35-årige Steen Langstrup har aldrig været bange for at gå sine egne veje. Han blæser på, om hans bøger falder ind under en eller anden kendt romangenre, og for godt et år siden var han også fuldstændig ligeglad med, at mange rystede på hovedet, da han valgte at forlade Gyldendal for i stedet at udgive sine egne bøger. I dag er han lykkelig for, at han valgte at udgive thrilleren 'Stikker' på sit eget forlag, 2 Feet Entertainment. »Da de beskar biblioteksafgiften, mistede jeg 20.000 kroner, og dem var jeg nødt til at finde for at kunne fortsætte som forfatter. Nu viser det sig, at jeg ikke alene har tjent flere penge, end jeg gjorde hos Gyldendal. Jeg har også solgt flere bøger, og 'Stikker' er blevet solgt til oversættelse i tre lande«, fortæller Steen Langstrup hjemme i privaten på Frederiksberg, hvor han i arbejdsværelset er forfatter om formiddagen og forlægger om eftermiddagen. Tjener som en sygeplejerske Steen Langstrup siger, at han i dag har tjent fire gange mere i royalty på 'Stikker', end han ville have fået hos Gyldendal. Bogen er solgt i omkring 1.000 eksemplarer, og det ville med en typisk normalkontrakt give forfatteren omkring 30.000 kroner. Nu er resultatet over 100.000 kroner. »Hvis jeg kan sælge 3-4.000 eksemplarer af en bog i originaludgave, kan jeg tjene det, der svarer til en sygeplejerskeløn. Selvfølgelig er det en satsning at starte eget forlag, og det er da en temperamentssag, om man har lyst til at gøre det hele selv«. »Jeg er ikke selv den store fan af Lars von Trier, men jeg kan fandeme godt lide hans ideer. Da han besluttede sig for at lave en film, hvor kulisserne kun bestod af kridtstreger på gulvet, er jeg sikker på, at mange sagde: »Lars, det er en rigtig dårlig idé, du har fået dér«. Men han fulgte sin idé«, siger Steen Langstrup. Sover roligt Han har tidligere udgivet otte bøger på forlagene Høst & Søn og på Gyldendal, og han vil ikke anbefale debutanter at kaste sig ud i eget forlag. Og måske skal man også være en Langstrup for at gøre det. En mand, der allerhelst vil være med til at bestemme det hele. Fra forside til bagsidetekst til skrifttype, kapitelinddelinger, salgsarbejde, udlandskontakter. Alt. »Tidligere fik jeg grå hår i skægget, når jeg så, at der ikke blev taget hånd om det, der burde tages hånd om. I dag kan jeg sove roligt, fordi jeg ved, at alt, hvad der kan gøres for min bog, også er blevet gjort«, siger han. Steen Langstrup fik udgivet sin første roman som 23-årig, og han har gennem hele sin forfatterkarriere følt, at forlagene - sådan helt generelt - søgte at styre forfatterne og deres historier ind i nogle forudsigelige skabeloner for historier. Og han har også ment, at forlagsredaktørerne generelt har alt for travlt til at følge bøgerne til dørs. »Jeg vidste, at jeg kunne sælge mine egne bøger bedre til udlandet, end de etablerede forlag kunne. Fra dengang, jeg forsøgte at etablere mig som tegneserietegner, vidste jeg, at bare man bliver ved længe nok, skal man nok få sine ting solgt«, siger han. Vil bestemme Som forfatter mener han, der bliver indgået alt for mange kompromiser på de etablerede forlag. Redaktøren skal helst også føle, at han eller hun har haft indflydelse på bogen for at arbejde helhjertet for bogen internt på forlaget, og i den proces kan det nemt blive forfatteren, der må sluge en kamel eller to. »Jeg ved godt, at nogen synes, at det er et håndværk at skrive thrillere eller gysere, men jeg ser mig som kunstner, og derfor vil jeg også være med til at bestemme alt. Da jeg udgav en af mine bøger, tegnede jeg selv små tændstikker, som skulle indlede hvert kapitel. Selv sådan en lille ting skulle op på et redaktionsmøde«. »Selvfølgelig kan det være svært at være sin egen redaktør, men det har jeg kompenseret for ved at nedsætte et læserpanel, der giver mig respons. Til 'Stikker' var det fem personer. Det udvider jeg i min kommende bog til otte personer, og det har da sin virkning, hvis flere af læserne peger på noget af det samme i historien, men hvis jeg er uenig med læserpanelet, gør jeg, som jeg selv vil«, siger Steen Langstrup. Hans kommende bog, der har arbejdstitlen 'Måne, måne', bliver hans foreløbig største. 420 sider. Og den skal udkomme til efteråret. På hans eget forlag, naturligvis. Med tiden håber han, at 2 Feet Entertainment bliver et 'rigtigt' forlag, der også udgiver andres bøger. Men han tager sig god tid. »Hvis jeg udgiver 10 bøger, kunne jeg hurtigt tabe flere penge, end jeg har råd til«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























