»Rusland stjal min fantasi«

Rusland stjal min fantasi. Jeg kan ikke tænke på fremtiden, jeg kan ikke opdigte karakterer, jeg kan ikke opdigte begivenheder«, siger Oleksandr Mykhed.

Han er ukrainsk forfatter og en del af landets væbnede styrker. Videoforbindelsen til Kyiv, hvor han befinder sig, mens vi snakker, knitrer, men hans energi går soleklart igennem. Han er ikke håbefuld, han er vred.

»Håb er abstrakt, vreden er her og nu. Vreden får dig til at stå op om morgenen«.

For tiden står han op som både soldat og forfatter, det første har han været i to år, det andet længere. Det er, da jeg spørger, hvordan invasionen har ændret hans skrivning, at han forklarer dette tyveri af forestillingsevne. Når ens venner bliver dræbt, når ens hjem forsvinder, så giver det opdigtede ikke mening.

Oleksandr Mykhed citerer sin forfatterkollega Halyna Kruk. Få måneder efter den fulde invasion i 2022 holdt hun åbningstale ved en poesifestival i Berlin:

»Poetry doesn’t kill. What a shame«, sagde hun blandt andet.

Det er en skam, at poesien ikke kan slå ihjel, men Oleksandr Mykhed ved, at ord og fortællinger stadig er vigtige. Han skriver nonfiktion, både til sine landsmænd og til internationale læsere. Begge slags publikum skal vide, hvad der foregår.

»Rusland begår folkedrab hver dag. Og Rusland vil gerne få det til at virke normalt, at invasionen er normal, at krigen er normal. De vil gerne have medierne til at skrive om endnu et missilangreb. ’Endnu’ er nøgleordet, noget der sker igen og igen, dagligdagen«.

Oleksandr Mykhed ser direkte på mig gennem linsen.

»Men det her er ikke dagligdag. Det her er ikke meningen. Det må ikke være acceptabelt«.

Krigen foregår på flere niveauer. Den fysiske vold er stadig den vigtigste, den farligste, men det er også en kamp om historien, om hvad Rusland har held til at vænne verden til.

Han kan ikke fortælle mig, hvad han laver i militæret, eller hvor han normalt er udstationeret, men samtidig med at Oleksandr Mykhed er i krig med krop og våben, så skriver han. Det kan han fortælle om.

De første tretten måneder skrev han for at dokumentere overgrebet. De tekster udkommer til sommer på engelsk under titlen ’The Language of War’. Det er et uddrag fra den bog, vi bringer her.

Han forklarer sin metode:

»At skrive er at forsøge på at systematisere, eller give form til det kaos, som Ruslands invasion skabte«.

For det handler også om at forstå, at bearbejde.

»Jeg ved ikke, hvor mange årtier vi skal bruge på at forstå, hvad det var, Rusland gjorde i Ukraine«.

Men det er fremtiden, den kan han som sagt ikke skrive om lige nu. Der handler det om det akutte.

»Vi mister folk, vi mister infrastruktur, vi mister land. Rusland skal stoppes, lige meget hvad. Krigen er ikke slut, også selv om Rusland gerne vil have dig til at tro det. Den indre vrede er benzinen, der holder os kørende«.

Vrede, kærlighed, hukommelse

Vi taler om februar måned. Det er toåret for den totale invasion, det er tiåret for begyndelsen på det, der blev annekteringen af Krim og måske vigtigst: Majdan-revolutionen. Ruslands aggressioner kaster lange skygger over februar. Som Oleksandr Mykhed siger:

»Dette er de mørkeste dage«.

Men mørket gør kun lyset både tydeligere og vigtigere. Oleksandr Mykhed fortæller om at miste venner, og hvad det har gjort ved hans forfatterskab.

»Når folk dør, bliver jeg nødt til at skrive om dem, der stadig lever«, forklarer han.

»De elskede, heltene. Det handler om at finde de oprigtigste ord, de sande ord, så vi kan beskrive de mennesker, der stadig er i vores liv«.

Når han signerer bøger i Ukraine, skriver han sædvanligvis de samme tre ord:

Vrede.

Kærlighed.

Hukommelse.

»Det er essensen af min litteratur«.

Til sidst spørger jeg ham, om han har en besked til Politikens læsere? Han skal ikke tænke sig om længe, svaret falder prompte:

»Jeg beder jer«.

»Glem os ikke«.

Og så bliver der stille, Oleksandr Mykhed skal tilbage i krig.

Iya Kiva er prisbelønnet poet og bor i Lviv. Hun skriver ikke meget for tiden, for hun bruger sine kræfter på at lave kamuflagenet til soldaterne ved fronten.

Iya Kiva tjekker ind til online-interview fra sin sofa i Lviv i det vestlige Ukraine. I en tyk uldsweater og med røde ledninger hængende ned på hver side af ansigtet fra høretelefonerne. Det mellemblonde hår er samlet i en løs hestehale. Hun undskylder sit engelske, der er lidt staccato og søgende. Men samtidig insisterende. Hun gør sig umage for at være forståelig. Hun vil tydeligvis høres.

Hun er journalist, oversætter og digter. Efter at have arbejdet som frivillig på en tv-station, bruger hun nu de fleste af sin kræfter på at lave kamuflagenet til soldaterne ved fronten. Det er hendes bidrag, fortæller hun undskyldende. Det er i lille skala, hun er langt fra geværsalver og bomber.

De fleste tæller krigens dage fra 24. februar 2022, men Iya Kiva regner meget længere tilbage. Hun er fra Donbass-regionen, og for hende startede konflikten med Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. Hun har ikke været der siden, fortæller hun. Men især de sidste to år har taget hårdt på hende. Hun fortæller om stress, om ikke at sove, om at fysikken lider under det psykiske pres, der opstår, når man lever i konstant usikkerhed.

Men hun kunne ikke drømme om at flygte ud af landet. Hun har sin mor tæt på, i Polen. Hun er syg og gammel.

»Når ens mor har brug for hjælp, giver det ikke mening at tage væk. Jeg følte, at jeg var nødt til at være her og gøre noget. Kan jeg lave kamuflagenet eller stearinlys til fronten? Der er muligheder for alle, der vil hjælpe til«.

Ramt i kroppen

Har din poesi forandret sig under krigen?

»Jeg føler mig mere fri, når jeg skriver. Da jeg var yngre, var der mange ting, jeg var bange for at skrive, men efter krigen vil jeg have alle i tale, involvere alle i vores situation. Også selv om jeg forstår, at uanset hvordan jeg skriver, kan det ikke stoppe krigen. Litteratur gør mennesker mere empatiske og venlige, men jeg er ikke sikker på, at mennesker som Putin læser«.

Iya Kiva har ingen fast indtægt, men lever på stipendier og donationer fra kulturfonde. Sidste år, især fra USA. Men der er ikke længere så mange steder at søge. Krigen og den ukrainske befolkning har ikke samme bevågenhed, som da den var breaking news. Men indtil videre bruger hun sine kræfter på det frivillige arbejde og supplerer, når hun kan, med oversættelsesarbejde eller med at skrive essays. For en tekst solgt til udlandet kan hun leve op til to måneder i Lviv.

Hun lever sit liv uden rutiner, forklarer hun. Alt er styret af krigens luner. Selv i Lviv, der er tryg i forhold til Kharkiv, hvor man kan se russiske soldater fra beboelsesejendommenes vinduer. Men i Lviv er der spærretid om aftenen, butikkerne er kun åbne i korte intervaller, og når hun hører om et angreb, rammes hun af smerte.

»Jeg føler mit land, som var det min krop, mine hænder, mine ben, mit hjerte. Når en by bliver bombet eller mennesker såret, kan jeg ikke kontrollere mine følelser. Og alle mine planer går i opløsning«.

Hun prøver at gå i biografen, læse, se tv for at beskæftige sin hjerne med noget andet. Hver dag går hun en tur på en halv time.

»Det hjælper. Koncentration er et stort problem for alle ukrainerne. Vi har svært ved at læse, ingen ved, hvilken dag det er i dag. Krigen fylder vores sind og vores kroppe. Mange mennesker, også jeg, har psykosomatiske problemer. Det føles som at svømme over et ocean uden at vide, hvornår man får kysten på den anden side at se«.

