0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Caspar Eric kombinerer slagkraftigt patos og selvironi i sit digt

Lyrikanmelderne Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Lillian Munk Rösing læser i fællesskab et af Caspar Erics digte.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
litteraturpris
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
litteraturpris
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kizaja: »det smadrede håb/ skal være min/ eneste crossfit« må være min yndlingssætning fra Caspar Erics vrede talesprogsbårne monolog af et langdigt. Den der fatalisme altså, den er vild: Alle kroppe smadres med tiden, jegets krop »har bare været smadret/ fra begyndelsen«, håbet er smadret, og det vil jeget dyrke som styrketræning, holde fast i, blive i.

Lilian: Ja, det er gode vers. Også noget med at finde styrken i det smadrede håb, i vreden over det smadrede håb. ’Crossfit’ er karakteristisk for Caspar Erics meget tidsbundne referencer, men for mig et ord, der holder, fordi det ud over det tidstypiske har ’cross’ i sig som et mytisk element. Det smadrede håb er et kors at bære, men man kan også lave styrketræning med sit kors (der er faktisk lavet gags på nettet, hvor ’crossfit’ tolkes som træning med kors). Det er den simultanitet af det tidsbundne og det mytiske, som også ligger i samlingens titel, ’Nike’, både sportssko og sejrsgudinde. Det specifikke og det universelle blander sig med hinanden, også når, som du skriver, den smadrede krop både er et specifikt og almenmenneskeligt vilkår, ligesom i citatet fra ’Blade Runner’ om replikanten med den korte levetid: »it’s a shame she won’t live/ but then again who does«, eller i indledningens fremstilling af hjertesorgen som et handikap, de fleste har prøvet at lide af.

Kizaja: Ja, for det er jo også et kærlighedsdigt. Som altså er henvendt til den ekskæreste, jeget i uddraget her savner. Henvendelsen bærer selv en meget tidsbunden signatur, i og med den slutter: »knus Caspar/ sendt fra min iPad«. På den ene side trivialiserer det poesien – helt i tråd med den generelle antipoetiske tendens hos Caspar Eric og mange andre – at den tager form af en ordstrømmende mail sendt fra en iPad. På den anden side trækker det tydeligt på en bekendelses- og kærlighedsdigtning med en meget længere tradition, hele brevgenren også, hvor den umiddelbare følelse tit har haft stor poetisk værdi. Den bløde emo-type, der græder til The Cure og blotter, bekender og i citatet her decideret dyrker sin sorg og lidelse, er jo en rigtig romantisk figur.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu