Weekendens gæsteredaktør: Bo Jacobsen

BO JACOBSEN.
BO JACOBSEN.
Lyt til artiklen

»Vil du have kaffe?«. Familien Jacobsen, far, mor og datter, indtager en sen morgenmad ved første bord inden for Restaurationens indgang, og freden dér er en fæstning. Bo Jacobsens stærkeste kort mod den i hans optik ulidelige materialisme og værditømning i Danmark er familien, så morgenmad spiser man naturligvis sammen i landlig ro. Næstvigtigst er menneskelige relationer i bred forstand, og superkokken (»født i det katolske jubelår 1957!«) er uforbeholden og personlig over for den nye gæst, der beder om hans hjemmesyltede opskrift på åndelig opladning i ferien. »Pensionistferie!«. »Det vil sige, at man tager det samme sted hen hvert år. Vi kommer i en lille italiensk fiskerby ved Adriaterhavet. Den er perfekt, med hårnålesving og stenstrand, der holder turismen nede - og jeg er sgu ligeglad, jeg skal jo ikke bygge sandslotte, vel?«. »... Samme hotelværelse, tårnværelset over byporten, med tre vinduer, hvor man kan kigge op i byen, ned i byen og ud over havet, når man åbner skodderne om morgenen ... De samme to drømmesenge på stranden, i anden række, og spiaggia-manden kan huske en, når man bestiller stolene for de fjorten dage. Og så spiser vi helt enkel, ukompliceret mad, ikke noget moderne fims, man kan få sardiner på grillen, pasta med hummer eller med hjertemuslinger og en lille smule sort peber, en tør chili og persille«. »Vi skal jo aurastryges« Bo Jacobsen, der droppede historiestudierne og valgte kokkevejen frem i livet, da han mødte Roy Hurtigkarl, kan udtale »en lille smule sort peber«, så munden løber i vand. Samme effekt har »ferskner i køletasken«, den daglige treat på stranden, hvor han sammen med hustruen, kollegaen og medejeren Lisbeth læser bøger, sover og holder mund, til klokken bliver hen ad fem. »Vi skal jo aurastryges mentalt i fjorten dage ... Vi gider ikke være sammen med andre om dagen og sover hele tiden! Så tilbage på hotellet får vi igen en lille lur, inden vi går ud i byen og får en drink på torvet. Først dér begynder vi at tale sammen igen. Og det er også først om aftenen, vi kan finde på at se venner«. Efter to uger i fiskerbyen starter de den lejede bil, »der bare har stået der i to uger, fordi vi hver morgen beslutter, at vi ikke skal et hak«. Turen går nordpå til venner i Padova, og derfra videre til Venedig og hjem. Padova er et kulinarisk højdepunkt for Bo Jacobsen. Lidt uden for byen ligger »verdens bedste restaurant i øjeblikket«, Le Calandre. »Jeg siger dig, det er fuldstændig ukompliceret mad ... en lille kop med vinger på, den ligner røven på en blæksprutte, og så er der blæksprutter i blæk nedenunder og kartoffelsuppe på toppen. Det bliver noget gråt mudder, og så spiser man det. Ingen pynt, ikke noget sprødt, ikke noget højt, ingen kemi - bare mad! Supergodt! Eller risotto med en lille smule kaffepulver på toppen, med den lokale Pinot Nero til. Jeg har bestilt bord«. Åndelig opladning Ånd og materie hænger tæt sammen her i familien. Åndelig opladning gemmer sig lige vel på bunden af en tallerken som i 'I am Charlotte Simmons' af Tom Wolfe, der skal med på stranden. »Den åndelige opladning ligger i alt det, der sker, når der ikke foregår noget som helst. I virkeligheden sker der en demontering«. Og det er i den tilstand, de bedste ideer opstår. Når parret vender aurastrøgne hjem fra Italien, er det med blokken fuld af justeringer, tyveri og nye påfund til deres madtempel på hjørnet af Møntergade og Vognmagergade i København. Bo Jacobsens sommerhusbibliotek »Der skal jo være knald på i sommerferien. Absolut ikke rent fysisk, men mentalt, så jeg har svært ved at se, hvorfor 'Slangen i brystet' kom med på listen. Men det er sgu nok, fordi jeg ku' lide den, da jeg læste den!« Colin Harrison: Afterburn Stephen King: Pet Sematary (se også filmen, og lyt til Ramones) Henrik Stangerup: Slangen i brystet Antony Beevor: Stalingrad Mike Mignola: Alle Hellboy-tegneserier (se også filmen, top tegneseriefilmatisering!) Tom Wolfe: A Man in Full Truman Capote: In Cold Blood (se filmen, der er en grund til, at Seymor Hoffman fik Oscar for Bedste Mandlige Skuespiller) Stefano Benni: Terra! Andrew Vachss: Blossom (eller en hvilken som helst anden af hans bøger) David Lindsey: A Cold Mind (og så er man sgu nødt til at læse hans andre bøger)

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her