Konfirmationen er et forstørrelsesglas, der får alle familiespændinger til at træde frem

Undskyld, undskyld. Det er jeg virkelig ked af«.

Marie Aubert er flov. Hun har fået noteret datoen for interviewet forkert og dukker først op på skærmen 17 minutter efter aftalt tid og en rykkermail.

Jeg tilgiver hende fluks. Den ubehagelige følelse, den norske forfatter sidder med, er et passende udgangspunkt for at tale om, hvordan hun i sine bøger dyrker netop genkendelige og både småpinagtige og eksistentielt skamfulde situationer.

I både noveller og nu to romaner skriver Marie Aubert om dem, der har det smerteligt svært med sig selv, og hvor dramaet udspiller sig mellem søskende, forældre eller andre nære relationer og uden de store armbevægelser, selv om de kan være livsomvæltende.

Som hun selv ynder at sige: »Jeg skriver om almindelige mennesker, som gør dårlige ting mod folk, de er glade for«.

Og hendes nye romans titel, ’Jeg er egentlig ikke sådan’, ligger direkte i forlængelse af det: Hovedpersonerne kommer til at gøre noget, der ikke stemmer overens med, hvordan de ser sig selv.

Kender du det? Det gør mange af forfatterens læsere. De kommer tit op til hende efter et foredrag eller signering og fortæller, hvordan de genkender sig selv i hendes bøger, og begynder at fortælle om deres egne familierelationer.

»De kan godt lide, at der er skruet lidt op for det svære i bøgerne«, siger Marie Aubert.

»De synes, det er lidt dejligt, at det både er genkendeligt og lidt grænseoverskridende«.

Den 43-årige forfatter er logget på vores onlinemøde via hjemmekontoret i Oslo og har en fyldt broget bogreol i ryggen. Håret er samlet i en hestehale, og hun har briller på næsen.

Sidst skrev hun i romanen ’Voksne mennesker’ om Ida på 40, der er misundelig på sin lillesøster. For Marthe er morens yndling, er i fast parhold med en sød fyr og nu også gravid, mens Ida er den evige single, der går på Tinder-dates med gifte mænd, drikker lidt for meget og har så lav fertilitet, at hun får nej til at få frosset sine æg ned. Som var det en ny sæson af hitserien ’Skam’, hvor hovedrollerne bare er blevet 30-40 år.

I sin nye roman skriver Marie Aubert om en konfirmation. Det er derfor, vi har bedt om en aftale, for her op til den sidste statsligt sanktionerede store bededag med titusinder af konfirmationer landet over har hun et bud på, hvorfor ritualet giver mening, og hvorfor det kan være svært at have alles blikke på sig.

’Jeg er egentlig ikke sådan’ foregår i en mindre, norsk by i dagene op til pigen Linneas konfirmation. Her danner foldning af servietter, strygning af festtøj og gulvvask bagtæppe for et portræt af tre generationer, der ikke kan tale sammen om det, der går dem på. Linnea om et ødelagt venskab, faren om sin affære, farfaren om sin følelse af at være tilovers, fasteren om, hvordan hun sidder fast i rollen som den tykke pige.

Og for forfatteren er konfirmationen en perfekt ramme til at lade folk, der bærer på en masse, de ikke får sagt, samles på ét sted, hvor de er nødt til at forholde sig til hinanden. Den traditionelle familiefest er så herligt højspændt, mener Marie Aubert.

Foto: David B. Torch

Formel med de nærmeste

I romanen fungerer konfirmationen således som et forstørrelsesglas, der får alle familiespændinger til at træde frem.

Men som fænomen er festen, hvor man fejrer bekræftelsen af den kristne dåb, en underlig størrelse, mener forfatteren.

»Det er en formel fest for ens nærmeste. Man tager sit pæneste tøj på og opfører sig, som om man er helt nye over for hinanden«, som Aubert påpeger.

»Det er egentlig utroligt, at vi lægger så meget i en konfirmation, for det er jo bare familie og mad, som vi supplerer med så meget planlægning, nervøsitet, beslutninger om, hvem der skal sidde hvor«.

Konfirmationer er grundlæggende ret kedelige, syntes Marie Aubert, da hun begyndte at skrive. De indeholder altid de »samme tørre ingredienser«: fin mad, taler, sange, pænt tøj. De er sjældent morsomme, som bryllupper kan være, var hendes oplevelse.

»Men undervejs tænkte jeg mere og mere på, at der er noget ganske fint i, at man arrangerer en fest for et ungt menneske på det tidspunkt i livet, hvor man nok kan lide sig selv allermindst. Og kender sin plads i verden dårligt. En tid, hvor man ikke forstår sig selv, og hvem man skal være«.

Og det giver mening, at familien akkurat dér vælger at slutte ring om det unge menneske, mener hun.

»Vi stiller os rundt om den unge, tager den unge til os og er enige om, at nu siger vi pæne ting om dig, at vi elsker dig og fortæller dig, hvorfor vi godt kan lide dig. Det er jo ganske fint, faktisk«.

Men teenagere bliver også tit flove over at være i centrum?

»På den ene side er man vældig bange for at blive set på, og på den anden side har man vældig meget brug for at blive set«.

Problemerne opstår, når man ikke blive set, som man ønsker, forklarer forfatteren. Det er noget, ikke bare konfirmanden Linnea, men alle romanens fire hovedpersoner døjer med.

»De bliver set på en måde, eller de ser sig selv på en måde, de ikke er vant til, og som de ikke nødvendigvis bryder sig om, og samtidig trænger de virkelig til at blive set«, siger Marie Aubert.

»Det er en fortælling om at have behov for at blive set og at ville gemme sig for andres blikke«.

Højt hår og armene om et træ

Marie Aubert er selv konfirmeret. Det er et godt minde. På nær tanken om det meget høje permanentede hår, hun havde på dagen, og som bliver fremkaldt, hver gang hun ser på sit konfirmationsbillede.

»Når jeg ser det, tænker jeg bare: Hvorfor gjorde jeg det? Det var ikke engang moderne. Og så står jeg og holder rundt om et træ«.

Den opstilling er en fortærsket kliché på norske konfirmationsbilleder, som helst skal rumme en stemning af forbundethed med naturen, forklarer hun.

Hvilken betydning har konfirmationen i 2023?

»Ja, det kan man godt spørge om! Man har altid behov for ritualer, men det har jo ikke den betydning længere, som det havde for 100 år siden. I vores tid har ideen om kernefamilien langt hen ad vejen erstattet religionen, så fejringen af et af familiens børn fungerer jo stadig som et ritual på den måde«.

Hun fortæller om sin egen tipoldefar, der voksede op på Sørlandet og var ivrig efter at stikke til søs, selv om han var lovlig ung. Men han fik hyre på et skib og lavede en aftale med den lokale præst, som konfirmerede ham før tid, så han kunne få lov at rejse.

»Det var et tegn på, at du var voksen, ret og slet. Det er det overhovedet ikke mere. Det har ingen formel betydning. Men jeg tror alligevel, det har en eller anden betydning for, hvordan man er familie«.

Hun funderer lidt.

»Jeg tror, at vi fortsætter med at holde fast i de gamle ritualer, fordi vi får en følelse af samhørighed og kontinuitet, når vi viderefører traditionerne og markerer dem. At vi holder fast. Måske fordi det får os til at føle os trygge på et eller andet niveau«.

Tryghed er nu ikke det, der præger konfirmationen i ’Jeg er egentlig ikke sådan’.

Konfirmanden Linnea har det ad helvede til. Hun har droppet sin bedste veninde til gengæld for den ældre, cool Ingrid, som hun har fortalt alle sine inderste hemmeligheder. Men nu har Ingrid vendt hende ryggen. Forældrene og hendes småbrødre fatter ingenting, og snart kommer Ingrid, dén Ingrid, og skal servere til festen. Lige før de skal i kirke, spilder Linnea sit blødkogte æg ned ad sig, så hendes hvide festskjorte får en solgul plet lige midt på brystet. Så kikset. Så flovt.

Men ingen i familien har blik for Linneas trængsler. De ænser hende knap og går blot op i, at festen nu går rigtigt til. At der bestilles god mad udefra, at borde og klapstole hentes hjem og sættes op, at hele familien kommer, at der holdes taler og synges hjemmedigtede sange efter opskriften ’sjove tilbageblikke + vi er glade for at følge dig videre ud i voksenlivet’.

Rammen er måske nok tryg og genkendelig, men Linnea og romanens øvrige hovedpersoner er tæt på at krakelere, og selv om de er fysisk tæt på hinanden, taler de ikke om det, der plager dem.

»Rammen er et familiefællesskab, men alle fire hovedpersoner er ensomme. De kommer med hver sin ting, de ikke kan sige højt eller gøre til en del af fællesskabet. Og så bliver spørgsmålet jo: Er der et fællesskab? Er det fordømmende? Eller er der noget at hente – trods alt?«.

De fire hovedpersoner er som små øer, som ikke har forbindelse med hinanden og ikke ved, hvordan de skal få det. De er så usikre på, hvordan de skal opføre sig, at de nogle gange begynder deres sætninger med »Ja nej«.

Der er Linneas far, Bård, der har en affære og har bestemt sig for at forlade kone og tre børn, så snart konfirmationen er overstået. Han er forelsket og stålsat, men kan ikke komme overens med, at han, den gode mand, er sådan en type, der svigter sine nærmeste.

Linneas farfar, Nils, var nemlig sådan en mand. Nu er han pensioneret og ærgrer sig over, at han ikke er familiens omdrejningspunkt, ikke rigtig tæller lige så meget, som han gerne vil.

Linneas faster, Hanne, var overvægtig som barn og ung, men har nu tabt sig, bor i storbyen, har fået en sød kæreste, men kan ikke finde sig til rette i at være ’normal’ i andres øjne, da hun vender hjem til konfirmationen.

Og Linnea selv? Hun er flov, åh så flov.

»Linnea er blottet«, siger Aubert.

»Hun har stillet sig vidt åben for Ingrid og er blevet set på med et meget varmt, åbent, nært blik af en person, som bare er lidt ældre, men som er en mellemting mellem en ven og en autoritet. Så det resulterer i en voldsom selvforagt, når det blik skifter, og Ingrid fortæller hende, at det er dumt af hende at tro, at de var så gode venner. Så falder alt det, Linnea har satset på, sammen«.

Ingrid afviser Linnea med formuleringer om, at hun overtræder hendes grænser, når hun er så opsøgende.

Det kan Linnea slet ikke rumme, og selv om hun godt ved, at det er det dummeste, hun kan gøre, kan hun ikke lade være med at cykle hen til Ingrids hus og stå og glane efter hende eller sende sms’er, der lyder »Svar svar svar svar svar please svar <3 <3 <3«, og »Jeg kan godt se, at du læser beskederne, vil du ikke please svare?«.

»Jaha! Det bliver lidt en selvopfyldende profeti. Man bliver så bange for at være invaderende, være too much, at man faktisk bliver det. Sådan insisterende: Du skal sige mig, hvad jeg har gjort galt! Linnea reproducerer alt, Ingrid har beskyldt hende for«.

Til konfirmationen tager faster Hanne dog til genmæle over for Ingrid og kaster ordet ’grænseoverskridende’ tilbage i hovedet på hende, så man som læser sidder og fryder sig.

Marie Aubert synes, det er sjovt at vende og dreje den slags »Instagram-terapisprog«, som hun kalder det. En sprogbrug, der handler om at sætte grænser og passe godt på sig selv, men som også kan bruges som et blødt magtsprog.

»Når du siger til andre mennesker, at de invaderer dig eller går over dine grænser, kan det også være en måde at demonstrere sin magt på. I en vennerelation er det en ganske tydelig markering af, at nu er det dig, der vil have noget af mig. Ikke mig, der vil have noget af dig«.

Det er et sprog, det er svært at argumentere imod?

»Det er svært at kræve noget, hvis en ven slår op med dig på den der måde, i hvert fald«.

Den gode skam

Marie Aubert er selv vokset op som enebarn, hun fik først en søster som 19-årig og mener, at det måske har skærpet hendes blik for relationer, for hun har altid været nysgerrig på andres søskendeforhold.

»Relationspsykologi interesserer mig vildt meget. Hvordan vi reagerer på hinanden, hvad vi siger, når vi ikke kan sige det, vi egentlig vil, hvor kompleks en familie kan være«.

Aubert peger på, at det ofte er sådan, at dem, vi er mest vrede på eller skuffede over, er dem, vi er tættest på. At dem, vi har vanskeligst ved at tilgive, er dem, vi elsker mest.

»De ting er så sammenflettede«, siger hun.

»Det er næsten umuligt at skelne de gode fra de dårlige ting i så nære relationer. Det gælder ikke bare i familier, men også i venskabsforhold, med kærester. Det gør jo, at vi ikke nødvendigvis er rationelle voksne. For der er så mange dybe ting, vi ikke kan overskue i os selv og ikke altid ved, hvordan vi skal håndtere. Og så kommer det ud i alle mulige hverdagslige sætninger eller gøremål, som bliver ladet med spændinger. Noget, der skaber konflikter«.

Og det er der, hun sætter ind med sin sensitive, men også indimellem satiriske forfatterpen.

For eksempel beskriver hun faren Bård som en mand, der er ved at gå i spåner. En mand, der midt i opvasken af Mumi-kopper må haste ud på toilettet og sms’e hjerteemojier til sin elskerinde. Kontrasten mellem, hvem han har troet, han er, og hvem han egentlig må indrømme, han også er, er større, end han troede. Forelskelsen i kollegaen kolliderer med hans selvforståelse.

»Han har tænkt på sig selv som en fyr, der ikke svigter og i hvert fald ikke svigter familien på nogen måde. Han har placeret sit selvbillede i den ramme. Og at overveje at opløse familien er jo omvæltende for alle mennesker, uanset hvem man er. Og når man har troet på, at man var god i den grad, som Bård har troet, bliver faldet så meget desto større«.

Skam er en smertelig følelse, det mærker man også tydeligt i dine bøger, men kan skam også bruges positivt som en drivkraft for forandring eller et moralsk kompas?

»Det er interessant. For der bliver sagt og skrevet meget om, at vi skal skamme os mindre, at vi skal blive skammen kvit. Man skal helst være så vældig skamløs«.

Men ligesom skam kan være ødelæggende, er den også en vigtig for vores socialisering, når den handler om at have en fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Man skal have en moralrefleks, når man gør noget, som ikke er rigtigt, mener Aubert.

»Det er godt, at vi har noget skam i os«.

Grundfølelser som vrede og angst er dog mere oplagt anvendelige: Vi skal være i stand til at slås og forsvare os selv og vores familie, så vi kan overleve, og det hjælper vreden med. Vi skal være i stand til at komme hurtigt ud af et brændende hus, og det hjælper angsten os med. Skammens nytte er mere diffus, men nyttig er den, mener Marie Aubert.

»Det handler om at tilhøre en gruppe. Vi skal have en følelse af, at det er ubehageligt, at det gør ondt at stå uden for fællesskabet. Det er den biologiske pointe med skam. Vi føler os tryggest i en gruppe, når vi er flere. Og derfor skal vi føle det som et ubehag, når vi gør noget, som stiller os uden for gruppen«.

Derfor er det også vigtigt, at vi kan bede om forladelse, hvis vi har gjort noget forkert, for at kunne blive optaget i gruppen igen, påpeger hun.

»Men lige så ofte er det ikke gruppens faktiske blik eller fordømmelse, det handler om, når vi skammer os. Men det, vi tror om gruppens blik eller fordømmelse, som vi så internaliserer. Det, vi tænker, at andre tænker. Det bliver autoriteten i vores liv. Det handler mange af fortællingerne i mine bøger om«.

Marie Aubert peger på, hvordan vi hele tiden slynger sætninger ud som »du skal ikke bryde dig om, hvad andre tænker«, som en trøst.

»Men det gør vi jo. Det er umuligt ikke at tænke på«, som hun siger.

»Og det kan være temmelig umuligt at skelne mellem de andres blik og din egen selvopfattelse, for du ved ikke helt, hvad som er dit, og hvad der er de andres«.

Du har i flere bøger nu skrevet om mennesker, der er presset af skam, og hvad de stiller op med det. Men har du et tip til, hvad man i det virkelige liv skal gøre, når man mærker en knude af skam i maven?

»Tilgive«, svarer hun uden betænkningstid.

For der er en grund til, at tilgivelse er en af de vigtigste dyder i både kristendommen og nærmest alle andre religioner, mener hun. At vi kan tilgive hinanden og ikke mindst os selv, er vigtigt.

»Det handler ikke om at sige »Det var ikke så slemt«, eller »Du gjorde egentlig ikke noget forkert«, men at kunne tilgive sig selv for det gale, man gør«, pointerer Marie Aubert.

Og det, uanset om det handler om at have en affære eller at spilde æg ned ad sin hvide skjorte. Eller at få en alt for høj permanent, der bliver foreviget til evig ærgrelse på et konfirmationsbillede. Kender du det?