stykke kød på 300 gram, tænker jeg: Er det virkelig så meget, de har fjernet?«, siger hun.

Efter nogle sekunders pause tilføjer hun:

»Det er mærkeligt. Men jeg har jo ikke et hulrum inde i brystet«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden