Undskyld, undskyld. Det er jeg virkelig ked af«.
Marie Aubert er flov. Hun har fået noteret datoen for interviewet forkert og dukker først op på skærmen 17 minutter efter aftalt tid og en rykkermail.
Jeg tilgiver hende fluks. Den ubehagelige følelse, den norske forfatter sidder med, er et passende udgangspunkt for at tale om, hvordan hun i sine bøger dyrker netop genkendelige og både småpinagtige og eksistentielt skamfulde situationer.
I både noveller og nu to romaner skriver Marie Aubert om dem, der har det smerteligt svært med sig selv, og hvor dramaet udspiller sig mellem søskende, forældre eller andre nære relationer og uden de store armbevægelser, selv om de kan være livsomvæltende.