Mord i huset

I det digt, vi her bringer, afbrydes linjerne af paranteser om luftalarmer og angreb. Digtet skrev hun i en periode, hvor hun i interview ofte blev spurgt: Hvad føler du?

»Det var meget underligt for mig, for nogle gange er der bare had. Det er, som om der bliver begået mord i ens hus, og man forstår ikke, at folk vil have os til at forklare os selv«.

Iya Kiva føler, hun har mistet kontrollen over sit liv.

»Krigen kontrollerer mit liv. Den bestemmer, hvornår jeg vågner, hvornår jeg kan falde i søvn, hvad jeg kan gøre og ikke gøre. Det er frygteligt, og man føler sig meget, meget lille. Hver dag begynder man med et hvidt stykke papir, for man ved ikke, hvilken virkelighed man er ankommet til«.

Har du et håb om en fredelig løsning på krigen?

»Kan du få øje på nogen, som har den?«, spørger hun tilbage i en skarp tone.

»Det er en konflikt uden løsning. For Rusland har ikke et logisk, forståeligt mål med krigen. Målet er ikke at erobre territorium, men magt«.

I det hele taget taler hun nødigt om håb, som hun forbinder med noget religiøst. Hun sætter hellere sin lid til et folkeligt engagement, der kan presse regeringer verden over til at handle.

»Vi skal alle gøre, hvad vi kan. Bank på folks hjerter i dit land! Vi kan ikke give ansvaret for virkeligheden til Gud, vi må selv tage ansvar for vores verden«.

Har du en besked til Politikens læsere?

»Alle vores valg betyder noget. Gør, ligesom jeg ser mine venner gøre hver dag. De gør en helt masse små ting, forærer noget til andre og træffer valg, der gør en forskel. Det kan vi alle gøre. Vi kan give en kompliment, hjælpe den, der står foran i køen i butikken og i lufthavnen. Vi ser ikke selv resultatet af det, vi gør, men det vil virke, hvis vi vælger at gøre det gode«.

Iryna Shuvalova er fra Kiyv, men boede i Kina, da krigen brød ud. Hun har ikke været hjemme, siden invasionen af hjemlandet. Men krigen besætter både hendes tanker og hendes poesi.

Tirsdag formiddag i Oslo sidder Iryna Shuvalova foran skærmen og taler med lav stemme. Hendes to katte sover formiddagslur, og hun vil nødigt vække dem. Hun er ansat ved byens universitet og forsker i, hvordan russerne bruger kultur som våben i de besatte områder i Ukraine, så befolkningen knytter sig til Rusland.

»Jeg ser på politik gennem kulturens prisme«, siger hun.

Det er dét, der giver hende smør på brødet, men hun er først og fremmest digter. Det understreger hun med en serie nik, der får højre øres parade af sølv-piercinger til at danse. En prisbelønnet én af slagsen og oversat til mere end 20 sprog.

Før hun flyttede til Norge i juli, boede hun to år i Nanjing, Kina, hvor hun også forskede. Og det var der, hun var sammen med sin datter, da Rusland invaderede Ukraine.

Få dage efter invasionen deltog hun i en online poesioplæsning med ukrainske kolleger. Og hun fortalte, hvordan hun fra sin side af kloden havde svært ved at begribe, at krigen var en realitet. Kollegerne derhjemme grinede af hende. Begribe? Det kunne de da heller ikke.

»Det er umuligt at begribe den virkelighed. Man må bare forsøge at gøre sit liv så tåleligt som muligt, for sig selv og for sine elskede. Dag for dag. Det er det. Men det er ikke til at begribe«.

Hendes eksmand, hendes bror og hendes far skulle til fronten. Hendes mor forlod landet og bor i dag i England. Hendes kæreste var i Kiyv og har været der siden. Iryna Shuvalova skal besøge hjembyen til sommer, for første gang siden krigens begyndelse.

»Det er udfordrende at have ét ben her og ét ben der, fordi man indser, at man absolut ikke har samme oplevelse som mennesker, hvis liv er truet. Jeg er meget heldig, for mit liv er sikkert«, siger hun.

