»Jeg bryder mig ikke om at snakke om mig selv. Selv om jeg godt kan lide det«, siger forfatter Helle Helle.   Foto: Finn Frandsen

»Jeg bryder mig ikke om at snakke om mig selv. Selv om jeg godt kan lide det«, siger forfatter Helle Helle. Foto: Finn Frandsen

Interview

»Alle mennesker kommer sgu fra et sted i provinsen«

Det kan godt være, at andre menneskers liv ser interessante ud på afstand. Men dybest set er tilværelsen triviel. Også selv om man ikke lever af franskbrød med pølse og arbejder i parfumeafdelingen på færgerne mellem Rødby og Puttgarden.

Interview

På en måde kan vi godt tale om det.

Opvæksten i Rødby, morens Tatol-forretning, de gode karakterer, biologitimerne på ungdomsskolen og de permanentkrøller, Helle Helle forsøgte at glatte ud, når hun satte sig ind i bussen for at tage på weekend hos sin far i Nakskov.

Og så alligevel ikke.

»Nej, jeg kan ikke lide det her«, siger hun og rykker en tur mere rundt på stolen, mens halsen og brystkassen langsomt bliver farvet rød.

Blufærdighed
Selv om man lever af at fortælle historier, kan man godt være blufærdig over den, man selv bærer rundt på. I hvert fald, hvis den skal trykkes i avisen.

»Men jeg skal se, om jeg kan finde ud af det. I mange år har jeg hellere villet tale om bøgerne end om mig selv«.

»Men jo ældre jeg bliver, des mere finder jeg ud af, at tingene hænger sammen. Og at det ikke gør så meget«.

Flerstemmighed
Sådan slås de to stemmer i forfatteren Helle Helle dagen igennem i den gulkalkede idyl, der ligger og læner sig op ad skoven i udkanten af Sorø.

Da vi siger farvel ud på eftermiddagen, er det ikke rigtig til at vide, hvilken af stemmerne der har vundet.

Så det virker mest rimeligt, hvis de begge kommer til orde.

Gennemgangsrum
Helle Helle bor, som hun skriver. Enkelt og uden irrationelt stads.

Da det efter en uforberedt sightseeing i lokalområdet lykkes at finde frem til det landsted, hun deler med sin mand og deres to børn, har hun bagt boller og tændt op i brændeovnen i køkkenet.

Men der skal vi så ikke sidde. »Vi skal herind«, siger hun og svinger ind i den aflange stue, der næsten altid er i større huse og lejligheder.

Som forbinder to-tre andre rum og derfor aldrig rigtig bliver andet end et sted, man ser mulighederne i, men altid ender med bare at gå igennem.

»Men den skal altså bruges«, siger hun. Så vi prøver at beslutte os for, at det også er det bedste sted at sidde. Der er ranunkler i vasen på den hvide dug, bollerne smager godt, og Helle Helles lyse latter stiger igen og igen op i den aflange stue.

Navneforvirring
Alt er godt. Der er stadig ingen af os, der har opdaget, at hun ikke rigtig har lyst til at være med. Det finder vi først ud af, da vi lidt senere vender blikket mod Nakskov, hvor Helle Helle blev født i 1965 under navnet Helle Olsen. »Ja! Sådan var dét«, siger hun. Klar til at runde af og skifte emne. Så vi taler lidt om hendes navn.

Da Helle Olsen var tre år gammel, blev forældrene skilt. Så hed hun Helle Hansen, fordi moren tog sit pigenavn igen. Da moren giftede sig igen, kom Helle til at hedde Helle Krogh Hansen. Det holdt længe. Selv efter at moren blev skilt fra lillesøsterens far, da Helle var 10 år.

Da hun i 80'erne debuterede med en stribe digte i tidsskriftet Hvedekorn, strøg redaktøren Poul Borum navnet Hansen. Og så hed hun bare Helle Krogh. Indtil hun som 20-årig tog sin oldemors efternavn og valgte at hedde dobbelt Helle.

