Kizaja: »det smadrede håb/ skal være min/ eneste crossfit« må være min yndlingssætning fra Caspar Erics vrede talesprogsbårne monolog af et langdigt. Den der fatalisme altså, den er vild: Alle kroppe smadres med tiden, jegets krop »har bare været smadret/ fra begyndelsen«, håbet er smadret, og det vil jeget dyrke som styrketræning, holde fast i, blive i.
Lilian: Ja, det er gode vers. Også noget med at finde styrken i det smadrede håb, i vreden over det smadrede håb. ’Crossfit’ er karakteristisk for Caspar Erics meget tidsbundne referencer, men for mig et ord, der holder, fordi det ud over det tidstypiske har ’cross’ i sig som et mytisk element. Det smadrede håb er et kors at bære, men man kan også lave styrketræning med sit kors (der er faktisk lavet gags på nettet, hvor ’crossfit’ tolkes som træning med kors). Det er den simultanitet af det tidsbundne og det mytiske, som også ligger i samlingens titel, ’Nike’, både sportssko og sejrsgudinde. Det specifikke og det universelle blander sig med hinanden, også når, som du skriver, den smadrede krop både er et specifikt og almenmenneskeligt vilkår, ligesom i citatet fra ’Blade Runner’ om replikanten med den korte levetid: »it’s a shame she won’t live/ but then again who does«, eller i indledningens fremstilling af hjertesorgen som et handikap, de fleste har prøvet at lide af.