Har du håb om fred?

»Mit folk giver mig håb. Og med mit folk mener jeg mennesker både i og udenfor Ukraine, som kæmper og holder håbet flammende. Med mit folk mener jeg også dem, der hjælper Ukraine med støtte, solidaritet, som donerer penge til at købe hjelme til de drenge og piger, som ellers vil få en kugle i hovedet«.

»Jeg har håb. Et håb, jeg ikke har råd til at miste. Et svært håb, men et stædigt håb. Næsten lige så stædigt som mit folk er«.

Jeg har håb. Et håb, jeg ikke har råd til at miste. Et svært håb, men et stædigt håb

Iryna Shuvalova

Tilflugt i poesien

Hun taler sjældent med sin mandlige familiemedlemmer og venner, for de fleste kæmper og har kun tid til at sms’e et ’ok’ nu og da. Til gengæld følger hun intenst med i mediernes nyhedsdækning af krigen. Og det gør ondt, når hun ser, hvordan Ukraine dratter længere og længere ned ad den internationale dagsorden.

»Jeg forsøger også at holde øje med de russiske medier, for de fortællinger studerer jeg i mit akademiske arbejde. At sammensætte alle de forskellige perspektiver kan være en svimlende oplevelse«.

Krigen har fået hende til at gå i kirke. Hun er ikke religiøs, men her kan hun slå sig ned i roen for at tænke på sine kære. Og så har hun søgt tilflugt i sin poesi.

»Her kan jeg fange de ting, som sker ikke bare for mig, men for dem, der er tæt på mig. Det har jeg gjort et godt stykke tid«.

Når hun sætter sig til at skrive, holder hun fast i temaer, hun før har skrevet om. Om hvordan kroppen husker, om hvordan et sted aldrig er det samme, hvis man vender tilbage, fordi man selv har forandret sig siden sidst.

»Men med krigen har det fået en fuldstændig ny betydning. For nogle gange kan man ikke tage tilbage til et sted, fordi det simpelthen ikke eksisterer mere«.

»Det er sagen med krigen. Den flytter dig ikke til en anden virkelighed. Den farver bare din hverdagsvirkelighed. Det er, som om man lever det samme liv, men pludselig er ens liv ikke det samme«.

Hvad kan poesien udrette i krigstid?

»Den lærer os at være mennesker. Vi er født som mennesker, men vi lærer, hvad det vil sige at være mennesker gennem andres erfaringer. At være menneske handler ikke kun om, hvad du føler, men om et kende et meget større spekter af følelser og oplevelser. Det er meget vigtigt for mig at kunne bidrage til det med poesi«.

I det digt, Politiken bringer, nævner Shuvalova Zaborovsky-porten, en barok bygning, der er en del af det store St. Sophia katedral-kompleks centralt i Kiyv. Den har en særlig betydning for digteren.

»Den er så fin og er udsmykket med et brændende hjerte. Jeg kan godt lide små, skjulte steder, hvor man får forbindelse til historien. Selv om jeg har boet i i Kiyv hele livet, opdagede jeg først porten, da jeg var i 30’erne«.

Har du et budskab til avisens læsere?

»Det er vigtigt at støtte Ukraine. Ikke kun fordi det ukrainske folk lider, men for at forhindre yderligere aggression. For der er ingen tvivl om, at det er det, Putins regime begærer«, siger Iryna Shuvalova.

»Ved at støtte Ukraines kamp og forstå krigen, kontekstualisere den og på en måde afkolonisere fortællingerne om, hvad Ukraine er, og hvad Rusland er, og hvorfor den nuværende situation er, som den er, tror jeg, at europæiske lande og lande verden over ville lave vigtige lektier, som vil hjælpe med at holde dem sikre«.

»Og med hensyn til ukrainsk kunst og kultur«, tilføjer hun med et skævt smil, »så læs ikke ukrainske bøger af medfølelse med ukrainere. Læs dem, fordi det er fandens gode bøger! Ukrainsk poesi er lige nu blandt det stærkeste, jeg læser noget sted i verden. Der er meget at opdage«.