Når man har heddet så meget forskelligt på bare 20 år, kan man godt få lyst til at sige: Nu kan det være nok. Nu vil jeg hedde Helle Helle. »Men det var selvfølgelig også, fordi jeg ville være forfatter. Og jeg syntes, det var et smart navn«.

Det må alligevel kræve en vis selvbevidsthed at kalde sig Helle Helle?

»Ja, er du sindssyg. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg turde«.

Helle Partex
Efter skilsmissen flyttede hun fra Nakskov til Rødby med sin mor. Her drev moren i en del år en Tatol-forretning - et parfume- og sæbeudsalg.

Efter nogle år udvidede hun til en Partex-forretning med både parfume og tekstil. Og så fik Helle føjet endnu et navn til listen. Nemlig Helle Partex, som hun blev kaldt i Rødby. Men på et tidspunkt kunne forretningen ikke løbe rundt længere. Og så blev Helles mor parfumedame på færgerne.

»Ligesom de her«, siger hun og lægger en hånd på sin seneste roman 'Rødby-Puttgarden'. 174 enkle, jordnære sider om to søstre i 20'erne, der bor i Rødby og arbejder i parfumen på færgerne. Pakket ind i omslaget fra en Rive Gauche-parfume. Og sønderrost af anmelderne.

»En meget fin prosaist«. »Krystallinsk realisme helt i særklasse«. »En forfinet kvindelig udgave af den hemingwayske teknik«, lød et par af vurderingerne.

Rar og rædselsfuld landsby
Flere er vendt tilbage efter at have læst bogen og har sagt til hende, at der ikke sker et klap i den. Hvilket ifølge forfatteren er korrekt.

»Men hvor gør der det henne? Jeg forstår godt, at det ikke er det mest ophidsende, at de er parfumedamer og spiser franskbrød med pølse og går ned på Danhotel, og så er der lukket«.

»Men jeg synes også, det er underligt højrøvet at sige. For jeg forstår ikke, hvem det er, der har det anderledes. Det kan godt være, at folks liv udefra kan se enormt interessante ud. Men det er da trivielt, for fanden. Og jeg synes, der er noget meget flot i at affinde sig med det trivielle«.

Og når man er én af dem, der er flyttet væk, vokser opvækstens omgivelser i bevidstheden til et sted, man altid længes tilbage til. Og alligevel afskyr.

»I sådan et lille samfund ved alle folk, hvad man har været igennem. Det er både rart og rædselsfuldt. Man har en fælles historie med et helt lille samfund. Og det forlader aldrig én. Jeg føler mig stadig dybt knyttet til det sted«.

»Når jeg en gang imellem møder en gammel klassekammerat, er det ligesom at møde en afdød, man har elsket højt. Og hver gang bliver jeg så forbavset over, hvor lykkelig det gør mig. Jeg er faktisk misundelig på de mennesker, som stadig bor i Rødby. Over at man kan leve et liv, hvor man bliver. Fordi det kraftedeme er anstrengende at flytte sig hele tiden«.

Læge indeni
Som alle andre steder, hvor folk vokser op, var der ikke så fandens meget at give sig til i Rødby. Man kunne gå til trampolinspring. Og diskodans. Så det gjorde hun. Ellers hang hun en del på biblioteket. Og lånte bøger, der officielt var til hendes mor, når bibliotekaren spurgte. Allerede i 4. klasse var hun igennem 'Forbandede ungdom' og en milliard andre titler.

»Jeg kunne trække mig væk med en bog og nogle gange føle mig mere nærværende og tættere på verden, end når jeg faktisk var i den. Det var der, jeg for alvor mærkede, hvad litteraturen kunne. Og jeg forestillede mig altid, at jeg også selv skulle være forfatter«.

I tiårsalderen så hun i Billed-Bladet en top 10-liste over, hvilke job der gjorde kvinder interessante i mænds øjne. Forfattere lå på en klar førsteplads. Og så var sagen afgjort. Kun lejlighedsvis forstyrret af, at Helle også gik passioneret op i biologi, studerede landskabets planter og fiskede nede på molen.

