Forbrydelsens vidne

Lyt til artiklen

Han siger, Saddam Hussein er en psykopat. Han tjente som livlæge for psykopaten i tyve år. Men psykopat? Ala Bashir, livlægen: »Saddam Hussein opførte sig ved sine år ved magten aldeles uforudsigeligt - grusomt og aggressivt, selv når han ikke behøvede det«. »En meget uheldig karakter for en mand, der havde absolut magt«. Koldsindigt vidnesbyrd Nu kommer Bashirs bog, et koldsindigt vidnesbyrd om tyve modbydelige år. Bashir er doktoren, som den irakiske diktator og hans slægtninge kunne hidkalde på alle døgnets tidspunkter. Måske var det hans held, at han aldrig skulle give Saddam Hussein en dårlig prognose, for hvis noget råber ud af livlægens optegnelser, er det, at diktatoren ikke tålte dårlige nyheder. Plastikkirurgi Bashir er ikke moralist. Ikke politisk dissident. Måske har det reddet hans liv, at han er bedre til at lytte end til at tale. Han kunne have forladt sit land, om end diktatoren sjældent lod ham forlade Irak sammen med sin familie. Men det var slet ikke Bashirs dagsorden. For ham føjer Saddam Hussein al-Tikriti sig »naturligt ind i Iraks blodige historie«. Bashir er bare plastikkirurg og tjente som diktatorens fortrolige mediciner. Han reparerede Saddam Husseins småskrammer. Han hjalp nogle af magtens unge kvinder med at bringe mødommen i orden. Og helt frem til krigens udbrud sidste år måtte plastikkirurgen hjælpe magthavernes døtre med at omforme deres næser. Flygtede ikke Vidste de ikke, at deres land stod foran en krig? »De vidste nok, at amerikanerne var på vej med et angreb, og mange af dem havde bragt deres smukke møbler og smykker i sikkerhed. Men de kunne ikke tro, at amerikanerne ligefrem ville invadere Irak«. »Men ingen ville slås for dette regime, ikke engang i Saddams Baath-parti, dét burde de udenlandske efterretningstjenester og medier også have vidst«, siger Bashir. Selv blev han hjemme i Bagdad, også under krigen, ligesom han altid var blevet hjemme. For sit hospitals skyld, for sine studerende, for sine patienter, siger han. »Man forlader ikke sit land på grund af én mand«. Den ene mand var Saddam Hussein, Iraks hersker gennem 23 år, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Bashirs patient. Hundredtusinder døde som ofre for Saddam Husseins regime, andre flygtede fra Irak. Ikke Ala Bashir. I en anden verden I virkeligheden bryder Bashir sig stadig ikke om at bryde lægeløftet. Det generer livlægen, at arabiske aviser har kritiseret ham for at fortælle om de nye næser helt op under krigsudbruddet sidste forår. »Jeg nævner det kun som vidnesbyrd om, at Saddam og hans nærmeste befandt sig i en helt anden verden, da Irak var ved at bryde sammen omkring dem«. Irakerne så det selv komme, også Bashir, og også en usædvanlig general blandt hans patienter, som ikke generede sig for at vise sit raseri, skønt det kunne være livsfarligt at udtale sig kritisk til en fremmed i frygtens republik, hvor Saddam Hussein havde øjne og ører overalt. Ikke desto mindre sagde generalen - der optræder anonymt i Bashirs bog - til ham, at »ingen kommer til at slås«. Krigens tragiske efterspil Mens USA og omverdenen advarede om, at et angreb kunne udløse de frygtelige masseødelæggelsesvåben og de forfærdeligste gadekampe, følte generalen sig overbevist om, at Irak var uden forsvar. »Hvordan kan du forvente, at hæren vil slås under sådan en ledelse?«. Og livlægen så selv, at irakerne også var uden vilje til at forsvare Saddam Hussein. »De største tragedier vil komme bagefter og ikke under krigen«, sagde Bashir dengang. Så langt fik han ret. Flere er dræbt, efter at krigen formelt var indstillet, end under selv krigen. Og Bashir havde set det før, set både opløsning, plyndringer og grusom mishandling, da den irakiske republik blev til og efter gentagne militærkup. Laps og læge Ala Bashir er læge forfra og lapset kunstner bagfra. Forfra: skarp, opmærksom, lyttende. Med fine hænder, som har opereret flere af de største massemordere i Mellemøstens historie. Bagfra - domineret af den lange, hvide nakkemanke, som afslører Bashirs anden side, billedkunstneren, der fortolkede Iraks virkelighed til diktatorens store begejstring. Nogen fortolker er Bashir ikke. »Min bog handler kun om, hvad jeg har set og hørt i Irak. Ikke andet«. Livlægen foretager den kliniske undersøgelse. Læserne må selv stille diagnosen. Hans fætter Fawzi er bogens eneste optimist. Efter krigen beslutter han entusiastisk at etablere et nyt politisk parti, sekulært og socialistisk. Og Bashir kan bekræfte, at fætteren vil stille op ved Iraks første valg. Hvide løgne Selv foretrækker Bashir »at være realist«. I hele hans voksne liv har han lagt øjne og ører og konsultationstid til en led historie med skruppelløs magtanvendelse og forfærdelige ofre. »Men du kan ikke bygge demokrati på had, hævn og aggression. Det kræver anstændighed og forsonlighed, som Irak savner«. Han tror på menneskets potentiale, det siger han. Men hans lektie af et langt liv i Irak er en nagende tvivl på politikere og magthavere, det siger han også selv. »Politikere er nødt til at fortælle hvide løgne«. Han har ikke oplevet andet end korruption. Han betvivler, om politikere og magthavere også uden for Irak kan være anstændige.»Jeg beklager meget«, siger Bashir. Genopbygning af mennesker Det er en vigtig pointe for ham, at han primært var læge og hospitalsleder, og »kun indimellem måtte jeg tage over og se til Saddam Hussein og hans folk«. »Jeg følte mig altid sikker på, at han en dag ville være væk. Og de fleste i Irak havde på fornemmelsen, at det var på vej sidste år, uanset om krigen var kommet eller ej. Og ingen - ingen - havde noget imod at slippe af med Saddam Hussein«. »Tragedien var, at USA opløste hæren og politiet og Baath-partiet, selv om flertallet af soldater og betjente og myndigheder var hæderlige folk. I stedet for at få irakerne med sig, fik USA befolkningen imod sig«. Qusay, en af diktatorens voldsomme sønner, sagde i anden sammenhæng til ham, at én ting er at genopbygge et land. Men »genopbygning af ødelagte mennesker er ekstremt krævende«. Så langt vil Ala Bashir være enig med sine tidligere arbejdsgivere. Flere af dem er døde. Resten vil komme for en domstol, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Med mere. Ala Bashir har bosat sig i udlandet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her