0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Alle mennesker kommer sgu fra et sted i provinsen«

Det kan godt være, at andre menneskers liv ser interessante ud på afstand. Men dybest set er tilværelsen triviel. Også selv om man ikke lever af franskbrød med pølse og arbejder i parfumeafdelingen på færgerne mellem Rødby og Puttgarden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Jeg bryder mig ikke om at snakke om mig selv. Selv om jeg godt kan lide det«, siger forfatter Helle Helle. Foto: Finn Frandsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På en måde kan vi godt tale om det.

Opvæksten i Rødby, morens Tatol-forretning, de gode karakterer, biologitimerne på ungdomsskolen og de permanentkrøller, Helle Helle forsøgte at glatte ud, når hun satte sig ind i bussen for at tage på weekend hos sin far i Nakskov.

Og så alligevel ikke.

»Nej, jeg kan ikke lide det her«, siger hun og rykker en tur mere rundt på stolen, mens halsen og brystkassen langsomt bliver farvet rød.

Blufærdighed
Selv om man lever af at fortælle historier, kan man godt være blufærdig over den, man selv bærer rundt på. I hvert fald, hvis den skal trykkes i avisen.

»Men jeg skal se, om jeg kan finde ud af det. I mange år har jeg hellere villet tale om bøgerne end om mig selv«.

»Men jo ældre jeg bliver, des mere finder jeg ud af, at tingene hænger sammen. Og at det ikke gør så meget«.

Flerstemmighed
Sådan slås de to stemmer i forfatteren Helle Helle dagen igennem i den gulkalkede idyl, der ligger og læner sig op ad skoven i udkanten af Sorø.

Da vi siger farvel ud på eftermiddagen, er det ikke rigtig til at vide, hvilken af stemmerne der har vundet.

Så det virker mest rimeligt, hvis de begge kommer til orde.

Gennemgangsrum
Helle Helle bor, som hun skriver. Enkelt og uden irrationelt stads.

Da det efter en uforberedt sightseeing i lokalområdet lykkes at finde frem til det landsted, hun deler med sin mand og deres to børn, har hun bagt boller og tændt op i brændeovnen i køkkenet.

Men der skal vi så ikke sidde. »Vi skal herind«, siger hun og svinger ind i den aflange stue, der næsten altid er i større huse og lejligheder.

Som forbinder to-tre andre rum og derfor aldrig rigtig bliver andet end et sted, man ser mulighederne i, men altid ender med bare at gå igennem.

»Men den skal altså bruges«, siger hun. Så vi prøver at beslutte os for, at det også er det bedste sted at sidde. Der er ranunkler i vasen på den hvide dug, bollerne smager godt, og Helle Helles lyse latter stiger igen og igen op i den aflange stue.

Navneforvirring
Alt er godt. Der er stadig ingen af os, der har opdaget, at hun ikke rigtig har lyst til at være med. Det finder vi først ud af, da vi lidt senere vender blikket mod Nakskov, hvor Helle Helle blev født i 1965 under navnet Helle Olsen. »Ja! Sådan var dét«, siger hun. Klar til at runde af og skifte emne. Så vi taler lidt om hendes navn.

Da Helle Olsen var tre år gammel, blev forældrene skilt. Så hed hun Helle Hansen, fordi moren tog sit pigenavn igen. Da moren giftede sig igen, kom Helle til at hedde Helle Krogh Hansen. Det holdt længe. Selv efter at moren blev skilt fra lillesøsterens far, da Helle var 10 år.

Da hun i 80'erne debuterede med en stribe digte i tidsskriftet Hvedekorn, strøg redaktøren Poul Borum navnet Hansen. Og så hed hun bare Helle Krogh. Indtil hun som 20-årig tog sin oldemors efternavn og valgte at hedde dobbelt Helle.

Når man har heddet så meget forskelligt på bare 20 år, kan man godt få lyst til at sige: Nu kan det være nok. Nu vil jeg hedde Helle Helle. »Men det var selvfølgelig også, fordi jeg ville være forfatter. Og jeg syntes, det var et smart navn«.

Det må alligevel kræve en vis selvbevidsthed at kalde sig Helle Helle?

»Ja, er du sindssyg. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg turde«.

Helle Partex
Efter skilsmissen flyttede hun fra Nakskov til Rødby med sin mor. Her drev moren i en del år en Tatol-forretning - et parfume- og sæbeudsalg.

Efter nogle år udvidede hun til en Partex-forretning med både parfume og tekstil. Og så fik Helle føjet endnu et navn til listen. Nemlig Helle Partex, som hun blev kaldt i Rødby. Men på et tidspunkt kunne forretningen ikke løbe rundt længere. Og så blev Helles mor parfumedame på færgerne.

»Ligesom de her«, siger hun og lægger en hånd på sin seneste roman 'Rødby-Puttgarden'. 174 enkle, jordnære sider om to søstre i 20'erne, der bor i Rødby og arbejder i parfumen på færgerne. Pakket ind i omslaget fra en Rive Gauche-parfume. Og sønderrost af anmelderne.

»En meget fin prosaist«. »Krystallinsk realisme helt i særklasse«. »En forfinet kvindelig udgave af den hemingwayske teknik«, lød et par af vurderingerne.

Rar og rædselsfuld landsby
Flere er vendt tilbage efter at have læst bogen og har sagt til hende, at der ikke sker et klap i den. Hvilket ifølge forfatteren er korrekt.

»Men hvor gør der det henne? Jeg forstår godt, at det ikke er det mest ophidsende, at de er parfumedamer og spiser franskbrød med pølse og går ned på Danhotel, og så er der lukket«.

»Men jeg synes også, det er underligt højrøvet at sige. For jeg forstår ikke, hvem det er, der har det anderledes. Det kan godt være, at folks liv udefra kan se enormt interessante ud. Men det er da trivielt, for fanden. Og jeg syne