»Jeg ville på en måde hellere have været læge«, siger hun og fniser. »Det har jeg egentlig fortrudt, at jeg ikke blev. Så meget, at jeg for nylig undersøgte, om jeg kunne nå det endnu. Men det er for hårdt både at have familie, nattevagter og turnusordninger«, siger hun. »Men egentlig tror jeg, at jeg kunne være blevet god til det«.

Den bedste idiot
Hver anden weekend steg Helle på bussen til Nakskov for at besøge sin far og hans familie. Undervejs sad hun og forsøgte at glatte de permanentkrøller ud, hun havde fået lavet hos frisøren i Rødby.

»Mine forældre var enormt forskellige. Min mor var alene og udfarende, mens min far levede mere traditionelt. Så jeg var meget intuitiv som barn. Sådan som man bliver, når man har to hjem, der ikke ligner hinanden overhovedet. Det er noget med altid at kunne fornemme, når nogen er uvenner eller forelskede, selv om det ikke bliver sagt«.

Helle Helle var med egne ord et meget selvstændigt barn med en stor selvtillid.

»For samtidig med, at tingene nogle gange ramlede omkring mig, var både min mor og min far gode til at fortælle mig, at jeg var dygtig og kunne alt. Hemingway sagde, at man skulle have en ulykkelig barndom for at blive en god forfatter«.

»Men jeg tror ikke, det er nok. Der er også nødt til at være nogen, der pumper ens ego op. Det er det, der gør, at det bliver godt, når man skriver. Hvis man både synes, man er den største idiot. Og samtidig bliver ved med at tro, at man er den bedste«.

'Hvor er du mærkelig'
Alle fester i Rødby begyndte med, at man sejlede sig en tur med færgen for at købe billig æblesnaps. »Det tog knap tre timer retur«, siger hun. Og går i stå.

»Altså det føles meget magtpåliggende for mig at sige, at så særligt var det heller ikke. For alle mennesker kommer sgu fra et sted i provinsen. Og det eneste, der er interessant ved mig, er de bøger, jeg skriver. Det er også derfor, jeg sidder og kører sådan rundt i stolen. Jeg bryder mig ikke om at snakke om mig selv. Selv om jeg godt kan lide det«, siger hun og griner.

Med egne ord har Helle Helle altid bare gerne villet være »ligesom de andre«. Men er alligevel hele tiden endt med at stikke lidt ud fra mængden. I Rødby fordi hun var et af de relativt få skilsmissebørn. Og i skolen fordi hun var den dygtige elev, der havde nemt ved at få lærernes opmærksomhed. Men som tit sad og holdt kæft i timerne i et forsøg på bare at falde i et med omgivelserne.

»Jeg tror faktisk, der er mange forfattere, der skriver på det dér. At man hele tiden har lyst til at sige til omverdenen: Se, jeg er ligesom jer. Og så læser folk bogen og siger: Hvor er du mærkelig. Du er slet ikke ligesom os«.

Inspiration fra universitetet
Efter gymnasiet havde Helle Helle selv en kort karriere som parfumedame på færgerne i Rødby. Hun var krystalklar over, at hun ikke kunne leve af at være forfatter. Og måtte udvide foretagendet på en eller anden måde.

Så i 1985 spadserede hun ind på litteraturvidenskab på Københavns Universitet i lyserøde skindstøvler. Og blev hurtigt langt mere optaget af kollegielivet end af studielivet.

»Men jeg gik der faktisk i to et halvt år og tog grunduddannelsen. Det gode var, at jeg fik skrevet mine første noveller, mens jeg gik der, fordi jeg blev utroligt inspireret af de værker, vi læste«.

En af novellerne sendte hun til Information. Som bragte den. »Og så begyndte jeg at sende ind til alle mulige tidsskrifter og aviser. Og fik nogle gange trykt noget«.

