Køteren springer op og bider fast i min arm. En kold smerte lyner gennem min krop og får det til at sortne for mine øjne. Jeg falder ned på knæ. Chokket er lige så stort som smerten. Med tænderne låst fast i min underarm begynder schæferen at trække manisk. Rykvis river den sit hoved tilbage, mens fråde skummer ud af dens kæft. Mit ærme er gennemhullet og allerede mørkt af blod. Jeg skriger. Insiderviden Scenen er taget fra Peter Grønlund debutroman 'SUB-LAND' og beskriver den 19-årige graffitimaler Kims kamp for at slippe væk fra en DSB-vagthund. Episoden er fiktiv, men ikke desto mindre realistisk. Gennem de seneste 20 år har bogens 35-årige forfatter selv været involveret i det danske graffitimiljø, og inspiration til historien har han hentet fra sine egne og venner og bekendtes oplevelser i subkulturen. Rus og sus I 'SUB-LAND' skildrer Peter Grønlund to unge graffitimalere, Kim og Per, alias ACE og ECHO, på deres færd gennem i graffitimiljøet og gennem livet generelt. Han skriver om det sus, de oplever ved at male en hel togvogn på tyve minutter midt om natten, inden DSB-vagten tager sin næste runde. Om triumfen når det samme tog ruller ind på Høje Taastrup Station tidligt næste morgen med store, skinnende sølvbogstaver på siden og om at battle på togvognene med graffitimalerne i 'The Lost Boys Crew' gennem flere år uden nogensinde at være stødt på dem. Tags og pieces Bogen er sprængfyldt med graffiti-terminologi, som 'tags', 'pieces', 'whiteline', 'fatcap', og 'window down', og slang, som når de to hovedpersoner får 'psyko noia' på, da de bliver jagtet af 'Securihans'. Desuden beskriver Peter Grønlund med let ironi det venstre-radikale miljø, da Kim og Per er taget til Berlin og opholder sig i et besat hus i Prenzlauer Berg, hvor der ud over graffiti og street-art diskuteres nazisme, forbrugersamfund og dødsstraf i Iran. Forfatteren lader også punkinspirationen skinne igennem ved at hive referencer til idolet Nick Cave ind hist og her. For eksempel er den stumme Euchrid Euchrow, hovedpersonen fra Nick Caves bog 'And The Ass Saw The Angel' på gæstevisit i det besatte hus. Unik kunstform Ud over at være den første skønlitterære beskrivelse af en subkultur, som har eksisteret i Danmark siden 1984, er bogen en hyldest til graffitimiljøet, ungdommen, drivet og de utilpassede, forklarer Peter Grønlund: »Graffitimalerne er nutidens boheme-kunstnere, der går ud og ofrer deres penge på at købe maling og ofrer en masse tid og energi på at male«. »Det eneste de rent fysisk får ud af det, hvis det er ulovlig graffiti, er et foto til deres eget arkiv, og så får de selvfølgelig oplevelsen, som er meget vigtig. Og det er blandt andet den, jeg har prøvet at beskrive i bogen«, fortæller han Oplevelsen beskriver han, som det adrenalinsus man får, fordi man som graffitimaler er klar over, at man risikerer at blive taget af politiet eller bidt af DSB-vagtens store køter. Men det, der kommer ud af suset er mindst lige så vigtigt. »Det er også kunst. Man gør det fordi, man ikke kan lade være, fordi man har noget, der vil ud«, understreger forfatteren og forklarer, at kombinationen af spænding og kreativitet resulterer i et eksplosivt udtryk, som efter hans mening gør graffitikunsten helt unik. Men ikke nødvendigvis anerkendt. Negativt mediebillede Da graffitien dukkede op i Danmark i midten af 80'erne, blev den positivt modtaget. Oprøret kom som en lettelse efter en periode med dødvande. Men i starten af 1990'erne begyndte det at gå den anden vej, og mediebilledet blev ekstremt negativt. Graffitien blev enten ignoreret eller udelukkende beskrevet i negative vendinger, som når en graffitimaler blev taget på fersk gerning og mødt med et kæmpestort erstatningskrav. »Alle, der ikke virkelig brændte for det, de faldt fra igen«, fortæller Peter Grønlund. Selv blev han ved. I dag bor forfatteren i Vanløse sammen med sin kæreste og deres to små børn og tager ikke længere aktivt del i miljøet. Han nøjes med at studere det på nært hold og har stadig venner i miljøet, som han drøfter og betragter graffitien sammen med. Dæmonisering De senere år har han oplevet en stor opblomstring inden for kulturen. Der bliver igen skrevet positivt om graffitien, ligesom graffiti- og hiphopkulturen smitter af på reklamer og musikvideoer. Men ifølge forfatteren er der stadig megen negativitet forbundet med den alternative kunstform, som når medierne for eksempel konsekvent kæder ordet 'hærværk' sammen med graffiti. »For mig at se, er de fleste graffitimalere nogle totalt aktive og engagerede mennesker, der gennem kunsten kanaliserer deres energi, vrede og glæde ud. Selvfølgelig er der nogle, der er mindre konstruktive - det kan man ikke komme uden om«. »Og jeg kan bestemt godt forstå, at folk ikke vil have et stort 'tag' på deres hus, når de lige har renoveret det. Men jeg synes, det er påfaldende, at graffitimalere i den grad bliver dæmoniseret«, siger han. Men de bryder jo loven og koster skatteyderne penge?

»Jo, men sådan er det med oprør, det koster noget et eller andet sted - nogen må blive irriteret over det. Men hvis man skal gradbøje kriminalitet, mener jeg ikke helt forbrydelsen står mål med straffen og den nultolerance, der er over for graffitimalere«, siger Peter Grønlund. Moralen vendt på hovedet Det er også grunden til, at forfatteren i bogen bevidst har vendt værdier og moralopfattelse på hovedet, sådan at de to hovedpersoner, der åbenlyst bryder loven, kommer til at fremstå som de mest velopdragne på deres færd. »Jeg prøver at spille på fordommen om, hvad det er for nogle typer, der maler, og hvilke typer, der er DSB-vagtmænd«. »De to graffitimalere er som så mange andre unge. Skolen og forældrene fylder ikke særlig meget i bevidstheden, men selv om de bryder loven, opfører de sig egentlig meget godt over for andre mennesker. I stedet er det dem, som faktisk overholder loven, der viser sig at være usympatiske«, forklarer Peter Grønlund. I 'SUB-LAND' understreger han blandt andet denne pointe med den autentiske historie om DSB-vagten, der muntrer sig med en prostitueret i den tomme togvogn om natten. Ingen løftede pegefingreEr du ikke bekymret for at blive kritiseret for at glorificere graffitimalerne?

»Jeg ved ikke, om jeg glorificerer dem, men jeg er i hvert fald ekstremt solidarisk med dem. Men samtidig skildrer jeg jo ikke det, de foretager sig, så positivt, at det ikke har nogen konsekvenser«. »Det har den helt realistiske konsekvens, at den ene bliver fængslet. Men samtidig er det ikke en løftet pegefinger«, siger Peter Grønlund og runder af ved at citere en af Danmarks største kunstnere: »Asger Jorn har engang sagt, at hvis man ikke går for langt, så er der ingen grund til at gå. Og når man ser tilbage i tiden, er det jo netop mest interessant at se på kunstnere, der er gået for langt, for det er dem, der har skabt den største kunst«. »Om 30 år vil det helt sikkert være utrolig interessant at se på, hvor meget graffitimalerne opgav for at udføre deres kunst, og hvad de ofrede på det. Det bliver ikke rigtig værdsat endnu«.