Skæbnesvanger sang om en sodavand
Blandt andet fik hun nogle digte i tidsskriftet Hvedekorn, der blev redigeret af Poul Borum. Og søgte så ind på Forfatterskolen, som han også bestyrede. Og blev kaldt til samtale i hans lejlighed.

»Der sad Poul Borum, Ulla Ryum og Per Aage Brandt. Og spurgte mig, hvad jeg selv læste. Pludselig kunne jeg ikke huske andre forfattere end Victoria Holt. Så det sagde jeg. For at være sjov. Og så kom jeg ikke ind. Men de sagde, at jeg nok kunne komme ind året efter«.

Noget skulle det næste år gå med. Så Helle Helle tastede annoncer ind på Den Blå Avis, arbejdede på Dyrehavsbakken, var demonstrationsdame i Brugsen, gjorde rent på Frederiksberg Hospital. Og skrev.

Ved siden af deltog hun i alle mulige konkurrencer. For eksempel én, hvor man skulle ringe ind og sige så mange sportsgrene, man kunne på et minut. Walkmen, håndklæder og kaffe føg ind ad døren. Og en skønne dag vandt hun også en konkurrence, hvor man skulle skrive en sang om sodavanden Squash. Versene blev trykt på bagsiden af Squash-etiketterne.

»På det tidspunkt havde jeg kysset min mand, Peter, til en fest. Så var der gået noget tid. Og han vidste ikke, hvor jeg var henne i verden. Så sad han en dag og drak en Squash. Da han så hev etiketten af, stod min adresse bag på. Og så skrev han et brev til mig«.

Nøgtern og cool
Det var, da Helle Helle året efter kom ind på Forfatterskolen, hun opdagede, at hun nok ikke skulle være lyriker. Godt hjulpet på vej af gæstelæreren Søren Ulrik Thomsen, der var noget forvirret over hendes skiftende brug af små og store bogstaver.

»Men det var bare, fordi jeg syntes, store a'er var pænere end små. Og at små v'er var pænere end store. Jeg anede ikke, hvad jeg gjorde. Det var bare sådan noget bræk med, at »husenes ruder er som opspilede øjne« og »træernes grene rækker ind efter hinanden««.

»Det blev sentimentalt og højtravende og patetisk. Så pludselig opdagede jeg, at når jeg kun skrev prosa, kunne jeg få alt det væk. Så var jeg meget mere nøgtern og cool«.

Grådig efter opmærksomhed
I 1993 udgav Helle Helle sin første bog, 'Eksempel på liv', og fik stort set samtidig sit første barn. Siden fik hun et treårigt stipendium fra Statens Kunstfond og flyttede til Sorø med sin familie. »Så har jeg gået her og skrevet siden. Historien er ikke længere«, siger hun. Nærmest triumferende.

Måske ud over, at hun nogle gange drømmer om at være alene i fire dage. Og bare skrive, plukke syrener og sove til middag. Og i hvert fald ikke skulle lægge sit liv på nogen journalisters blok.

»Selvfølgelig er jeg smigret over, at du sidder her hos mig og spørger, hvem jeg er. Men egentlig kunne jeg godt tænke mig bare at sidde her langt fanden i vold med min familie og skrive mine bøger og ellers ikke blive set nogen steder«.

Måske. Og måske ikke. »For jeg synes jo også, det er skønt, når min bog kommer ud. Og jeg sidder inde på Google og tæller, hvor mange henvisninger der er til den. Jeg ser det hele og læser alle anmeldelser. Og når det begynder at ebbe ud, bliver jeg grådig. Pludselig er man på. Og pludselig er man væk igen«.

Falsk beskedenhed
Hvis du skulle bagtale dig selv, hvad ville du så sige?

»Hvis det var lige nu, og jeg var gået op på toilettet, og jeg skulle sige noget om mig imens, så ville jeg sige: Så sidder hun der og siger, at hun ikke kan lide at være på. Og alligevel bestiller hun ikke andet«.

»Og så ville jeg sige, at det var noget pjat, alt det jeg har siddet og sagt«.

Hun smiler. »Hvad ville du sige?«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce